Brasileirão 1. runde - Flamengo

Go to content

Main menu:

Brasileirão 1. runde

Arkiv > 2015 > Maj
Brasileirão 1. runde
Kampen
Vejret i São Paulo indbød ikke til fest, som det brasilianske fodboldforbund ellers havde håbet. Med kun 19 grader og regn var tilskuerne indhyllet i regnfrakker og gjorde ikke det store væsen af sig..
Det var hjemmeholdet, der lagde bedst ud. Selvom de hvidblusede ikke var i stærkeste opstilling, var de flere gange først på bolden. Det var da også São Paulo, der fik kampens første chance, da Wesley efter 7 minutter testede Paulo Victor i Flamengos mål. Efter Flamengo havde redet den første bølge af, kunne de begynde at opbygge deres spil, der satsede på kontraangreb og de hurtige folk i front: Marcelo Cirino og Everton. Det var da også de to spillere, der fik Flamengos første mulighed, men veteranen Rogério Ceni havde ikke problemer med at holde buret rent.
Uden sine vigtigste spillere på banen begyndte det at knibe med kreativiteten hos São Paulo, der dog havde et par enkelte forsøg mod Flamengos mål. Bedste forsøg kom fra den 34-årige målræv Luis Fabiano, som var tæt på at bringe São Paulo i front. Flamengo bed fra sig og fik efter 26 minutter en stor chance ved Marcelo Cirino, der dog ikke kunne overliste Rogério Ceni, der har rundet de 42 år og 1115 kampe for São Paulo. I det hele taget var begge målmænd i centrum, da de hver især viste klasse og holdte nullet for deres respektive hold. Begge hold formåede at komme til afslutninger, og hjemmeholdet var da også tættest på, men en fremragende fodparade fra Paulo Victor lod spændingen være uforløst efter de første 45 minutter.
Som konsekvens af den tamme halvleg valgte São Paulos træner, Milton Cruz, at sætte kreative kræfter på banen, nemlig Paulo Herique Ganso. Udskiftningen så ud til at hjælpe São Paulo, der kom længere frem på banen, mens regnvejret tog til i styrke. Første chance var da også til hjemmeholdet, da Wesley sendte et frispark mod Flamengos mål. I den anden ende kunne det nemt have gået galt, hvis ikke Ganso med et professionelt frispark fik forhindret et kontraangreb fra de rød-sorte. Kort efter var det Flamengo, der satte dagsordenen, da Anderson Pico satte Everton i scene. Everton sendte bolden på tværs i feltet, hvor Gabriel fik afsluttet. Desværre var Rogério Ceni på plads og holdt den unge angriber fra at score. São Paulo kom hurtigt igen, og efter en time var det Luis Fabiano, der viste sin farlighed. Men Paulo Victor, som også var Flamengos bedste spiller, reddede bolden, der røg tilbage til Fabiano, som endnu engang skød på mål. Anderson Pico var i mellemtiden kommet ned til målet og fik reddet bolden på stregen. Flamengo satsede stadig på deres omstillingsspil, men selvom både Marcelo Cirino og Hector Canteros kom til chancer, gav det ikke problemer hos São Paulos forsvar. 
Milton Cruz var tydeligvis ikke tilfreds med sine spillere og valgte derfor at sætte den tidligere Milan-spiller Alexandre Pato på banen. Luxemburgo virkede heller ikke tilfreds og satte Lucas Mugni og Arthur Maia på banen. Det var dog São Paulo, der fik mest ud af ændringerne, og efter 73 minutter kunne de fortjent bringe sig foran. På et godt opspil af Wesley og Pato kunne Luis Fabiano uden problemer heade bolden i nettet. Målet fik mere gang i hjemmeholdet, og syv minutter senere lukkede São Paulo festen, da Pato bragte hjemmeholdet foran med 2-0. Herefter tog regnen til, hvilket generede og tog tempoet ud af kampen. I kampens slutminutter fik Flamengo dog lidt oprejsning, da Ganso havde hånd på bolden i eget felt. Everton var sikkerheden selv og sendte bolden i nettet bag Rogério Ceni til slutresultatet 2-1.
SÃO PAULO 2 X 1 FLAMENGO
Sted: Estádio do Morumbi, São Paulo
Dato: Søndag den 10. maj 2015
Tid: 16.00 lokal tid. 21.00 dansk tid.
Dommer: Marcelo de Lima Henrique
Linjevogtere: Marcelo Carvalho Van Gasse og Clovis Amaral da Silva
Gule kort: Paulo Henrique Ganso og Hudson (São Paulo); Lucas Mugni (Flamengo)
Tilskuere: 13.708
Mål
SÃO PAULO: Luis Fabiano efter 73 minutter og Alexandre Pato efter 79 minutter
FLAMENGO: Everton (str.) efter 85 minutter.

SÃO PAULO: Rogério Ceni; Paulo Miranda, Lucão, Dória og Reinaldo; Rodrigo Caio, Souza, Hudson (Paulo Henrique Ganso), Wesley og Boschillia (Alexandre Pato); Luis Fabiano (Thiago Mendes)
Træner: Milton Cruz
FLAMENGO: Paulo Victor; Pará, Bressan, Wallace og Anderson Pico; Canteros (Eduardo da Silva), Jonas, Almir (Arthur Maia) og Everton; Marcelo Cirino og Gabriel (Lucas Mugni)
Træner: Vanderlei Luxemburgo

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu