August - Flamengo

Go to content

Main menu:

August

Arkiv > 2013

29-8 2013

Elias sejrede og førte Flamengo videre i pokalturneringen

Foto: Paulo-Sergio-LANCEPress

Mødet mellem Flamengo og Cruzeiro blev som ventet en livlig affære, hvor hjemmeholdet dominerede men først fik afgjort kampen i de døende minutter. Efter at have spillet en del kampe på ”neutral hjemmebane” var de rød-sorte tilbage på Maracanã, hvilket fik lokket 53.538 mennesker på stadion.

Mano Menezes’ mantra for kampen var tålmodighed, hvilket i høj grad holdte stik. Begge hold var godt funderet og sørgede for en underholdende kamp på højt niveau.


Fra kampens start prøvede hjemmeholdet at være spilstyrende og chanceskabende. Allerede efter fire minutter kom den første chance: Marcelo Moreno fik, efter en god aktion i venstresiden, spillet bolden ind i feltet til Rafinha, der imidlertid kom for sent til en ordentlig afslutning. Efter et godt pres de første ti minutter trak Flamengo sig lidt tilbage dog uden at miste grebet om kampen.  Selvom Flamengo var spilstyrende, var spillet ikke optimalt. Elias, der blev småskadet i fredags og var tvivlsom til aftenens kamp, spillede mere henholdende end normalt. I angrebet var Carlos Eduardo tilbage, men til stor irritation for tilhængerne satte han ikke en fod rigtigt i hele første halvleg.
Efter 30 minutter kom den første store chance til Cruzeiro. Egidio kommer fri på venstresiden og sender bolden midt ind i feltet. William når at sætte ydersiden på, men Felipe i Flamengos mål får reddet, og bolden går ud over baglinjen. På det efterfølgende hjørnespark får Dedé sat hovedet på, men Chicão får ryddet op.

Cruzeiros største chance kom på endnu et kontraangreb. Vinicius Araújo modtager en dyb stikning i højresiden og er alene med Felipe, der kaster sig ud i bolden og redder skindet for Flamengo, da Vinicius’ træk bliver for langt og går ud til målspark.
Herefter var det Flamengo, der dominerede spillet 100 %, og endelig efter 88 minutter kom forløsningen. På vej til baglinjen spiller Paulinho bolden bagud og ind i feltet til Elias, der resolut kan bringe hjemmeholdet på vinderkurs og videre i turneringen. Målet tog al luften ud af Cruzeiro, og efter tre minutters overtid kunne Flamengo gå fra banen som vindere - til tilhængernes store begejstring.

Med avancementet i pokalturneringen venter lokalrivalerne fra Botafogo, der gik videre med en samlet målscore på 6-4 over Atlético Mineiro.
Efter kampen var der stor glæde hos Flamengo, og hos matchvinder Elias var glæden ekstra stor. Kort tid inden kampafslutningen bad han om at blive udskiftet, men til alles tilfredshed lod Mano Menezes ham blive på banen.
Chicão udtalte sig kort efter kampen til Spor-TV: ”Vi lod dem (tilskuerne) lide, men vi fryder os over den konstante opbakning fik under kampen, og at de ikke gav op.”
På Twitter har legenden Adilio også udtrykt sin glæde over Elias’ respekt for tilskuerne og sit rygnummer 8.  Adilio spillede med rygnummer 8 på det legendariske hold, der dominerede sydamerikansk fodbold i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne.


28/8 2013

Tålmodighed er nøglen til sejr

Mano Menezes

I nat tager Flamengo imod Cruzeiro på Maracanã klokken 02.50.  Efter sidste uges nederlag på 2-1 er det nødvendigt for Flamengo at vinde returkampen, så de rød-sorte kan avancere til kvartfinalerne i Copa do Brasil. Rævene, som Cruzeiro kaldes, ligger nummer et i O Brasileirão og er også favoritter til at gå videre, da de kan nøjes med uafgjort.

Mano Menezes maner til besindighed og opfordrer samtidig spillerne til at være tålmodige.
”Vi skal være tålmodige og vente på, at chancerne dukker op, så vi kan få de nødvendige mål, der kan bringe os i kvartfinalerne, uden at Cruzeiro får lov fuldføre det spil, de har planlagt. De starter kampen som kvalificerede og vil efter al sandsynlighed spille afventende. Vi skal tage initiativet men samtidig være fattede, så vi ikke sætter det hele over styr.”
Rammerne for kampen er nærmest ideelle. Flamengo spiller på Maracanã i Rio, og ved midnatstid i går var der solgt 41.656 billetter, hvilket burde give hjemmeholdet al den støtte, de kan ønske sig.

Der var lagt op til en festlig fodboldeftermiddag på Pacaembu, hvor Corinthians fejrede 103 års fødselsdag. De 39.361 tilskuere kunne sammen med rapperen Rappin Hood synge fødselsdagssang for klubben, inden kampen blev fløjtet i gang. Selvom stemningen på lægterne var god, var ingen nok klar over, hvilken målfest de skulle være vidner til. Anført af den 24-årige landsholdspiller Pato blev Flamengo sat gevaldigt på plads og må rejse hjem med endnu et ydmygende nederlag – og samtidig stille spørgsmålstegn ved egne evner.
Som fødselar og hjemmebanefavorit lagde Corinthians ud med optimistisk spil og forsøgte fra starten at dominere. Romarinho og Pato var den angrebsivrige duo, der med flotte afleveringer og lækre driblinger gjorde det søvnige Flamengo-forsvar usikkert. I den anden ende var Flamengo sjældne gæster, og Corinthians målmand Cássio blev ikke budt de store udfordringer. Corinthians fik hurtigt styr på sagerne, og efter 25 minutter fik Timão hul på bylden. Romarinho modtager bolden fra Guerrero i venstre side og afleverer med ydersiden til Douglas, der med hælen afleverer bolden tilbage. Romarinho kan nemt spille bolden på tværs, og ved fjerneste stolpe kan Pato liggende glide bolden i mål til stor jubel hos hjemmepublikummet.
Selvom Corinthians nu var kommet foran, skruede de ikke ned for tempoet, og efter 35 minutter kunne Felipe se sig passeret for anden gang. Endnu engang var det Pato, der viste, hvorfor han på sine gode dage hører til blandt verdens bedste spillere. Efter at have modtaget en verdensklasseaflevering fra Douglas kan Pato drible udenom en fremstormende Felipe, og nærmest på baglinjen lobber han bolden i mål. Efter den anden scoring kollapsede Flamengo, der nærmest optrådte som kegler, når Corinthians spillede bolden rundt, mens deres fans gengældte med fødselsdagssang og Olé-råb.

Pausen brugte Mano Menezes til at udskifte en usynlig Carlos Eduardo med Gabriel. Udskiftningen havde ikke den store effekt for Flamengo, der ikke formåede at rejse sig efter knockouten i første halvleg. Corinthians kom på banen med samme gejst som i første halvleg og satte sig på spil og chancer. Flamengo kom langsomt til sig selv, men Douglas, Pato og Guerrero var grund til evig uro i Flamengos forsvar. For ikke at gentage kollapset fra første halvleg kom Nixon på banen for at rette op på Flamengos mangel på offensive kræfter. Udskiftningen hjalp, og Flamengos spil blev bedre samtidig med, at Corinthians trak sig en smule tilbage. Flamengo fik ikke mange chancer, og den største var et frispark udenfor feltet, hvor Chicão skød over muren men forbi målet.
Selvom Flamengo kom mere ind i spillet, var det alligevel Corinthians, der efter 74 minutter kunne udbygge føringen. En høj bold kommer ind i Flamengos felt, og Chicão får kun halvklaret. Bolden ender hos Pato, der skyder på mål. Felipe får hænderne på, men bolden bliver vippet ud til Romarinho, der uden problemer scorer til 3-0.

Rammerne for kampen er nærmest ideelle. Flamengo spiller på Maracanã i Rio, og ved midnatstid i går var der solgt 41.656 billetter, hvilket burde give hjemmeholdet al den opbakning, de kan ønske sig.
Der er dog stadig tvivl om startopstillingen, da Flamengo er plaget af en del skader. Der er endnu tvivl om Elias, der har smerter i venstre baglår. Såfremt han ikke spiller, bliver han efter al sandsynlighed erstattet af Lucivaldo Abreu, til dagligt kaldet Val. I angrebet er Carlos Eduardo tilbage efter en skade og afløser Paulinho. Efter udstået karantæne er Luiz Antonio tilbage på venstresiden og Gabriel, der blev sparet imod Grêmio, erstatter Fernando. På trods af Marcelo Morenos yderst svage indsats mod Grêmio, ser han ud til at blive genvalgt og derved starter talenter som Adryan og Hernane på bænken.
Vinderen af aftenens kamp skal møde enten Atlético-MG eller Botafogo. Botafogo regnes som favorit, da de vandt det første interne opgør med 4-2.
Flamengos forventede holdopstilling:
Målmand:  Felipe
Forsvar: Luiz Antonio, Chicão, Marcos González og João Paulo
Midtbane: Victor Cáceres, Val (Elias), André Santos og Gabriel
Angreb: Carlos Eduardo e Marcelo Moreno


26/8 2013

Grêmio konsoliderer sig i toppen med tre point mod Flamengo

Med et frisparksmål af Pará tager O Tricolor Gaúcho sejren over et tandløst Flamengo, og Grêmio kunne dermed styrke sin position i toppen af ligaen. Mødet mellem de to klubber blev desværre ikke den stor kamp mange havde drømt om. Begge hold spillede under niveau, og kampen var præget af tekniske fejl. Grêmio var dog bedst, og med deres gode organisation fik de endnu en udebanesejr. Flamengo derimod er med tre kampe uden sejr på vej til en tilværelse som midterhold uden chance for Libertadores og Copa Sul-Americana.
Kampen:
Flamengos udgangspunkt for kampen var at presse gæsterne, men med et hav af fejlafleveringer lykkedes det ikke. De mange fejlafleveringer pressede aldrig rigtig Grêmio, og holdet fra Porto Alegre kunne nemt afværge Flamengos angreb. Flamengos fejl var til gengæld en gave til Grêmio, der med deres omstillinger  kom til en del kvalificerede angreb.



Kampens enlige mål kom efter syv minutter, hvor Grêmio fik tilkendt et frispark. Flamengos dårlige dag skinnede endnu engang igennem, da både muren og Felipe i målet snorksov, da Pará uden problemer sendte bolden i mål. Herefter var det opad bakke for de rød-sorte, der i dagens anledning måtte undvære midtbanegeneralen Elias. Grêmio var klart kampens bedst organiserede hold, omend deres offensiv var præget af sjusk og dårlige afleveringer. Derved forgik det meste af kampen på midtbanen uden de store målchancer for både ude- og hjemmehold. De 20.580 tilskuere blev derved vidner til en 1. halvleg, hvor flot teknik og smukt spil var en mangelvare.


Anden halvleg var ikke meget anderledes end første. Selvom Flamengo satsede offensivt og satte Adryan og Nixon på banen, gav det ikke pote. Det dårlige pasningsspil i forsvaret gav Grêmio plads til omstillinger, der kunne udnytte Flamengos usikre bagkæde. Første målchance kom efter 65 minutter, hvor Ramiro afleverer på tværs til Barcos, der skyder bolden på overliggeren, hvorefter den ryger tilbage i spil. Flamengo satsede derefter på kontraangreb, hvilket gav mere plads til Grêmio på Flamengos banehalvdel. Efter 77 minutter var Barcos endnu engang på færde, hvor han selv havde mulighed for at afgøre kampen, men Flamengos bedste, Felipe, fik vippet bolden ud til hjørnespark. Flamengos farligste forsøg kom efter 87 minutter. Men Hernanes skud voldte ikke Dida i Grêmios mål større problemer, og dommeren kunne efter 93 minutter fløjte kampen af.
Grêmios sejr var deres fjerde i træk, og de kan med fuldt optanket selvtillid se frem til at møde Santos i pokalturneringen på onsdag. Flamengo skal derimod til at finde melodien, hvis de skal realisere deres drømme om at spille i Copa Libertadores. På onsdag møder Flamengo Cruzeiro i returkamp i pokalturneringen. For både Grêmio og Flamengo er det kun en sejr, der tæller, da de begge tabte det første opgør.

23/8 2013

Har Flamengo allerede sikret sig point mod Grêmio?

Når Grêmio møder Flamengo på Estadio Mané Garrincha i morgen er det med en tung ballast i lasten.  Holdet fra Porto Alegre har et kompleks, når det gælder kampe i den nationale turnering - i elleve år har Grêmio ikke vundet, når Flamengo spiller på  hjemmebane. Siden Brasilien i 2001 omlagde deres turneringsform til den, der bruges i dag, har Grêmio spillet ni udebanekampe mod Flamengo. Af de ni kampe har Imortal Tricolor, som de også kaldes, spillet to uafgjort og tabt syv.
Siden O Brasileirão begyndte i 1971, har Flamengo spillet 29 hjemmekampe mod Grêmio og kun lidt nederlag i fem.
Hvis vi skal tro på statistikken, må resultatet af morgendagens kamp give point til Flamengo. Ydermere kan vi regne med, at der scores i kampen, da de to hold siden 1967 kun har spillet 0-0 én gang. Dette skete i 1988, og da det var under den gamle turneringsform, måtte kampen afgøres med straffesparkskonkurrence, som Flamengo efterfølgende vandt 4-2.
Resultaterne af kampene fra de sidste elleve år er følgende:


26/09/2002 - Flamengo 2 x 3 Grêmio          26/10/2003 - Flamengo 2 x 1 Grêmio

14/08/2004 - Flamengo 3 x 0 Grêmio          19/08/2006 - Flamengo 1 x 0 Grêmio

21/10/2007 - Flamengo 2 x 0 Grêmio          21/08/2008 - Flamengo 2 x 1 Grêmio

06/12/2009 - Flamengo 2 x 1 Grêmio          29/05/2010 - Flamengo 1 x 1 Grêmio

30/07/2011 - Flamengo 2 x 0 Grêmio          16/09/2012 - Flamengo 1 x 1 Grêmio



19/8 2013

Tempofyldt affære endte målløs



Som hjemmebanefavortitter var forventningerne til Flamengo høje i aftenens kamp mod São Paulo. Desværre for Flamengo blev de ikke indfriet og med kampens uafgjorte resultat er der stadig seks point op til det forjættede land der giver adgang til Copa Libertadores. Med fire vundne kampe, syv uafgjorte og fire tabte, befinder de rød-sorte sig på en 12 plads med samme pointantal som deres rivaler fra Vasco da Gama.
Säo Paulos negative stime blev ikke brudt og har nu ikke vundet en kamp siden, 29. maj, hvilket er tolv kampe i træk. Det negative resultat gør at klubben stadig befinder sig under nedrykningsstregen med elleve point.


Kampen
I de første minutter af kampen skulle begge hold se hinanden an hvilket gav en pæn chance til São Paulo ved Osvaldo der efter otte minutter modtager en bold i feltet, tæmmer den med brystet og skyder så svagt på mål at uden problemer kan samle den op. Da begge hold havde følt hinanden an overtog Flamengo spil og initiativ, efter små ti minutters spil kan Andre Santos spille bolden på tværs af feltet, men Nixon kommer for sent og bolden går ud til målspark. Flamengo fortsatte deres offensiv og især i deres venstre side var der muligheder. Efter 16 minutter løber João Paulo næsten ned til baglinjen, og i det efterfølgende indlæg kan Nixon sætte hovedet på bolden. Desværre for Nixon og Flamengo var Rogerio i São Paulos mål godt spillende, og hav får vippet bolden ud til et hjørnespark.

Selvom Flamengo kontrollerede spillet havde de svært ved at spille sig til de store chancer, dertil var São Paulos forsvar godt placeret og Rogerio i målet var yderst velforberedt. Efter 24 minutter kan André Santos lægge en høj bold ind i feltet til Hernane der ikke får fart nok på bolden sender den i favnen på Rogerio. Minuttet efter er det Gabriel der forsøger sig med et langskud, men skuddet går forbi lige til venstre for den ene stolpe. Selvom Flamengo havde spil og chancer var det São Paulo der kom til den største chance. Efter 30 minutter bliver et frispark sendt ind i Flamengos felt og Aloísio kan med hånden sende bolden i nettet, og målet bliver korrekt annulleret.
Efter det annullerede mål kom São Paulo mere tilbage i kampen, uden det dog affødte store chancer til nogen af holdene. Derved kunne de gå til pause med stillingen 0-0

Anden halvleg fortsatte hvor første slap, og São Paulos offensive tilgang gav problemer så Flamengos spil ikke blev flydende. Allerede efter 7 minutter skiftede Mano Menezes Nixon ud med Paulinho, så Flamengos offensiv kunne komme tilbage på sporet. Selvom der var kommet friske kræfter på banen kom Flamengos største chance først efter 70 minutter hvor Paulinho, fra baglinjen sender den ind til André Santos, der ikke får kontrol over bolden, og sender den over mål.
São Paulo formåede derefter at vende kampen og dominere spillet hvilket gav en god chance til Ademilson, men Felipe var på sin plads og holdt målet rent. Kort tid efter var det endnu engang São Paulo der havde chancen. Wellington spiller sig fri og afslutter, men endnu engang er Felipe godt placeret i Flamengos mål.
Efter 87 minutter bliver Ademilson skubbet i feltet og dommeren dømmer straffespark til São Paulo. Jadson sparker, men endnu engang viser Felipe sin styrke og redder det ene point til Flamengo.


17/8 2013


Flamengo i favoritrollen mod São Paulo

Med 18 point og en 11. plads i turneringen er Flamengo godt på vej væk fra bunden og kan nu kigge opad efter de forjættede pladser i toppen og en plads i Copa Libertadores. Klubben er for tiden inde i en god stime og er ubesejrede i fire kampe.  Den flotte 3-2 sejr over Fluminese samt det uafgjorte resultat i Goiás har givet spillerne et boost af selvtillid, som skal udnyttes resultatmæssigt.

Selvom humøret er højt, er alle i Gávea indstillet på vigtigheden af den kommende kamp mod São Paulo. Kun en sejr tæller, når klubberne mødes på søndag i Brasília. Flamengos favoritværdighed blev udbygget fredag aften, da São Paulos angriber Luis Fabiano ikke trænede på grund af smerter.
”For os er kampen af stor vigtighed, da det er fundamentalt for os at fortsætte den gode stime. Vi har nu to hjemmekampe, hvilket vi skal udnytte til at komme højere op i tabellen. Lige nu skal vi dog udelukkende tænke på den kommende kamp, hvor vi regnes som favoritter” siger Elias efter Flamengos træning fredag formiddag.

Mano Menezes tager gerne favoritrollen på sig men siger, at holdet skal vise respekt for São Paulo. "Hvis vi får problemer mod dem, er det ikke af mangel på respekt. Siden jeg begyndte i klubben, har jeg sagt, at vi skal respektere alle, da hver har sin egen måde at spille på. Og såfremt man ikke selv gør en god indsats, vinder man ikke."

Selvom tingene ser lyse ud hos Flamengo, skal Mano Menezes alligevel ændre sin startopstilling, da Léo Moura blev skadet i kampen mod Goías. Efter fredagens træning fik Mano afprøvet et centerforsvar med Chicão og Marcos González. Såfremt Mano benytter sig af denne kombination, vil det rykke Wallace ud på bænken. En mulig opstilling vil være følgende:

Målmand: Felipe
Forsvar: Luiz Antônio, Chicão, Marcos, González og João Paulo
Midtbane: Cáceres, Elias, André Santos og Gabriel
Angreb: Nixon og Hernane

Mano Menezes har også givet udtryk for, at han regner med en stor opbakning på lægterne. Fredag middag var der solgt 19.000 billetter men med billetpriser, der er ligger mellem 140 kroner og 600 kroner, er det langtfra sikkert de resterende 46.000 billetter bliver solgt.


15/8 2013

Chicãos indsats i gårsdagens kamp mod Goiás blev bemærket af Mano Menezes, der udtaler: ”Det er meget sandsynligt, at Chicão fremover vil være blandt de startende elleve. Men før jeg tager den endelige beslutning, skal vi have analyseret kampen og tage forbehold for González’ tilbagevenden til holdet.”
González var udtaget til det chilenske landshold og var derfor ikke med mod Goiás i aftes, men han er tilbage hos Flamengo på søndag, når de møder São Paulo.
Om Chicãos indsats i gårsdagens kamp udtaler Mano: ” Det var et yderst vigtigt mål - flot sparket - og vi har savnet frisparksmål.”
Chicão selv var glad for sin scoring og sagde efter kampen: ”Jeg blev rigtig glad for at hjælpe Flamengo. Det var et vigtigt mål, men vi kan stadig forbedre os.”

At score mål er ikke en sjældenhed for Chicão, der med et glimt i øjet sagtens kan kaldes for en ”forsvarsangriber”.
Da han spillede for Figueirense tilbage i 2007, var han holdets topscorer med ti mål i 26 kampe, og da han kom til Corinthians, blev han sammen med Ronaldo topscorer i Campeonato Paulista 2008.
Chicão er også god fra 11 meter pletten og som frisparksskytte, hvor han indtil videre har scoret 37 mål, hvilket gør ham til den næstmest scorende forsvarsspiller. Han er kun overgået af Grané, der spillede i Corinthians fra 1924 til 1932.
På søndag klokken 16.00 (lokal tid) møder Flamengo São Paulo på Estadio Mané Garrincha i Brasilia. I gårsdagens kamp måtte Leo Moura gå ud med hvad der ligner en fibersprængning i låret, og er derfor tvivlsom til opgøret på søndag. Så mon ikke Chicão får chancen endnu engang.

15/8 2013

To flotte mål da Goiás og Flamengo delte i porten

Et velbesøgt stadion Serra Dourada i Goiás modtog onsdag aften Flamengo til en jævnbyrdig kamp, hvad angik både spil og resultat. I første halvleg sørgede Walther for, at hjemmeholdet kom foran, og i anden halvleg udlignede Chicão for Flamengo, så begge hold fik point, da dommeren fløjtede af. Det uafgjorte resultat giver ikke de store spring i tabellen hverken for Flamengo eller Goiás. Begge hold har hver 18 point og ligger side om side i tabellen, omend Flamengo har en bedre målscore.
I næste runde er Flamengo tilbage i Brasilia, hvor de modtager São Paulo søndag eftermiddag brasiliansk tid, og Goiás tager en tur til Campinas for at møde Ponte Preta.
32.049 tilskuere havde fundet vej til stadion og sørgede for, at begge hold var godt repræsenterede. Selvom en masse lokale heppede på Flamengo, var det desværre ikke nok til at give de rød-sorte det rygstød, der kunne sikre dem tre point.
Fra kampens start tog Goiás initiativet og pressede gæsterne oppe på deres egen banehalvdel, hvilket gav dem et godt overtag. Efter otte minutter spiller Walther bolden ud i højre side til Vitor, der løber til baglinjen og sender bolden ind i feltet. Paulo header den ind foran mål, men heldigt for Flamengo får Renan ikke hovedet på bolden, og den går ud til målspark. Presset fortsatte, og efter fjorten minutter var den gal igen.  Tartá løber til baglinjen og spiller bolden indover til Wahlter, der med en flot first timer kan kanonere bolden ind bag Felipes mål – 1-0 til Goiás.

Flamengo derimod havde ikke de store chancer. Den første kom efter 16 minutter, hvor João Paulo forsøger sig med et langskud, der passerer forbi Goiás’ mål.  
Føringen fik Goiás til at lette på presset og overlade bolden til Flamengo. At Flamengo fik mere boldbesiddelse, gav kun en enkelt stor mulighed til Flamengo. Efter 28 minutter modtager Hernane bolden i straffesparksfeltet, men Goiás’ forsvar får ham presset, så afslutningen går ud til målspark. Halvlegens sidste chance tilfalder Goiás. Efter 33 minutter spiller Tartá bolden til Renan, der sender bolden midt ind i feltet, rammer Chicão og ender hos Vítor, der med en skævert sender bolden ud til målspark.  
Anden halvleg startede modsat første med et Flamengo, der var tændt og offensivt indstillet. Efter fem minutter kom udligningen. Hernane får en aflevering fra João Paulo, hvorefter han nedlægges i buen udenfor feltet.  På det efterfølgende frispark skyder debutanten Chicão over muren og udplacerer Renan i Goiás’ mål: 1-1 på en frisparksperle, som han nok vil huske lang tid fremover.
Målet fik begge hold til at gå ned i tempo, men med Flamengo som det boldbesiddende hold. Selvom Flamengo havde spillet, var det dog Goiás, der var tættest på at løbe med sejren. Efter 32 minutter tager Vitor chancen udefra, men Felipe reagerer hurtigt med en fremragende redning. I kampens sidste ti minutter satte Goiás tempoet op og prøvede at hente sejren, uden det dog brændte rigtigt på i Flamengos forsvar.

12/8 2013

Flamengo sprudlede da de vandt over Fluminense og Fred på Maracanã

I aftenens kamp fik Flamengo tre vigtige point mod rivalerne fra Fluminense og befinder sig nu på en 11. plads - kun fire point fra det forjættede land, der giver adgang til Copa Libertadores.
Kampens profil var uden tvivl Hernane, der efter kampen kunne lade sig hylde af de mange fans, der havde fundet vej til Maracanã.
Kampen igennem var Flamengo bedst, og selvom 100-kamps jubilaren Rafael scorede mod dem efter 16 minutter, mistede de aldrig modet. I stedet fik Flamengo vendt kampen og kunne efter 94 minutter se sig som sejrherre. Selvom de tre point er vigtige for Flamengo, var der mere på spil end placering i ligaen. Gennem tiden har Fla-Flu været en klassiker på linje med Barcelona- Real, The Old Firm eller River Plate-Boca Juniors, hvor ære har samme værdi som point.
Med Flamengos optur kan de nu se frem til en svær kamp på onsdag i Goiâna, hvor de møder Goiáis, der ligesom Flamengo har 17 point efter 13 kampe.

Kampen
Fra dommeren fløjtede kampen i gang, var det Flamengo der dominerede. Men trods spilovertag formåede Flamengo først at komme til en reel afslutning efter 11 minutter, hvor Elias lagde bolden ind til André Santos, der skød over mål. Tre minutter senere kom der endnu en advarsel til Fluminense: en godt spillende Léo Moura bruger Hernane som bande og afslutter, så Diego Cavalieri måtte ud i fuld længde for at redde bolden. Især Flamengos højreside var effektiv, og hvor Léo Moura og Elias huserede var der altid fare på færde.
Det fremadrettede og aggressive spil gav dog bagslag efter 16 minutter, hvor Eduardo laver et indlæg. Wallace får fod på bolden, der ender hos Rafael Sóbis, som resolut afslutter og sender bolden i nettaget – 1-0 til Fluminense.

Selvom Flamengo nu var bagud, fortsatte de ufortrødent det offensive og målsøgende spil, hvor de sad på 65 % af spillet. Og det store overtag gav endelig udbytte, da Elias efter 25 minutter kunne udligne til 1-1: i et kontraangreb udnyttede Hernane sin hurtighed og afleverede til Elias, der hurtigt løb ind i feltet og udplacerede en fremadstormende Diego Cavalieri. Dermed var spændingen bragt tilbage i kampen.
Herefter var det Flamengo, der dikterede slagets gang, og med udligningen var de blevet sultne efter mere. Især Léo Moura og Hernane sprudlede, hvilket gav bonus da Léo Moura med lidt held får driblet sig til baglinjen og sender bolden fladt ind til Hernane, der med hælen får bolden ind bag Diego Cavalieri. 31 minutter spillet – 1-2 til Flamengo.
Flamengos føring fik Fluminense til at satse mere, og O Tricolor (Fluminenses kælenavn) fik da også testet en godt spillende Felipe i Flamengos mål. Første gang var det Eduardo, der med et langskud var tæt på en scoring. Felipe får handskerne på bolden og sender bolden ud over baglinjen. På det efterfølgende hjørnespark fik Fluminense chancen igen, men endnu engang stod Felipe godt placeret og fik reddet kastanjerne ud af ilden. I halvlegens døende minutter pressede Fluminense på men uden det fornødne held, og begge hold kunne gå til pause med stillingen 1-2 til Flamengo.


Pausen bekom Flamengo godt, og allerede efter 48 minutter var det ved at brænde på i Fluminenses straffesparksfelt. Bolden bliver spillet ind i feltet til Hernane, der i første omgang kikser og derefter spiller til Gabriel, som afslutter uden at det giver problemer for Diego Cavalieri. To minutter senere fik Gabriel endnu en god chance men endnu engang var Diego Cavalieri på sin plads. Flamengo fortsatte det offensive spil, og på trods af enkelte chancer til Fluminense var det de rød-sorte, der svingede dirigentstokken. Efter 58 minutter var det igen ved at brænde på hos Fluminense. André Santos forsøger sig udefra men rammer en modstander på vejen, og bolden går ud til hjørnespark. Flamengos offensiv blev ved, og det var bare et spørgsmål om, hvornår næste mål ville komme. Flere gode forsøg fra blandt andet Nixon, Elias og Paulinho.
Efter 80 minutter kom det tredje mål til Flamengo. Bolden spilles ind i feltet, og blandt venner og fjender ender bolden hos Fred, der dog ikke får clearet og fumler bolden til André Santos, der løber mod mål og lader Hernane afslutte til 1-3.
Med ti minutter tilbage virkede Fluminense modløse, og selvom Rafael Sóbis to minutter inde i overtiden reducerede til 2-3, kom de aldrig op på siden af et velspillende Flamengo, der fortjent fik de tre point.

11-8 2013

Kan Flamengo og Fluminense indfri forventningerne?


Fred og Mano Menezes

Det klassiske opgør mellem Flamengo og Fluminense senere i dag er for mange personer rundens kamp i ”O Brasileirão”. Begge hold, som har 14 point og ligger i midten af tabellen, håber på tre point og avancement i ligaen - samt at komme sig over lunkne resultater i midtugens runde: Flamengo formåede at smide sejren væk i sidste sekund, da Portuguesas målmand headede bolden i mål. Det uafgjorte resultat rystede alle, og da klubben kom tilbage til Rio var det bestemt ikke gæstfri tilhængere, der modtog Mano Menezes’ udvalgte. Fluminense formåede kun at spille 1-1 i Salvador mod et godt kørende Bahia.
De svigtende resultater er et wake up call til begge hold, der må se realiteterne i øjnene, hvis de skal nærme sig G4 og pladserne i Libertadores.

”Vi er alle klar over, at visse kampe i turneringen giver mulighed for et stort hop i tabellen. Dagens klassiker er bestemt en af disse. Begge hold har stor respekt for hinanden og ved, at det ikke er nemt at vinde de indbyrdes kampe. Vi tror på vores chance og vil arbejde for sagen” siger Wallace, der skal forsvare de rød-sorte farver mod Fred & co.
Mano Menezes har op til kampen holdt sine kort tæt ind til kroppen og har kun tilladt pressen begrænset adgang til klubbens træning. Når pressen endelig fik adgang, var det kun klubbens reserver, der trænede, mens resten holdt pause. Blandt reserverne var også Diego Silva, der regnes som afløser for Cáceres, der er ude med karantæne.
Flamengos nyerhvervelser Chicão og André Santos trænede ikke med reserverne og forventes at være med i aftenens kamp omend på bænken. Selvom intet er offentliggjort, forventer Flamengo at gå på banen med følgende opstilling: Felipe, Léo Moura, Wallace, González, João Paulo, Diego Silva, Luiz Antonio, Elias, Gabriel, Nixon og Hernane.

8-8 2013

Mål i overtiden kostede Flamengo sejren.




I nattens kamp mellem Flamengo og Portuguesa var Flamengos fans godt i gang med at fejre sejren, da Portuguesas målmand Lauro scorede og derved snød de rød-sorte for sejren fire minutter inde i overtiden.

Det ene point gør, at Flamengo med 14 point nu befinder sig på en 12. plads, hvorimod Lusa (Portuguesas kælenavn) stadig er næstsidst med ni point. Resultatet passede da heller ikke hverken Mano Menezes eller Flamengos spillere, da de havde kontrolleret kampen og sørget for at lukke godt af i de bagerste rækker. På trods af de gode takter fik Flamengo desværre aldrig lukket kampen endegyldigt, hvilket gjorde, at Lusa med kun ni mand på banen til sidst kunne jagte det ene point.

Kampen blev spillet på et mere eller mindre tomt Estádio Mané Garrincha i Brasilia. Det startede stille og roligt med at begge hold så hinanden an. Flamengo overtog derefter styringen, men selvom de kontrollerede spillet, havde de ikke held med at overrumple Portuguesas fasttømrede forsvar. Flamengos angreb kom i de fleste tilfælde i højre side, hvor Elias huserede. Det var også fra højresiden, at kampens første chancer kom. Efter 12 minutter kunne Elias løbe mod baglinjen og lægge den indover til Hernane, der kom for sent og ikke fik udnyttet det gode opspil. Lige forinden havde Nixon en løs chance, men desværre reddede Lauro skuddet. Selvom Portuguesas forsvar var godt placeret, opgav de rød-sorte ikke og fortsatte deres angreb på fløjene med Leo Moura og João Paulo.

I den anden ende var der ikke meget arbejde til Felipe, da Lusa var sjældne gæster i feltet. Efter 22 minutter var det Gabriels tur til at teste en Lauro, der endnu engang havde en god redning.  Efter 33 minutter var det Hernanes tur til at teste Lauro i målet. Hernane modtog en pasning fra Elias og var tæt på at drible sig forbi Lauro. Men Lauro var efterhånden spillet varm og fik afværget faren. Portuguesas eneste reelle chance kom først efter 39 minutter. På et frispark fra Souza prøvede Rógerio at heade den i kassen og lige efter var det Gilbertos tur. Men begge gange var Felipe på sin plads i målet.

Anden halvleg startede næsten som første. Portuguesa satsede på forsvar, og Flamengo prøvede at angribe. Desværre for Flamengo kunne angriberne ikke bryde Portuguesas kode, derfor tog Mano Menezes konsekvensen og skiftede Nixon ud med Paulinho. Den næste store chance tilfaldt dog gæsterne. Bruno Henrique havde en kæmpe mulighed, men en flot redning af Felipe holdt Lusa fra fadet. Flamengo kunne stadig ikke komme til de oplagte chancer, og efter 66 minutter modtog Hernane bolden i feltet, blev fældet og fik straffespark. Jõao Paulo skyder og bringer Flamengo foran 1-0.



Målet fik Flamengo til at trække sig mere tilbage for at holde nullet og sikre de tre point. Dette gjorde spillet en smule chancefattigt, og kun en enkelt gang formåede Flamengo at sætte Lauro på en opgave. Selvom Portuguesas træner skiftede ud, formåede de ikke at blive farlige. Da Fernandinho efter 86 minutter også indkasserede et rødt kort, så chancerne ud til at være minimale.



5/8 2013

Flamengo vinder sikkert med 3-0 over Atlético MG, og kan se fremad mod bedre placeringer.

Har Mano Manezes endelig fundet melodien?


I går kunne Flamengos spillere lade sig hylde af deres fans, da de vandt 3-0 over Copa Libertadores-vinderne fra Atlético MG.
Fra kampens start var Flamengos spillere angrebsivrige, og sidste uges 0-3 fadæse mod Bahia så ud til at være glemt. Det angrebsivrige spil gav allerede pote efter 8 minutter, da Marcelo Moreno fra højre side lægger bolden indover, og Nixon kan sætte indersiden på og bringe Flamengo foran med 1-0. Flamengos føring fik ikke hjemmeholdet til at læne sig tilbage og vente på modstanderen, men fortsætte de gode offensive takter. Kort efter føringsmålet blev Marcelo skadet og udskiftet med Rafinha, der så skulle fortsætte den offensive stil. Det offensive spil gav samtidig en masse huller i forsvaret, og da det taktiske oplæg var bedre end det tekniske, var det skyld i chancer til modstanderne fra Atlético. De valgte at satse på hurtige omstillinger og lod spillet gå gennem hurtige folk som Diego Tardelli og Luan.

Til alt held for Flamengo var deres forsvar godt placeret, og Atlétcos angreb blev neutraliseret. Eneste reelle chance til Atlético kom fra Alecsandro, der til de rød-sortes held var offside.  De første ti minutter af kampen var følgelig særdeles underholdende, og det var nu bare et spørgsmål om tid før der blev scoret igen, hvilket skete efter 13 minutter. På et kontraangreb kunne Flamengo spille bolden langs venstrekanten, og efter et indlæg og et par afleveringer i feltet blev bolden spillet tilbage til Elias, der et stykke uden for feltet kunne banke bolden ind bag Víctor til 2-0. Med 2-0 føringen overlod Flamengo spillet til Atlético dog uden selv at miste grebet over kampen. På trods af Atlétcos boldbesiddelse var det Flamengo, der var tættest på at score, men til stor ærgrelse for Elias og Nixon kom bolden ikke i kassen. Og holdene kunne gå til halvleg med en 2-0 føring til Flamengo.
Med Flamengos føring var Atlético tvunget til at satse i anden halvleg, og fra start virkede de tændte på at gøre en forskel. Desværre for Luan og Tardelli formåede ingen af dem at bryde koden til Flamengos forsvar, og deres angrebsforsøg blev i mange tilfælde afværget allerede på midtbanen, så deres spillerytme blev brudt. Af Atléticos forsøg havde Tardelli de bedste, men en godt spillende Felipe i Flamengos mål havde i første omgang ikke problemer med at holde bolden væk fra nettet. Anden gang var det ikke Felipe, men træværket der redde Flamengo, hvilket glædede en forskrækket Mano Menezes.

Atlético prøvede med nye kræfter og satte Neto Berola og Élder Santana på banen i stedet for Luan og Rosinei, hvilket dog ikke gav den forventede virkning. Selvom det var Flamengo, der kontrollerede kampen, var det Atlético, der fik den næste store chance. Efter 71 minutter kunne Alecsandro bringe de hvid-sorte tilbage i kampen, men mirakelredninger af Felipe og Flamengos forsvar gjorde, at reduceringen udeblev. Mano Menezes valgte herefter at udskifte Gabriel med Paulinho, hvilket skulle vise sig at være en fremragende idé. Et samspil mellem Paulinho og Nixon endte med et langskud fra Nixon, men bolden ramte dog overlæggeren. Kort efter modtog Paulinho en stikning fra Rafinha, der nemt kunne løbe udenom Victor og score til kampens resultat 3-0.
Med sejren og de tre point kan Flamengo se fremad, og med 13 point er de på 12. pladsen. Næste kampe for de rød-sorte er allerede på onsdag, hvor de møder Portuguesa, der for tiden ligger næstsidst på en 19. plads.

1-8 2013

Overbevisende Bahia sender Flamengo tilbage under stergen i målfyldt kamp med kontroversiel dommerkendelse.

Med overbevisende spil kunne Bhaia spille sig på andenpladsen og samtidig sende Flamengo under stregen. Kampen blev spillet på Bahias hjemmebane Fonte Nova, hvor de i denne sæson kun har tabt en enkelt kamp.  Flamengo kan derimod kun begræde det dårlige resultat, da moralen og selvtilliden op til kampen var høj efter sidste kamp mod Botafogo. Men allerede på søndag kan Flamengo få oprejsning, når de møder Atlético-MG i Brasília.  
Selve kampen havde en livlig begyndelse, hvor begge hold prøvede at spille angrebsfodbold og skabe chancer. Begge holds fremadstræbende spil resulterede dog ikke i de store chancer, og først efter 11 minutter var Bahia på nippet til at score. Et hjørnespark bliver spillet ind i det lille felt, Fernandão kommer højest og header på mål. Heldigvis for Flamengo hiver Felipe en superredning op af hatten og får reddet kastanjerne ud af ilden. Holdenes offensive spil fortsatte, dog uden at sætte målmændene på overarbejde. Efter 20 minutter havde Fernandão en reel chance, men skuddet gik forbi mål. Lidt efter lidt begyndte Bahia at dominere kampen, og man kunne fornemme, at der nok skulle komme mål i kampen.

Målet kom efter 28 minutter, hvor hjemmeholdet kunne bringe sig foran. Hélder tager chancen og skyder på mål fra ca. fyrre meter. Felipe får ikke fat på bolden, og den ryger ud til en umarkeret Fernandão, der resolut bringer Bahia foran.  Efter målet prøvede Flamengo at tilpasse deres spil med flere omstillinger, men uden at det gav problemer for Bahia og deres målmand Marcelo Lomba. Selvom Flamengo prøvede at komme længere frem på banen, var det stadig Bahia, der kom til de største chancer. Efter 38 minutter får Fernandão en god hovedstødschance, men endnu engang viser Felipe sin klasse og forhindrer en scoring. I halvlegens slutning kommer kampens mest kontroversielle dom, hvilket nok vil afstedkomme reaktioner hos Flamengo de kommende dage. Et frispark i højre side kommer ind i det lille felt, og Felipe kan kun parere. Bolden lander hos Wallyson, der skyder bolden i kassen, selvom linjevogteren har flaget oppe. I første omgang dømmer kampens dommer Heber Roberto Lopes mål men løber derefter ud til sin linjevogter, der står med flaget oppe. Efter en kort samtale fastholder dommeren sin beslutning til stor utilfredshed hos Flamengos spillere og fans – 2-0 til Bahia.
Pausen benyttede Mano Menezes til at foretage to udskiftninger. Carlos Eduardo og Paulinho gik ud til fordel for nye offensive kræfter i Fernandinho og Gabriel. Selvom Flamengo satsede offensivt, var det Bahia, der var dominerende og havde to store chancer efter 51 og 52 minutter. Begge gange var det Wallyson, der afsluttede, og Felipe, der reddede. Gæsterne kunne derefter misbruge to gode indlæg, men begge gange var Marcelo Lomba i Bahias mål godt placeret. Bahia pressede på og fik frispark i venstre side udenfor feltet. Bolden sparkes ind i det lille felt, og Rafael Donato sender bolden i mål. Donato er dog i offsideposition og målet underkendes korrekt. Efter en hektisk begyndelse blev kampen koncentreret på midtbanen, og først efter 70 minutter kom den næste store chance. Marcelo Moreno fik bolden i det lille felt og afsluttede. Marcelo Lomba i Bahias mål parerede, og bolden, der derefter rammer stolpen, kommer tilbage til Lomba. Seks minutter senere var det endnu engang Bahia, der kunne fejre en scoring. På en lang tværaflevering i venstre side modtager en dårligt opdækket Raul bolden. Raul laver et fladt indlæg, der rammer en forsvarer og ender hos Marquinhos Gabriel, der med lethed kan score til 3-0. Flemengo prøvede forgæves at reducere, men Bahias forsvar havde ingen problemer med at modstå Flamengos angreb.
Bahia kunne derved trække sig tilbage som vindere med en målscore på 3-0.

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu