Campeonato Carioca 8.runde - Flamengo

Go to content

Main menu:

Campeonato Carioca 8.runde

Arkiv > 2015 > Marts


Med sine to mål var Marcelo Cirino kampens profil, og Cirino er nu topscorer i turneringen med 6 kasser i otte kampe.  Cirino selv var overrasket over sin nye topscorertitel og udtalte efter kampen: ”Jeg havde ikke forestillet mig så god en start i klubben, men med hjælp fra mine venner føler jeg mig hjemme og motiveret til at score”. Selvom Cirino var i centrum, blev han alligevel udskiftet undervejs, da han på det sidste har døjet med smerter i inderlåret.

Kampen:
Efter Leo Mouras afgang var det Wallaces tur til at svinge dirigentstokken, hvilket viste sig at være et godt valg af Luxemburgo. Allerede fra første fløjt blæste Flamengo til angreb og var tæt på at bringe sig i front allerede i første minut. Efter et godt sammenspil mellem Gabriel og Cirino blev bolden lagt fri til Lucas Mugni, der prøvede at udplacere Marcos i Friburgenses mål.
Friburgense, som kom til Engenhão med to nederlag i bagagen, bed først fra sig efter fem minutter, da Caique sendte et langskud på træværket. Forskrækkelsen forstyrrede ikke Flamengo, der hurtigt kom tilbage og satte trumf på i den anden ende. Pará modtog bolden i højre side og sendte bolden ind til Cirino ved bagerste stolpe, der uden problemer sendte bolden i nettet bag Marcos. Herefter virkede det, som om der kun var et hold på banen, og Flamengo fik flere chancer for at udbygge føringen men manglede det fornødne held, der kunne få bolden i nettet. Tempoet faldt en smule, men Flamengo fastholdt overtaget, hvilket gav bonus efter 31 minutter. Gabriel satte Cirino i scene, og han kunne for anden gang sende bolden i nettet bag Marcos – 2-0 til Flamengo. Med den gunstige føring til Flamengo virkede Friburgense modløse og havde ikke midlerne til at komme gennem de rød-sortes forsvar.

Anden halvleg tilhørte Flamengo, der efter 49 minutter var tæt på at komme på 3-0. Desværre gik Cirinos skud på stolpen, og det blev ikke til et hattrick for Flamengos nyerhvervede angriber. Herefter gik gassen af ballonen, og Flamengo trak al tempo ud af kampen men lod heller ikke Friburgense komme meget til fadet. Eneste chance til udeholdet kom efter 56 minutter, da Léo på et langskud sendte bolden på stolpen. Den sidste halve time var en lettere kedelig oplevelse uden de store chancer. Flamengo gav ikke spillet fra sig men virkede heller ikke interesserede i at lukke og slukke kampen. Eneste chance i kampen var til Flamengo, der efter 77 minutter viste gode takter, uden det dog gav bonus. Herefter satte Flamengo kampen på autopilot og kørte 2-0 sejren hjem. Friburgense havde hverken modet eller talentet til at byde de rød-sorte op til dans og måtte efter 2 minutters tillægstid indkassere sit tredje nederlag i træk.

FLAMENGO 2 X 0 FRIBURGUENSE


Sted:
Estádio Nilton Santos (Engenhão), Rio de Janeiro
Dato: Lørdag d. 7/3-2015
Tidspunkt: 16.00 lokal tid - 20.00 dansk tid
Dommer: Carlos Eduardo Nunes Braga
Linjevogtere: Francisco Pereira de Sousa og Marcello Oliveira da Costa
Gule kort: Pierre og Zé Victor (Friburguense)

Mål
FLAMENGO: Marcelo Cirino efter 6 og 31 minutter.

Holdopstillinger
FLAMENGO: Paulo Victor, Pará, Wallace, Bressan og Anderson Pico; Márcio Araújo, Héctor Canteros, Lucas Mugni (Jonas) og Gabriel (Luiz Antônio); Marcelo Cirino (Alecsandro) og Eduardo da Silva
Træner: Vanderlei Luxemburgo

FRIBURGUENSE: Marcos; Sergio Gomes (Léo), Cadão, Pierre og Felipe; Bidu, Zé Victor, João Victor (Tufy) og Jorge Luiz; Caíque (Thalles) og Ziquinha
Træner: Gerson Andreotti

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu