8 september - Flamengo

Go to content

Main menu:

8 september

Arkiv > 2018 > September
08-09-2018
Toget kører, men kommer Flamengo med?



Det er efterhånden et stykke tid siden, at hjemmesiden er blevet opdateret, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er sket noget hos Flamengo – tværtimod.
Efter runderne i juni, hvor alt så lyst ud med avancement i Copa Libertadores, en førsteplads i ligaen og pokaltriumf var alt lagt på et sølvfad til en sæson 2018 med kæmpe triumfer. Men op til VM-pausen forsvandt Vinicius Jr. fra klubben, og da VM var færdig havde Flamengo kun forstærket sig med en enkelt spiller, nemlig Vitinho, som skulle være klubbens nye bomber. Forstærkningen med den tidligere CSKA Mosva spiller har dog indtil videre kun været en halvlunken succes, da det er blevet til begrænset spilletid og ditto mål. En anden af klubbens store navne, Paulo Guerrero, blev efter en lettere turbulent dopingsag også afskibet og spiller nu i storklubben Internacional, der pt. topper den brasilianske liga.
Første kamp efter VM var mod São Paulo og var en direkte duel om førstepladsen, hvor São Paulo trak det længste strå. Nederlaget viste, at der var revner i Flamengos fundament, og det overbevisende spil fra før VM-pausen begyndte at krakelere.

Jovist kom der et par gode ligaresultater, men de nærmeste rivaler viste større styrke, og inden Flamengo havde set sig i bakspejlet, var det nu São Paulo, der var ligaduks. Kritikerne mente, at formdukket skulle findes i Copa Libertadores, hvor kræfterne blev brugt. Men her gik det heller ikke, som præsten prædikede, og da Flamengo i Copa Libertadores tabte 2-0 til Cruzeiro, havde holdet nu placeret sig mellem to stole. At hente et 2-0 nederlag i returkampen mod Cruzeiro krævede mirakler, og med de dårlige disponeringer i ligaen leverede Flamengo et resultat, som kunne sidestilles ned de fire nedrykkere. Eneste oprejsning var i den brasilianske pokalturnering, hvor Grêmio blev besejret over to hæsblæsende kampe. I ligaen fortsatte yoyo-resultaterne, og mens de andre tophold høstede point, måtte Flamengo nøjes med mere lunkne resultater.

Da Flamengo i sidste uge tabte 1-0 til bundholdet Ceára, begyndte folk at tage bladet fra munden og klage over de magre resultater. Er klubben stagneret? Og hvorfor tager træner Barbieri ikke skeen i den anden hånd? Selvom folk er begyndt at rynke på panden, fejler opbakningen dog ikke noget, og klubben sætter løbende tilskuerrekord hjemme på Maracanã. På papiret har Flamengo et af de bedste hold i ligaen men mangler stadig vitale spillere på centrale pladser. Forsvaret er langt fra så mobilt, som man kunne ønske sig, hvilket modstanderne har regnet ud, og på den måde straffer holdet. Ydermere har landstræner Tite udtaget spillere fra holdet, hvilket har svækket Flamengo før deres sidste to kampe, som begge er endt med nederlag.

Pt. er Flamengo dumpet ned på 4. pladsen – 5 point efter topholdet Internacional. Hvis der ikke skal rulle hoveder i klubben, skal der blæses til angreb, når Flamengo natten til søndag møder Chapecoense på hjemmebane. De rød-sorte er da også favoritter, da Chapecoense er præget af skader og karantæner og derfor må undvære hele syv spillere til opgøret. Så hvis Flamengo skal tilbage på sporet, er tre point et must, og mon ikke der bliver en fest på Maracanã, når Diego og co. skal vise, at de er kandidater til det brasilianske mesterskab.




 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu