Februar - Flamengo

Go to content

Main menu:

Februar

Arkiv > 2014

03-02 2014

Hernane tibage på toppen med fire mål
Campeonato Carioca 5 Runde

Med en imponerende 5-2 sejr over Macaé er Flamengo alene i spidsen af gruppespillet i Campeonato Carioca, som blev spillet sent søndag eftermiddag på Stadion Raulinho Oliveira i Volta Redonda. Den målrige kamp var samtidig den første kamp, hvor sidste års ubestridte topscorer Hernane kom til fadet, og med hele fire mål var han grunden til, at Flamengo gik sejrrige fra banen.
Efter sejren har Flamengo 13 point og er hele tre point foran Fluminense, hvorimod Macaé med kun fire point nærmer sig bunden og derved nedrykning. I næste runde, som spilles onsdag, tager Flamengo til Moça Bonita, hvor de møder Boavista. Læs mere

06-02-2014

Flamengo topper puljen efter endnu et målbonanza
Campeonato Carioca 6 runde

Efter 5-2 sejren over Bangu i søndags var det onsdag aften Boavista, der stod for tur til en omgang i den rød-sorte vridemaskine. Og selvom Jayme de Almaida sparede spillere til Copa Libertadores, kunne de kompetente reserver uden problemer følge op på søndagens målbonanza og gå fra banen med samme resultat, nemlig 2-5. Holdet måtte dog kæmpe sig tilbage fra et truende 2-0 nederlag, men de fik kæmpet sig tilbage, og med den nyindkøbte Alecsandro i angrebet kunne han med et hattrick lade sig hylde som banens bedste, da kampen var fløjtet af. Med sejren er Flamengo stadig duks i turneringen, mens Boavista nu ikke længere har mulighed for at nå en semifinaleplads.
Flamengo var det bedste hold langt det meste af kampen, men Boavista formåede overraskende at komme foran med 2-0 på mål af henholdsvis André Luís og Thiago Costa. Selvom Flamengo var bagud, fik de alligevel rejst sig, og med mål af Alecsandro og Léo kunne holdene gå til pause med stillingen 2-2. Anden halvleg var en opvisning i klasseforskel, hvor Flamengo viste, hvorfor de spiller i Serie A, og Boavista prøver at kvalificere sig til Serie D.
I næste runde, som er på lørdag, er det tid til den store klassiker Fla-Flu, når Flamengo møder Fluminense på Maracanã. Her gælder det både placering og ære, da Fluminense kun er tre point efter rivalerne fra nabolaget. Læs mere

09-02 2014

Vagt spil giver sæsonens første nederlag
Campeonato Carioca 7 runde

I aftes var Flamengo klar til generalprøven, før klubben drager til Mexico for at spille mod Léon, når de på onsdag tager hul på gruppespillet i Copa Libertadores. Dagens modstander var arvefjenden Fluminense, som ikke har vundet over de rød-sorte siden 2012. Dette blev der imidlertid lavet om på, da ”O Tricolor” (de trefarvede) vandt komfortabelt med 3-0. Hvis man skal tro teaterfolk, vil den dårlige generalprøve give en fremragende premiere, hvilket de mest optimistiske tilhængere må tolke positivt. Nederlaget bragte spænding tilbage i Campeonato Carioca, idet begge hold nu topper med 16 point efter syv kampe. Dog er Flamengo fortsat i spidsen grundet en bedre målscorer.
Flamengo viste gode takter og startede bedst ud, men efterhånden som Fluminense fik kæmpet sig ind i kampen, blev billedet ændret. Det var også de trefarvede, der åbnede ballet ved Michael, som udnyttede et indlæg fra Conca. Anden halvleg startede og sluttede med mål, da Elivélton og debutanten Walter fik scoret.
I næste runde af Campeonato Carioca skal Fluminense møde Boavista, og Flamengo kan glæde sig til at spille endnu en klassiker, når Maracanã byder den gamle rival Vasco velkommen på søndag. Læs mere

12-02-2014

Flamengo ser frem til premieren i Copa Libertadores
Optakt til Flamengo x León


Når Flamengo i aften tager hul på Copa Libertadores, er det ikke en søndagsudflugt som de rød-sorte skal på. Flamengo er rejst helt til Mexico, hvor de mexicanske mestre fra Léon venter. Kampen spilles på Nou Camp, der lagde græs til kampe ved VM i 1970 og 1986. Kampen er den første i gruppe syv, og de andre deltagende hold er Bolívar fra Bolivia og Emelec fra Equador.  Til trods for gode resultater i statsmesterskaberne rendte Flamengo ind i et 3-0 nederlag mod Fluminense, hvilket har givet fans og presse en grund til at bekymre sig, da Flamengos defensiv virkede usikkert og nemt at ryste.
Som svar på tiltalen er anfører Leo Moura klar i mælet: ”Vi fejlede i kampen mod Fluminense, men det har ikke gjort noget ved vores indstilling til den kommende sæson. Selvom resultatet ikke var tilfredsstillende, skal det ikke ligge i baghovedet på os, når vi møder León. Vi har arbejdet hårdt og er yderst fokuserede på kampen, så nu må vi se om indsatsen belønner sig.” Læs mere

13-02-2014

Rødt kort, straffespark og en kontroversiel dommer var ingredienserne, da Flamengo tabte 2-1 til León
Copa Libertadores, gruppe 7, 1 runde


I nat spillede Flamengo sin første kamp ved dette års Copa Libertadores. Selvom Flamengo kæmpede ihærdigt, måtte de se sig besejret med cifrene 2-1 i en kamp, der ikke vil gå over i historien på grund af sit smukke spil og gode dommerpræstationer. Allerede i kampens start fik Flamengo en mand udvist, hvilket fik stor betydning for de rød-sorte. Og selvom Felipe stod en brandkamp, hvor han bl.a. reddede et straffespark, forhindrede det ikke hjemmeholdet i at tage alle tre point.
Kampen igennem var León det bedste hold, og efter udvisningen af Amaral satte mexicanerne yderligere pres på Flamengo. Presset gav bonus, da Boselli senere bragte hjemmeholdet foran, mens Flamengo dog formåede at udligne inden pausen. Anden halvleg var en klodset affære præget af mange frispark og spilstop. Dette forhindrede dog ikke Arizala at sætte trumf på, så León kunne gå fra banen som vinder.
Næste gang Flamengo skal spille Copa Libertadores er modstanderen Ecuadorianske Emelec, og her satser de rød-sorte på alle tre point, da kampen spilles hjemme i Rio på Maracana. Læs mere

17-2-2014

Flamengo vinder kontroversiel klassiker
Campeonato Carioca 8 runde

For første og måske sidste gang i år skulle de to gamle rivaler Vasco og Flamengo stå overfor hinanden. Det blev en kamp, hvor Flamengo til sidst hev alle tre point hjem med en sejr på 1-2 og derved tog håneretten hjem til Gávea. Forholdene til søndagens kamp var gode, da himlen var let overskyet, og med en temperatur på 28 grader samt en luftfugtighed på 66 % indbød både stadion og vejr til en seværdig fodboldkamp. Selvom kampen er en klassiker i brasiliansk fodbold, formåede opgøret ikke at tiltrække mere end 16.972 tilskuere. Dette skyldes de høje billetpriser, da en billet kostede fra 180 op til 500 kroner. En ægte klassiker blev det dog aldrig, selvom det var en yderst underholdende affære. Underholdningen kom desværre fra dommeren, der med en masse fejlkendelser, hurtigt mistede grebet om kampen. For Flamengo betød sejren og de tre point, at holdet nu har 19 point og deler førstepladsen i gruppen med Fluminense. Vasco derimod er på fjerdepladsen, hvilket stadig giver dem adgang til slutspillet om statsmesterskabet. I næste runde af Campeonato Carioca tager Flamengo imod Madureira på Maracanã, og Vasco skal en tur til Moça Bonita for at møde Bangu. Læs mere

20-02 2014

Endnu en triumf til Flamengos reserver
Campeonato Carioca 9 runde

Nattens kamp mellem Flamengo og Madureira var endnu en sparerunde for Jayme de Almeida, da han lod bænken få spilletid. Reserverne skuffede ikke træneren og vandt kampen mod Madureira med 2-0. Tilskuertallet til kampen var årets laveste, da kun 2.487 betalende tilskuere havde fundet vej til Maracanã, og dermed var stadion så godt som tomt, hvilket gjorde, at kampen mistede en del intensitet. Med sejren er Flamengo nu oppe på 22 point, hvilket bringer dem i spidsen á point med Fluminense, der dog har en bedre målscore. Kampens resultat var fuldt fortjent, da Flamengo formåede at udnytte deres chancer, hvorimod Madureiras ikke formåede at spille på et niveau, der kunne give holdet point. Efter kampen er Madureira på en syvendeplads med hele ti point op til Flamengo og Fluminense. I næste runde af Campeonato Carioca skal Flamengo en tur på ”Arbejdernes Stadion”, hvor Resende er modstanderen. Madureira skal møde Friburgense på Conselheiro Galvão. Læs mere

23-02-2014

Flamengo cruiser sikkert videre med sejr over Resende
Campeonato Carioca 10 runde


Med udmærket spil og masser af selvtillid vandt Flamengo med tre mål over hjemmeholdet Resende, da de to klubber mødtes i 10. runde af Campeonato Carioca. Med det komfortable resultat er Flamengo nu alene i spidsen af gruppen – tre point foran rivalerne fra Fluminense, der i aften møder Botafogo i en rigtig Rio-klassiker. Med nederlaget er Resende på en 13. plads kun tre point fra nedrykningsstregen.
Kampens profil var den nyindkøbte Alecsandro, som Flamengo hentede i Atletico MG. Alecgol, som han kaldes til dagligt, sørgede for to mål, mens Everton tømrede sejren fast med målet til 0-3. Kampen var en alsidig affære, indtil Flamengo bragte sig foran på et drop af Resendes målmand. Derefter satte Flamengo spillet på autopilot og kunne uden problemer hive sejren hjem.
I næste runde tager Flamengo imod Nova Iguaçu, som nyder en midterplacering i ligaen. Inden da skal Flamengo dog spille en yderst vigtig kamp i Copa Libertadores. Her er modstanderen Emelec, som er af en helt anden kaliber end de lokale hold fra sekundære brasilianske divisioner. Læs mere

27-02 2014

Elano Hernane og Everton blev matchvindere mod Emelec
Copa Libertadores runde 2


Flamengo fik med en sejr på 3-1 tre vigtige point mod Emelec fra Equador hjemme på Maracanã. På flotte mål af henholdsvis Elano, Hernane og Everton spillede Flamengo sig på andenpladsen i Copa Libertadores gruppe 7. Gruppens duks er Leon, der med 4 point er foran Flamengo og Emelec med hver 3 point. På gruppens sidsteplads er Bolivar, der med et enkelt point må betragtes som gruppens svageste hold
Flamengo fik en god start og bragte sig hurtigt foran ved Elano. I sidste halvdel af kampen var det ”Boret” Hernanes tur til at komme på måltavlen, og efter et rødt kort til Emelec fik Flamengo mere spil og kunne udbygge føringen til 3-0 ved Everton. I kampens sidste minutter gav Escalada Emelec oprejsning, da han med et heldigt trøstemål fik scoret til slutresultatet 3-1.
I næste runde af Copa Libertadores ligger Maracanã endnu engang græs til, når Flamengo får besøg af bolivianske Bolívar, og Emelec tager på hjemmebane mod de mexicanske mestre León. Begge kampe afvikles d. 13/3 klokken 02.00 dansk tid. Læs mere

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu