Brasileirão 19 rodada - Flamengo

Go to content

Main menu:

Brasileirão 19 rodada

Arkiv > 2014 > Arkiv2014 > September 2014

Kampen:
Før kickoff blev tidligere helte og fødselarer for Flamengo hyldet på grønsværen. Denne gang var det Ananias (76 år), Caio Cambalhota (65 år) og Julinho (61 år).
Grêmio startede bedst og var over Flamengo med gode pasninger og offensivt spil. Kampens første chance kom efter 8 minutter, da Grêmio fik et frispark. Med et godt skud udfordrede Felipe Bastos Flamengos målmand Paulo Victor, der måtte vifte bolden ud til hjørnespark. Syv minutter senere var Bastos igen på færde, da han med et langskud var med til at holde Paulo Victor varm. Grêmio dominerede, og der gik 20 minutter, før Flamengo begyndte at bide fra sig, men selvom de rød-sorte var bedre med i kampen, havde de svært ved at komme til chancer og var aldrig farlige foran Marcelo Grohes mål. Kampen blev efterhånden mere jævn, og spillet foregik mest på midtbanen, hvor Grêmio prøvede at kontrollere spillet. Flamengo formåede ikke at strukturere deres spil, og holdets præstation var under det niveau, som de rød-sorte har præsteret siden Luxemburgos ankomst. Efter 37 minutter gik der et sus gennem tilskuerne, da Dudu trak ind i feltet og afsluttede. Paulo Victor fik pareret men måtte se bolden lande hos Giuliano, der forsøgte at lobbe bolden i mål. Paulo Victor havde reflekserne i orden, kom tilbage på stregen og fik på mirakuløs vis viftet bolden over mål. Flamengos eneste store chance i halvlegen kom efter 39 minutter, da Arthus forsøgte sig fra kanten af feltet. Skuddet var dog uden modtager og gik et pænt stykke over mål, og begge hold kunne gå til pause uden der var scoret.

Anden halvleg startede, hvor første halvleg sluttede. Grêmio var godt placeret på banen og fik spillet sig frem til flere gode angreb end Flamengo. Dette til trods var det Flamengo, der fik halvlegens første chance. Efter 52 minutter ville Alecsandro imponere med et saksespark men mistimede skuddet og derved fik det hele til at se fjollet ud. Minuttet senere var det Grêmios tur. Et hurtigt kontraangreb sendte Dudu ind i feltet, men han kom ikke forbi Paulo Victor, og bolden gik ud til målspark. Flamengo kom mere og mere ind i kampen og var i to omgange tæt på at bringe sig foran.

Efter 56 minutter forsøgte Recife sig med et skud, der fik målmand Marcelo Grohe op omdrejninger. Selvom Flamengo fik tilspillet sig chancer, lod Grêmio sig ikke intimidere og pressede på for at komme foran. Efter 63 minutter fik Grêmio et hjørnespark, som endte med et reelt skydetelt mod Paulo Victors mål, uden det dog resulterede i mål. Flamengo pressede på og sendte høje bolde ind i Grêmios felt, hvilket gav et par gode chancer til hjemmeholdet. Kampens afslutning var en rodet affære, hvor niveauet dalede gevaldigt, og det hele så ud til at skulle ende uafgjort. Men to minutter inde i overtiden tog Luan sagen i egen hånd, da han driblede ind i feltet og sendte tre vigtige point hjem til Porto Alegre.

FLAMENGO 0 X 1 GRÊMIO

Sted: Maracanã, Rio de Janeiro
Dato: Lørdag d. 6. september 2014
Tid: 18.30 (brasiliansk tid) - 23.30 (dansk tid)
Dommer: André Luiz de Freitas Castro
Linjevogtere: Cristhian Passos Sorence og João Patricio de Araújo
Tilskuere: 59.680
Gule kort: Amaral (Flamengo); Wallace og Fellipe Bastos (Grêmio)
Mål: Luan efter 93 minutter

FLAMENGO: Paulo Victor, Léo Moura, Chicão, Marcelo og João Paulo; Recife (Amaral), Canteros, Márcio Araújo og Lucas Mugni (Gabriel), Arthur (Eduardo da Silva) og Alecsandro
Træner:Vanderlei Luxemburgo

GRÊMIO: Marcelo Grohe, Pará, Geromel, Rhodolfo og Zé Roberto; Walace, Matheus Biteco, Fellipe Bastos og Giuliano (Fernandinho); Dudu og Lucas Coelho (Luan)
Træner: Luiz Felipe Scolari

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu