Brasileirão 18 rodada - Flamengo

Go to content

Main menu:

Brasileirão 18 rodada

Arkiv > 2015 > August
Sejren var fuldt fortjent, og Flamengo var klart det bedste hold på banen og spillede med et overskud, der ellers har været en mangelvare på holdet. Især de første 45 minutter viste Flamengo, hvem der bestemte på Maracanâ. Atlético kom med en defensiv indstilling til kampen og formåede kun at være farlige på høje bolde i feltet.
Næste runde skal Flamengo til Allianz Parque, hvor de søndag klokken 11 møder Palmeiras til en klassiker mellem Rio og São Paulo.

Kampen:
Ligesom de sidste par kampe lagde Flamengo hårdt ud og prøvede straks at sætte sig på spillet. Det betød, at Weverton i Atléticos mål måtte på overarbejde, da debutanten Ederson forsøgte sig med en giftig afslutning efter kun 2 minutters spil. Ederson levede fint op til sit rygnummer 10, som ingen har benyttet det sidste år, da arven efter Zico stadig tynger det magiske 10-tal. Presset gav bonus efter et lille kvarter, da hjemmeholdet bragte sig i front med 1-0. Et hjørnespark blev sendt ind i feltet, hvor bolden endte hos anfører Wallace, der uden problemer sendte bolden i nettet. Målet fik ikke Atlético til ændre deres taktik, og holdet fortsatte deres defensive indstilling til spillet. Udeholdets første chance kom først efter 18 minutter, da ”orkanen”, som holdet kaldes, testede César i Flamengos mål.
Selvom Atlético spillede defensivt, formåede de alligevel at udligne, da Hernani headede en høj bold i nettet bag César til stillingen 1-1. Udligningen så dog ikke ud til at røre Flamengo, der kløede på som ingenting var sket. Og presset fra de rød-sorte gav bonus, da Emerson Sheik trådte i karakter og bragte Flamengo på 2-1 med seks minutter tilbage af halvlegen. 
Festen var endda ikke slut, da Flamengo fik bragt sig på 3-1 efter 44 minutters spil. Ederson blev fældet uden for feltet, og på det følgende frispark sendte Alan Patrick et projektil ind bag Weverton, så Flamengo kunne gå til pause med en solid 3-1 føring.Selvom ”orkanen” havde skiftet ud i pausen, fik de aldrig rigtig luft under vingerne. De fik dog halvlegens første chance da Walter testede César, som ikke havde fuld kontrol over situationen. To minutter senere valgte Cristovão Borges at sætte Kayke på banen, hvilket er interessant, når man ser på kampen med danske briller. Kayke, som kommer fra ABC i den næstbedste brasilianske liga, spillede tilbage i 2011 32 kampe for AaB og scorede 6 mål.
3-1 føringen fik Flamengo til at slække lidt på presset, hvilket gav plads til Atlétco, som efter 64 minutter reducerede til 3-2, da Kadu sende bolden i nettet. Målet fik Borges til at skifte ud i Flamengos bagerste rækker, og anfører Wallace gik ud til fordel for Samir. Flamengo formåede stadig at styre spillet, så sejren ikke kom i fare. Flamengo var, trods scoringen, stadig spilstyrene, og Kayke måtte endda ærgre sig, da han fik et mål underkendt for off-side. Herefter satte Flamengo autopiloten til og parkerede bussen foran eget mål. Hermed sikrede Flamengo sig de tre point og en mental sejr, som er god ballast til weekendens kamp mod Palmeiras.

FLAMENGO 3 X 2 ATLÉTICO-PR
Sted: Maracanã, Rio de Janeiro
Dato: 12. august 2015
Tid: 19.30 brasiliansk tid, 23.30 dansk tid.
Dommer: Marcelo Aparecido de Souza
Linjevogtere: Danilo Ricardo Simon Manis og Rogério Pablo Zanardo
Tilskuere: 20.881
Advarsler: Pará (Flamengo); Kadu, Sidcley, Hernani og Barrientos (Atlético)
Røde kort: Hernani (Atlético)
Mål:
FLAMENGO: Wallace efter 12 minutter, Emerson Sheik efter 39 minutter og  Alan Patrick efter 44 minutter.
ATLÉTICO PR: Hernani efter 24 minutterog Kadu efter 64 minutter.
FLAMENGO: César, Pará, César Martins, Wallace (Samir) og Jorge; Márcio Araújo, Héctor Canteros (Jonas), Alan Patrick og Everton; Ederson (Kayke) og Emerson Sheik
Træner: Cristóvão Borges
ATLÉTICO-PR: Weverton; Eduardo, Kadu, Vilches og Sidcley; Otávio (Daniel Hernandez), Hernani, Bruno Mota (Barrientos) og Marcos Guilherme; Nikão (Crysan) og Walter
Træner: Milton Mendes

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu