Flamengo x Bangu - Flamengo

Go to content

Main menu:

Flamengo x Bangu

Arkiv > 2016 > Marts
Kampen:
Flamengo, som var favoritter, lagde godt ud. De få garvede spillere formåede at motivere de unge spillere, som hurtigt fik lagt et pænt pres på Bangu. Hjemmeholdet fra Moça Bonita havde rigeligt at se til og måtte flere gange losse bolden væk i stedet for at spille sig ud af problemerne. Det lykkedes dog ikke Flamengo at bryde endeligt igennem, hvilket fik kampen til at virke en smule ensformig.

Første store chance til Flamengo kom efter 13 minutters spil, hvor Thiago Santos, som tidligere på året var en af profilerne, da Flamengo vandt juniorturneringen Copa São Paulo, fik en god chance. Desværre for Thiago var André i Bangus mål hurtig og greb sikkert ind.
Bangu prøvede at svare igen, da William Anderson sendte et langskud afsted mod Alex Muralha. Men Flamengos nye målmand var sikkerheden selv og fik afværget. Flamengo var det bedste hold på banen, og efter 18 minutter brændte det for alvor på, da Hector Canteros bankede bolden på overliggeren.
Flamengo satte derefter tempoet en smule ned, hvilket skulle vise sig at være en dum idé. Det gav Bangu mere snor, og efter 26 minutter kunne de overraskende bringe sig i front. En kæmpebrøler af Cesar Martins resulterede i, at William Amendoim kunne sende bolden i nettet bag en ellers godt spillende Alex Muralha.
 Målet fik Flamengo til sætte tempoet op, og efter en god halv time forsøgte Chiquinho sig med et kvalificeret skud udefra, som desværre gik forbi Bangus mål. 
Et øjeblik senere lykkedes det Flamengo at fuldbyrde at angreb, og derved bringe lighed i regnskabet. Det nye håb Ederson, som er kommet tilbage efter en skade, fik på flotteste vis spillet bolden til André Vizeu, som kunne score sit andet mål som professionel fodboldspiller. Kort før pausen var det igen Flamengo, der pressede på, men det var først i halvlegens overtid, det lykkedes de rød-sorte at score igen. Klubbens sædvanlige back Pará fik spillet Thiago Santos fri, som uden problemer sendte bolden ind i venstre målhjørne.
I pausen kom kampens kedelige indslag. Her måtte militærpolitiet blande sig med tilskuerne, da en del af de organiserede Flamengo-fans valgte at gå i totterne på hinanden.
2. halvleg var knapt begyndt, før det brændte på i Bangus forsvar. Thiago Santos viste sit talent, da han med et godt skud fik sat André i Bangus mål på prøve. Flamengo blev ved med at presse på, og da uret rundede de 58 minutter, sømmede Felipe Vizeu det sidste søm i Bangus kiste. Med 25 minutter igen var Flamengo tæt på at gøre det til 4-1, men André holdt Flamengo fra fadet med en ægte TV-redning. Med sejren så godt som sikret valgte Muricy at skifte Ederson ud til fordel for debutanten Lucas Paquetá. Ederson, som er vendt tilbage efter 104 dage med skader, viste en stor fightervilje og ser godt ud frem mod den nationale turnering, der begynder i maj. Den største chance for Bangu kom efter 80 minutters spil. Indskiftede Igor de Paula blev fældet i feltet, og dommeren var ikke i tvivl - straffespark. Desværre for Bangu var Geraldo ikke konsekvent, og Muralha sprang til den rigtige side og tog det svage spark.
Kampens sidste minutter tilhørte Flamengo, da både Felipe Vizeu og Gabriel kunne have øget føringen, men da dommeren fløjtede, var der ikke scoret yderligere, og kampen endte 3-1 til Flamengo.
FLAMENGO 3 X 1 BANGU
Sted: Estádio Raulino de Oliveira, Volta Redonda
Dato: Lørdag d. 5. marts 2016
Tidspunkt: 16.00 lokal tid, 20.00 dansk tid
Tilskuere: 2.868 (betalende)
Dommer: João Enio Sobral
Linjevogtere: Andréa Marcelino de Sá og Flávio Manoel da Silva
Gule kort: Lucas Paquetá (Fla); Magnum, Geraldo (Ban)
Mål:
FLAMENGO: Felipe Vizeu efter 36 og 58 minutter. Thiago Santos efter 45 +1 minutter
BANGU: William Amendoim efter 26 minutter
FLAMENGO: Alex Muralha, Pará, Léo Duarte, Cesar Martins og Chiquinho; Márcio Araújo, Héctor Canteros (Ronaldo), Thiago Santos og Ederson (Lucas Paquetá); Gabriel og Felipe Vizeu
Træner: Muricy Ramalho
BANGU: André, Giovanni Carioca, Anderson Pena, Matheus Avelar og Guilherme; Dyeguinho, Luan Sérgio (Léo Garcia), Daniel og Magnum; William Amendoim (Igor de Paula) og Tiago Barreiros (Geraldo)
Træner: Emanoel Sacramento
 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu