Da året var omme stod fansene tilbage med den tomme fornemmelse af et 2018, hvor det hele var lige ved og næsten.Set ovenfra var der dog lys i horisonten, og selvom det ikke blev til store sejre, havde klubben nu fundet et leje – og var med en ny præsident klar til at tage hul på 2019.
Det er vigtigt at huske på de magre år, klubben har gennemlevet de sidste mange år. Her har der længe været en nedadgående kurve, så at klubben nu var med ved de riges bord, må siges at være frugten af mange års hårdt arbejde på at få det rød-sorte skib på ret køl.Men som den brasilianske fodboldmentalitet er skruet sammen, findes ord som proces og tålmodighed ikke, og man forventer, at man går direkte til tops, uanset hvor man før har befundet sig.
Derfor er forventningerne til 2019 ligesom så mange gange før enorme. Man har sagt farvel til store profiler som Vinicius Jr. og Lucas Paquetá, men klubben har også forud for sæsonen forstærket sig med angriberen Gabriel Barbosa fra Santos, stopperen Rodrigo Caio fra São Paulo og den offensive midtbanespiller uruguayanske Giorgian De Arrascaeta fra Cruzeiro.
Der er nu gået næsten to måneder af fodboldåret 2019, og indtil videre har det langt fra været en dans på roser. For den yngre årgang startede året vanligt ud med den store ungdomsturnering Copa São Paulo de juniores, i daglig tale kaldet Copinha. Her blev det ikke til den forventede succes, da de unge spillere røg ud til Figueirense i første playoff-kamp efter gruppespillet. Hjemme i Rio stod statsmesterskaberne for døren, og på vanlig vis cruisede Flamengo derudad og kvalificerede sig uden de store problemer til semifinalen i Taça Guanabara, hvor de måtte se sig slået af Fluminense.
Men det er nu langt fra kun spillet på banen, som har trukket overskrifter hos de rød-sorte i 2019. Da folk i Rio og resten af fodboldverdenen slog øjnene op fredag den 8. februar, var det en brand, der tiltrak sig opmærksomheden.
Branden på træningsanlægget Ninho do Urubu var tilsyneladende startet i et defekt aircondition-anlæg i bygningen, hvor klubbens helt unge spillere holder til. Ilden spredte sig hurtigt, og der gik over 1 ½ time, før det lokale brandvæsen fik kontrol over flammerne. Branden kostede 10 unge drenge livet og har sat dybe spor af sorg i klubben. Den tragiske hændelse har også kastet lange skygger over fodbolden i Brasilien, og den triste begivenhed har fået de andre brasilianske klubber til at bakke op om Flamengo.
Men hvad der, naturligt nok, er en kæmpe tragedie, kan også være startskuddet til et nyt Flamengo, der skal rejse sig fra asken som en anden Fugl Føniks. Selvom ulykken ikke har noget at gøre med klubbens førstehold, er alle berørte af skandalen, og sammenholdet er større end det har været de sidste mange år. Og det er netop det sammenhold, der kan gøre klubben stærkere. Når både direktion, spillere og fans har fælles fodfæste, har klubben et stærkt fundament, hvor man i fællesskab kan komme styrket ud af tragedien.
Så på trods af den store tragedie ser fremtiden lys ud, og klubben har god tid, før årets første store udfordring Copa Libertadores banker på døren den 5. marts, hvor Flamengo i 3700 meters højde møder San José fra Bolivia.