Brasileirão 12 rodada - Flamengo

Go to content

Main menu:

Brasileirão 12 rodada

Arkiv > 2014 > Arkiv2014 > Juli

Kampen:
Selvom Flamengo var top motiverede til kampen, startede den lidt forvirrende og en smule uorganiseret. Derfor var meget af spillet koncentreret på banens midte, hvor begge hold gik til vaflerne og sørgede for, at tilskuerne følte sig underholdt i den silende regn. Første store chance kom først efter 18 minutters spil. Emerson Sheik modtog en bold i venstre side af feltet og afsluttede i sidenettet på Paulo Victors mål.  Afslutningen fik Botafogo til at tage sig mere sammen og lægge en kende mere pres på Flamengos forsvar. Presset mundede da også ud i en afslutning, da Edílson efter 26 minutter sendte en godt spillende Paulo Victor på overarbejde. Herefter var det Flamengos tur til at bide fra sig.

Lucas Mugni fik på snarrådig vis opfanget en dårlig tværpasning fra Julio Cesar og sendte bolden mod mål men måtte se overlæggeren holde Botafogo inde i kampen. Botafogo prøvede stadig at komme til afslutninger og løsnede dermed op i forsvaret, hvilket viste sig at være en dårlig disposition. Efter 32 minutter kom den forløsning alle Flamenguistas havde ventet på. João Paulo kom igennem i venstresiden og sendte en perfekt aflevering ind i panden på Alecsandro, som bankede bolden i nettet uden chance for landsholdsreserven Jefferson. 1-0 til Flamengo, som fik ny gejst og derved holdte den hjem til pausen.
Bagud med et mål var Botafogo tvunget til at spille et mere offensivt spil i de sidste 45 minutter. Fra halvlegens start prøvede Botafogo at presse Flamengo, men kvaliteten af deres spil var langt fra god nok til at mønstre et ordentligt angreb.

Flamengo prøvede også at komme frem til chancer men var samtidig yderst opmærksomme på at holde de tre livsvigtige point. Med et lille kvarter tilbage trak Flamengo sig længere tilbage og forsøgte at køre 1-0 sejren hjem. Det gav Botafogo plads til at angribe, hvilket skabte en unødvendig nervøsitet på banen og på tilskuerpladserne. Med 9 minutter tilbage sendte Zeballos bolden ind i feltet, og kun en god indgriben fra Paulo Victor sørgede for, at Carlos Alberto ikke scorede. Kampens sidste minutter blev yderst nervepirrende. Marcelo helkiksede i eget forsvar, hvorefter Zabellos fik en gylden chance for at hente det ene point. Endnu engang måtte Paulo Victor vise sit værd som målmand og holdt Botafogo fra fadet. Kort efter gik der endnu et chok gennem stadion, da Wallace reddede bolden på stregen. Men flaget var oppe, og offsiden gav Flamengo lidt luft. Flamengos mininedtur stoppede ikke der. Halvandet minut inde i overtiden fik Cáceres det røde kort, og de rød-sorte måtte vente helt til det 95. minut, før dommeren fløjtede af og sikrede Flamengo de tre point.
Set over hele kampen var sejren fortjent, omend den var dyrt købt med en del gule kort. Blandt andet må Flamengo undvære anfører Léo Moura i næste runde. Det røde kort til Cáceres er også lig med en tur på tilskuerpladserne på Arena Conda i Chapeco. Om det viser sig at være udslagsgivende, må tiden vise, da der er en hel uge til runde 13 fløjtes i gang.

FLAMENGO 1 X 0 BOTAFOGO
Sted: Maracanã, Rio de Janeiro
Dato: Søndag d. 27/7 2014
Tid: 18.30 brasiliansk tid - 23.30 dansk tid
Dommer: Wilton Pereira Sampaio
Linjevogtere: Fabrício Vilarinho da Silva og Bruno Raphael Pires
Gule kort: Léo Moura og Alecsandro (Flamengo); Carlos Alberto, Edílson, Emerson og Airton (Botafogo)
Røde kort: Cáceres (Flamengo)
Mål: FLAMENGO: Alecsandro efter 32 minutter
FLAMENGO: Paulo Victor, Leonardo Moura, Wallace, Marcelo og João Paulo; Cácers, Luiz Antonio, Everton (Gabriel) og Lucas Mugni (Canteros); Paulinho (Negueba) og Alecsandro
Træner: Vanderlei Luxemburgo
BOTAFOGO: Jefferson, Edilson, Bolívar, Dória og Julio Cesar; Aírton, Mário Bolatti (Zeballos), Gabriel og Carlos Alberto (Wallyson); Yuri Mamute (Daniel) og Emerson Sheik
Træner: Vagner Mancini

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu