Campeonato Carioca 3.runde - Flamengo

Go to content

Main menu:

Campeonato Carioca 3.runde

Arkiv > 2015 > Februar

Inden aftenens 3. runde, var Flamengo placeret på en 4. plads, efter de evige rivaler fra Botafogo, Fluminense og Vasco. De rød-sorte fra Gávea lagde blødt ud med at spille uafgjort mod Macaé, men satte trumf på da de satte bundproppen Barra Mansa til vægs med en 4-0 sejr onsdag aften.  Resende er på 5. pladsen med samme pointantal som Flamengo, om end målscoren ikke følger trop. Resende ligger i den vestlige del af staten Rio og grænser op til naboerne fra São Paulo. Byen som har verdens næststørste militærbase og landets eneste atomkraftværk der har lov til at berige uran har også en stolt fodboldklub, som blev grundlagt tilbage i 1909. Fodboldklubben Resende FC befinder sig til dagligt i Serie D, hvilket er den 4. bedste række i Brasilien. Selvom de to hold ligger langt fra hinanden, virkede holdene lige, og niveauforskellen kom først til udtryk i kampens sidste tredjedel, da Flamengo satte trumf på og hentede en 2-1 sejr hjem. De tre point sender Flamengo til tops i ligaen, hvor de ligger a point med Botafogo. Tingene kan dog ændres, da både Fluminense og Vasco spiller kamp i aften.

Kampen:
De 7075 tilskuere som var til stede, var overvejende Flamenguistas, og de sørgede for en fin kulisse til kampen, der skulle vise sig at være lidt af en ørkenvandring. Flamengo lagde hårdt ud, og prøvede fra start at presse Resende. Hjemmeholdet havde dog læst på lektien, og stod stærkt i deres bagerste kæder, så Flamengo ikke kom til nogen kvalificerede afslutninger. I den anden ende var der heller ikke meget action, hvilket gav kampen et kedeligt strejf. Første chance tilfaldt hjemmeholdet, da Jefferson Silva forsøgte sig med et langskud.
Flamengo begyndte lige så stille at dominere, men der skulle gå hele 17 minutter før de rød-sorte fik en reel målchance. Selvom Nixons forsøg på mål ikke gav den ønskede føring, virkede Flamengo mere tændte, og klubbens nye angriber Marcelo Cirno viste gode takter, da han efter 25 minutter, var i direkte duel med Resendes målmand Arthur. Desværre for Flamengo var det Arthur der i to omgange trak det længste strå.

Selvom Flamengo blev bedre, lod de gerne Resende komme til fadet. På et hjørnespark var hjemmeholdet tæt på at komme i front, da Marcel sendte bolden på overlæggeren.  Halvlegens bedste chance tilfaldt Flamengo, og kom efter en halv times spil. Everton sendte en bold ind i Resendes felt, hvor Wallace dukkede op, og var tæt på at overraske Arthur i målet.
Pausen bekom Flamengo bedst, og fra anden halvlegs start virkede de mere organiserede, og begik færre fejl i forhold til første halvleg. Der skulle dog gå en lille time før Flamengo for alvor viste tænder, da Marcelo Cirino og Arthur endnu engang stod overfor hinanden. Men endnu engang var det Arthur der var skarpest, og holdt buret rent for Resende. Arthus held holdt ikke længe, og to minutter senere fik Flamengo hul på bylden. Anderson Pico tog chancen fra kanten af feltet, og sendte bolden til højre for Arthur, der kunne se bolden gå i nettet bag sig.

Resende prøvede at komme tilbage, og satsede nu på deres offensiv, hvilket gav huller bagude.  Flamengo benyttede sig af Resendes huller bagude, og satsede på kontraangreb. Efter 72 minutter blev Marcelo Cirino fældet i feltet og derved fik Flamengo en gylden mulighed for at lukke kampen. Alecsandro var sikkerheden selv, og bragte Flamengo på vinderkurs med 2-0. Bedst som Flamengo regnede sejren for sikker, scorede Anderson Pico selvmål, hvilket var en bitter pille at sluge for både Flamengo og Pico. Selvom Resende nu øjnede en chance for det ene point, lykkedes det ikke for hjemmeholdet at udnytte de få chancer der opstod. Tværtimod var der Flamengo der formåede at få det bedste ud af situationen, og kunne nemt have gjort det til 3-1.Dog blev der ikke scoret flere mål, og da dommeren fløjtede af efter 94 minutter kunne Flamengo glæde sig over sejren og de tre point.


RESENDE 1 X 2 FLAMENGO

Sted: Estádio Raulino de Oliveira i Volta Redonda (RJ)
Dato: Lørdag d. 7/2 2015
Tid: 19.30 lokal tid. 22.30 dansk tid.
Dommer: Grazianni Maciel Rocha (RJ)
Linjevogtere: Rodrigo Henrique Corrêa og Thiago Corrêa Farinha (begge RJ)
Tilskuere: 7075

Gule kort: Geovane Maranhão e Marcel (Resende); Wallace (Flamengo)
Mål
RESENDE: Anderson Pico (selvmål), efter 75 minutter.
FLAMENGO: Anderson Pico,efter 62 minutter ; Alecsandro på straffespark  efter 73 minutter.

Holdene

RESENDE: Arthur, Cássio, Admilton (Marcelo), Lucas og Uallace; Iuri, Léo Silva, Jeferson Silva (William Carioca) og Marcel; Geovane Maranhão og Jhulliam (Marcio Carioca)
Træner: Edson Souza

FLAMENGO: César, Pará, Wallace, Samir og Anderson Pico; Márcio Araújo, Canteros (Cáceres) og Arthur Maia (Alecsandro); Everton, Nixon (Luiz Antonio) og Marcelo Cirino
Træner: Vanderlei Luxemburgo

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu