Flamengo x Madureira - Flamengo

Go to content

Main menu:

Flamengo x Madureira

Arkiv > 2016 > Marts
Kampen
Den store mængde regn og de kæmpe vandpytter på banen gjorde, at tempoet i kampen var droslet ned, da bolden tit lå stille på grund af vandet. Flamengo, som spiller pokalkamp i midtugen, stillede op med et blandet hold af unge og gamle spillere, som lige skulle finde fodfæste i det våde element. De store mængde regn betød også, at kampen blev afbrudt efter elleve minutter. Efter seks minutters pause blev kampen genoptaget, men banen havde tydeligvis lidt under de store mængder vand, hvilket betød, at bolden tit gik død. Flamengo var dog bedste hold på banen og formåede, trods de ringe forhold, at komme til et par enkelte chancer, der dog ikke fik de regnvåde fans op af stolene. Halvlegens største chance kom i de døende minutter, da Madureiras målmand kun halvklarede og dermed måtte lade sit forsvar klare ærterne. Dermed kunne de to hold gå til pause efter en særdeles mager omgang fodbold.


Anden halvleg bød på bedre boldspil. Regnen var holdt op, og banens beskaffenhed var langt bedre end i første halvleg. Første store chance kom efter 54 minutter, da Flamengos 23-årige colombianske landsholdsspiller Cuellar var tæt på at sende en ripost i kassen. Kampens enlige mål kom efter 61 minutters spil, da Gabriel blev hægtet i feltet. På det efterfølgende straffespark kunne Emerson Sheik sende bolden i nettet til 1-0. Målet betød, at Madureira satte tempoet i vejret for at få en udligning, hvilket åbnede for Flamengo i den anden ende. Med 5 minutter tilbage fik Flamengo chancen for at lukke og slukke, men Rafael i Madureiras mål hev en pragtredning op af hatten, og derved holdt de stadig liv i kampen. Madureira prøvede at presse Flamengo i bund men magtede ikke opgaven, og efter to minutters tillægstid kunne dommer Mauricio Machado Coelho Junior fløjte af, og Flamengo kunne trække sig sejrrige tilbage fra første kamp i anden runde.
FLAMENGO 1 X 0 MADUREIRA
Sted: Estádio Raulino de Oliveira, Volta Redonda (RJ)
Dato: Lørdag d.12/3 2016
Tidspunkt: 16.00 lokal tid. 20.00 dansk tid
Dommer: Mauricio Machado Coelho Junior (RJ)
Linjevogtere: Luiz Cláudio Regazone og Diogo Carvalho Silva (begge RJ)
Betalende tilskuere: 2.951
Gule kort: Cuéllar (Flamengo); Formiga, Daniel, Jorge Felipe og Geovanne Maranhão (Madureira)
Røde kort: Ayrton (Madureira)

Mål:
FLAMENGO: Emerson Sheik på straffespark efter 61 minutter

FLAMENGO: Paulo Victor, Rodinei, Wallace, Juan og Jorge; Gustavo Cuéllar, Willian Arão og Gabriel; Marcelo Cirino (Alan Patrick), Paolo Guerrero og Emerson Sheik
Træner: Muricy Ramalho

MADUREIRA: Rafael, Daniel, Leozão og Jorge Fellipe (Valdeir); Formiga, William, Everton (Ryan), Leandro Chaves og Ayrton; Geovane Maranhão (Paulo Renê) og João Carlos
Træner: Alfredo Sampaio

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu