Carioca R3 - Flamengo

Go to content

Main menu:

Carioca R3

Arkiv > 2014 > Arkiv2014 > Januar2014

Kampen:
Flamengo begyndte kampen i et højt og aggressivt tempo, hvilket var tæt på at give bonus, da Hernane spillede bolden ind i det lille felt, uden nogen dog kom til afslutning. Med hjemmebanepublikummet i ryggen var det Jayme de Almeidas drenge, der førte taktstokken og kontrollerede spillet med gode afleveringer og nydeligt pasningsspil. Skønt Flamengo var det dominerende hold, var det dog Duque de Caxias, der kom til fadet. Efter otte minutters spil var de blåklædte spillere tæt på at overliste Felipe, da han ikke formåede at cleare et hjørnespark. Selvom Duque var tæt på at bringe sig foran, tog det ikke pusten fra hjemmeholdet, som var bedre, hvad teknik og samspil angik. Med en energisk Elano på midtbanen og veteranen Leo Moura på højresiden fik Flamengo skabt gode chancer til Hernane, der fungerede som skarpretter. Bøddelen Hernane kom efter et kvarters spil til to gode chancer. Første gang var, da Leo Mora modtog bolden i feltet og forlængede til Hernane, der headede bolden over mål. Kort efter var det Carlos Eduardo, der spillede Hernane fri, men denne gang var det Andrade i Duques mål, der med en fodparade fik afværget.


Som halvlegen gik, kom Flamengo tættere og tættere på en scoring, og efter 19 minutter fik en godt spillende Elano en gylden mulighed, da han med et godt placeret frispark ramte overliggeren. Efter 25 minutter med fuld kontrol og et velfungerende presspil gik Flamengo dog en anelse ned i tempo og lod Duque de Caxias ind i kampen.
Knapt var Duque lukket ind i kampen, før de til Flamengos ærgrelse havde bragt sig foran med 1-0. Efter et par hjørnespark havde Duque skudt sig varme, og i tredje forsøg lykkedes det Rodrigues at score direkte fra hjørneflaget. At bolden gik ind var en stor overraskelse for alle, og Rodrigues var selv så overrasket, at han gav tårerne frit spil ved fejringen af målet. Det spektakulære mål rystede Flamengo, og holdet formåede aldrig helt at komme sig over forskrækkelsen. Resten af halvlegen bød kun på to chancer – ét til hvert hold. Efter 45 minutter fik Rodrigues en sukkerbold af Alex Terra, men Felipe var hurtig og fik reddet Flamengo fra at få endnu et mål mod sig. Flamengo svarede igen, og Hernane fik halvlegens sidste chance, som Duque de Caxias forsvar imidlertid fik reddet på stregen.

Knapt var anden halvleg startet, før udeholdet havde bragt sig foran med 2-0. Leandro Teixeira forsøgte sig med et skud udefra, der snittede Gleisson og ramte overliggeren. I stedet for at gå ud til målspark røg bolden tilbage i spil, og her var Alex Terra fri og kunne bringe udeholdet på 2-0.
Nede med to mål begyndte utilfredsheden at melde sig hos publikum, der lod deres vrede gå ud over Felipe og André Santos, som begge var involveret i Duques mål. Katastrofen var næsten total, da Alex Terra efter 58 minutter var ved at bringe gæsterne på tre-nul. Til Flamengos held ramte skuddet overliggeren, og stillingen forblev uændret. Med en halv time tilbage foretog Jayme en dobbeltudskiftning. Ud gik de to midtbanespillere Elano og Carlos Eduardo og ind kom Alecssandro og Gabriel. Udskiftningen viste sig at være en god disposition, da begge spillere tilføjede holdet ny energi og motivation.

Højdepunkter fra Flamengo x Duque de Caxias

Efter fornyet dominans lykkedes det for hjemmeholdet at reducere, da Alecssandro efter 69 minutters spil satte hovedet på et frispark og sendte bolden i nettet bag Adrade i Duques mål. Flamengos presspil gav igen pote, da Gabriel på flot opspil af Hernane og André efter yderligere to minutter bragte lighed i regnskabet 2-2. Selvom Duque havde mistet deres komfortable føring, lod de sig ikke kue, og selvom kampens sidste tyve minutter ikke bød på de store chancer, var det udeholdet, der havde de største. Med ti minutter tilbage var det Juninhos tur til at teste Felipe. Men belært af hjørnesparksmålet fra første halvleg blev det kun til en forskrækkelse for den rutinerede målmand. Kampens sidste chance var endnu engang et farligt hjørnespark, men Rodrigues manglede præcision, og skuddet blev aldrig rigtig farligt.  Herved kunne begge hold forlade Maracanã med et point til hver, hvilket ikke var helt ufortjent, omend Flamengo med større koncentration og kamperfaring nok havde sejret og fået alle tre point.

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu