Årsafslutning - Flamengo

Go to content

Main menu:

Årsafslutning

Arkiv > 2013 > arkiv2013 > December2013



Begivenhedsrigt er ordet, der gentagne gange dukker op, når man ser tilbage på året, der gik. De rød-sorte afsluttede sæsonen 2012 på en lunken 11. plads og måtte starte sæsonen med et profilløst hold, der ikke havde meget goodwill hos hverken presse eller hos deres trofaste torcedores. I klubbens bagland havde der samtidig været udskiftning i ledelsen, hvilket ændrede den daglige drift gevaldigt. Den nye ledelse valgte at foretage besparelser, hvilket indebar at der ikke blev hentet dyre profiler til holdet, bl.a. fordi bekendtskabet med både Ronaldinho og Vagner Love havde været to meget dyre bekendtskaber. Klubbens forstærkninger blev hentet op til Campeonato Carioca og bestod af billigere indkøb som midtbanespilleren Gabriel fra Bahia, midterforsvaren Wallace fra Corinthians, den offensive Elias fra Sporting Lissabon samt Carlos Eduardo, som kom til klubben fra russiske Rubin Kazan.

At klubben fattedes penge og skulle spare gav genlyd alle steder. Efter kort tid valgte Flamengo at afskedige træner Dorival Júnior. Dette til trods for en semifinaleplads i den lokale turnering Taça Guanabara, hvor de tabte til rivalerne fra Botafogo, samt at klubbens præsident Paulo Pelaipe kort forinden ellers havde fredet Dorival. Fyringen kom i anden runde af Campeonato Carioca, hvor Flamengo satte en føring over styr og led et pinligt 3-2 nederlag til Resende. Ifølge pressen var fyringen dog ikke et udslag af nederlaget men blot en undskyldning for at spare hans høje månedsløn på 750.000 R$ (ca. 1.700.000 kr.)

Uden træner var holdet i krise, men snart kom håbet tilbage, da Dorivals afløser blev fundet. Klubben valgte den gamle VM-helt fra 1994 Jorginho til at samle holdet op. Løsningen virkede god og passede klubben fint, da hans løn var langt under halvdelen af Dorivals, nemlig 200.000 R$ (ca.460.000 kr.).

Med ny træner på plads manglede kun resultaterne på banen. Men de acceptable resultater, som klubben havde fået med Dorival, vedblev ikke, og det stod hurtigt klart, at Jorginhos talent som træner ikke stod mål med hans ditto som fodboldspiller. Flamengo spillede frygteligt og måtte se sig besejret af lavere rangerende hold som Audax og spillede uafgjort mod Duque de Caxias. Herved gik klubben ikke videre i Campeonato Carioca og fik sig derved 40 dages ufrivillig ”ferie” med kun træningsbanen som modstanderen.


Pokalturneringen og en mager sæsonstart

Med Jorginho ved roret kunne sagaen om det brasilianske pokalmesterskab begynde, da klubben i starten af april gik videre fra første runde. Med en mager 0-1 sejr ude over Remo fra Bélem var forventningerne ikke store. Men i returopgøret viste holdet karakter og kunne gå fra banen med en sikker 3-0 sejr – alle mål scoret af Hernane.


Med tanke på de fremtidige kampe i pokalturneringen og det forestående brasilianske mesterskab fik klubben flere spillere i folden. Blandt forstærkningerne var Diego Silva, Paulinho fra São Paulo klubben: XV de Piracicaba, samt den bolivianske landholdsspiller Marcelo Moreno, der skulle vise sig at blive en halvdyr fuser for de rød-sorte. Men selv med de nye forstærkninger fik klubben ikke den nødvendige succes, da det nationale mesterskab startede den 25. maj.  Efter fire kampe og kun to point gik det ikke længere mellem Jorginho og Flamengos ledelse, der efter 0-1 nederlaget til årets bundprop Náutico fyrede VM-helten. De dårlige resultater og trænerfyringen gav genlyd, og frustrationerne hos fansene kom klart til udtryk, da klubbens mure i Gávea blev overmalet med graffiti og protester mod klubbens præsident, direktør og Jorginho.


ManoMenezes – håb og fornyet energi

Straks efter afskedigelsen af Jorginho indså klubbens ledelse, at der skulle et stort navn på trænerposten, hvis der skulle resultater på bordet. Løsningen blev den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes, der kunne se frem til at arbejde med et hold, der ikke var spillet sammen, og som manglede den gejst og succes, der giver gode resultater.
Første kamp for den karismatiske træner var mod ligaens duks på Flamengos provisoriske hjemmebane ’Estadio Mané Garrincha’ i Brasilia. Kampens resultat blev 2-2, og ugen efter blev ærkerivalerne fra Vasco besejret. Samtidig gik klubben uden problemer videre i pokalturneringen, hvilket gav arbejdsro til hold og træner.


Menezes så potentiale i holdet og bad om yderligere forstærkninger. Hans bønner blev hørt, og klubben hentede André Santos, som var udlånt til Grêmio fra Arsenal, samt Chicão på en fri transfer. Begge spillere var kendt af Menezes, da de begge havde været under hans kommando i hans tid som træner for Corinthians.  Med de nye indkøb skulle klubbens økonomi balanceres, og man valgte derfor at skille sig af med flere af de løntunge spillere. Alex Silva blev udlånt til Cruzeiro, og den aldrende portugiser Liedson blev udlånt til Porto. Liedson er herhjemme mest kendt for det udlignende mål mod Danmark i Parken i september 2009. For at skære ind til benet valgt man at skille sig af med veteranen Reanto Abreu. Abreu valgte derefter at anlægge sag mod klubben for manglende lønudbetaling samt svie og smerte, hvilket indbragte ham en betydelig sum fra klubben.


Et kvartal med masser af Mano Menezes men uden seværdig fodbold


Med forstærkninger på holdet samt en kompetent træner kunne klubben begynde at ønske sig op i den sjove ende af tabellen. Men selvom Mano formåede at hente flere point end sin forgænger, løb klubben ind i flere unødvendige pointtab og gled samtidig under stregen. Det usikre spil fik selv de mest trofaste fans til at vende sig mod klubben. På banen var der problemer i alle kæder: Forsvaret havde fobi overfor høje bolde. Højresiden sejlede, når anfører Leo Moura ikke var på banen, da Luiz Antônio ikke formåede at tage initiativ. Venstresiden manglede pondus, da André Santos ikke var i form. Midtbanen som bestod af João Paulo, Cáceres og Carlos Eduardo spillede initiativløst, gennemskueligt og langsomt. Angrebet var kun effektivt, når Hernane var alene på toppen – uden Marcelo Moreno.

Hvad holdet manglede i mesterskabet, fandt de frem i pokalturneringen. Efter sejre over mindre hold som Remo, Campinense og ASA Arapiraca, stod de overfor deres største udfordring, nemlig Cruzeiro i ottendedelsfinalen. Første opgør blev spillet på udebane d. 21. august og var domineret af hjemmeholdet, der sad på spil såvel som chancer. Da der efter et kvarters spil af anden halvleg stod 2-0 til hjemmeholdet, virkede det hele tabt på gulvet for Flamengo. Men selvom Cruzerio dominerede, reducerede Flamengo og tog derfra med et 2-1 nederlag. I returkampen ugen derefter kom et forvandlet Flamengo til syne. Her viste holdet for første gang, hvilket potentiale det besad, og Elias kunne med en sen scoring i anden halvleg kvalificere holdet til kvartfinalen.

Selvom succesen i pokalturnering var stor, formåede den ikke at forplante sig videre til mesterskabet. Med selvtilliden tanket op drog Flamengo d. 1. september til Pacaembu for at møde Corinthians i 17. spillerunde. Men hvad der skulle have været fortsættelsen på noget godt blev til et levende mareridt, og Flamengo måtte tage hjem med et nederlag på hele 4-0 i en kamp, hvor de rød-sorte spillere mest af alt mindede om keglerne på en træningsbane. Selvom kampen mod Corinthians var årets værste for klubben, var problemerne kun lige begyndt. I 22. spillerunde tog Flamengo imod Atlético–PR på Maracanã.  Kampen begyndte godt for hjemmeholdet, der med godt spil og overblik bragte sig foran 2-0. Med det gode spil lignede det en målfest, hvilket det også blev – men til udeholdet. På trods af føringen faldt Flamengo helt fra hinanden og inkasserede 4 mål til slutresultatet 2-4. Det frygtelige resultat fik Mano Menezes til at kaste håndklædet i ringen og fratræde sin stilling.

Jayme de Almeida – andenviolinen, der spillede solo

Med 16 kampe tilbage og en plads som nummer 15 overtog assistenttræner Jayme de Almeida for anden gang i sæsonen den varme stol. Første gang var efter Jorginhos fyring, hvor det blev til en enkelt kamp og en sejr på 3-1 til de rød-sorte.  Tilbage i sædet kunne Jayme i første kamp se sit hold dominere mod Nautico, omend kampen endte målløs. De gode intentioner forsatte, og holdet formåede at få hevet et 1-1 resultat hjem mod Botafogo i første kvartfinale af pokalturneringen.

Flamengo havde i mellemtiden udset sig en ny træner, men da Abel Braga takkede nej, valgte man at satse 100 % på Jayme, hvilket viste sig at være en god disposition. Jayme, der havde været i klubben i et år, var godt bekendt med spillermaterialet og valgte at ændre på holdopstillingen. I forsvaret kom den unge reserve Samir ind sammen med Wallace og Chicão. Luiz Antônio blev herefter rykket op på midtbanen som hjælp til Leo Moura. Paulinho kom over i venstresiden og fik mere plads til samspil med André Santos. Amaral blev placeret centralt, hvor han udfyldte rollen som klassisk sekser. Foran lå Elias og helt på toppen ”Boret” Hernane, der efterhånden scorede hver gang, han spillede hjemme på Maracanã.
Med holdet sat var returopgøret i pokalen mod Botafogo klar til at blive fløjtet i gang, og på et fyldt Maracanã virkede det grønne græstæppe som et klassisk eksamensbord for Jayme. Eksamenen blev bestået med glans, og efter en 4-0 sejr med bl.a. hattrick af Hernane kunne Jayme lade sig hylde og se frem til de kommende semifinaler i pokalturneringen. Drømmen om en finaleplads var ved at indfinde sig, og da den kommende modstander Goiás var uden deres topscorer Walter i begge kampe, var Flamengo godt hjulpet og vandt begge kampe 2-1.

Den store triumf – pokalturneringen

I Brasilien spilles der kampe to gange om ugen, hvilket medfører et stort pres på spillerne. Med det hårde kampprogram foran sig valgte Jayme at satse på sine faste folk til pokalturneringen, da placeringen i ligaen alligevel ikke rakte til noget. Dog lå det stadig i baghovedet på de fleste, at nedrykning stadig var inde i billedet, da holdet tabte to ligakampe til hhv. São Paulo og Grêmio.  Inden finalerne i pokalen fik Flamengo dog oprejsning mod Corinthians men var stadig i nedrykningsfare.

Jaymes plan med at spare de stærkeste spillere til pokalfinalerne viste sig at være en god disposition, da første kamp mod Atletico–PR på udebane endte med det tilfredsstillende resultat 1-1. Returkampen på Maracanã blev den drømmefinale alle flamengo-tilhængere havde drømt om. Med 60.000 tilskuere i ryggen blev Flamengo skubbet frem, og holdet viste overskud og initiativ.  Der gik dog 42 minutter, før jublen for alvor brød løs. Elias bragte hjemmeholdet foran, og dybt inde i overtiden kunne Hernane sætte kronen på værket til 2-0.
Med titlen og den tilhørende plads i Copa Libertadores havde den nye og ydmyge træner sat kronen på værket og vist, at små ændringer kunne gøre den store forskel.


En flot sæsonafslutning- med malurt i bægret


Efter at have erobret den tredje pokaltitel i klubbens historie var målet for de sidste kampe i sæsonen klar, nemlig at sikre sig fra nedrykning.
Med kun to kampe tilbage lå Flamengo lunt i svinget, og nedrykning var nærmest teoretisk. Dog blev fansene en smule forskrækkede, da holdet i næstsidste runde tabte til Vitória med 4-2. De andre resultater i ligaen flaskede sig imidlertid således, at sidste runde kun var en showkamp mellem pokalvinderne og de nykårede mestre fra Cruzeiro, som endte uafgjort 1-1.
Med en lang sæson bag sig kunne Flamengo efter alle årets problemer betragte 2013 som en succes. Udover sejren i pokalen kunne Flamengo se sine to værste rivaler Vasco og Fluminense under stregen med dertilhørende nedrykning.
Alligevel viste det sig, at turneringen langt fra var færdig.  Da både Flamengo og Portuguesa havde haft karantæneramte spillere på banen, fik begge hold fratrukket fire point og derved ændrede nedrykningsdramaet sig. I stedet for en 11. plads rykkede Flamengo ned på en 16. plads, og Portuguesa byttede plads med Fluminense, der derved undgik nedrykning.





 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu