Julefred - Flamengo

Go to content

Main menu:

Julefred

Arkiv > 2013 > arkiv2013 > December2013

Sagerne om de to spillere endte i den brasilianske sportsdomstol STDJ, hvor begge hold blev frataget tre point, samt de point de havde fået i kampene, hvor spillerne var brugt – i alt minus fire point til både Flamengo og Portuguesa. For Flamengo betød det, at de ender sæsonen på plads nummer 16. Portuguesas skæbne var værre, da de måtte bytte plads med Fluminense, der herved sikrede sig en ny sæson i Serie A, hvorimod Potuguesa nu kan se frem til en sæson i næstbedste række.
Uden for retsbygningen stod fans fra alle tre klubber, der enten begræd eller fejrede domsafsigelsen, mens hånlige kommentarer fløj igennem luften. Efter dommen gik der ikke mange minutter, før Flamengo valgte at anke dommen, da de – ligesom Portuguesa – mener, at de ikke har begået nogen fejl. Samtidig mener Flamengo, at deres nye placering i ligaen vil give klubben en økonomisk lussing, da de vil have sværere ved at finde sponsorer. Anken har sat diverse advokater på overarbejde i julen, og hver dag kan man i medierne læse nye udlægninger af sagen, hvor holdene enten er helt uskyldige eller skal have ekstra straffe – afhængigt af hvorfra sagen betragtes. Ydermere dukker der løbende nye ”beviser” op, hvilket får sagen til at fortsætte i bedste ’John Grisham’-stil. Hvad sagen ender med bliver afgjort fredag d. 27/12, og indtil da må vi bare vente og se, hvad det hele ender med.


Hjemme i Gávea nåede roen aldrig at indfinde sig, før næste sag dukkede op. Denne gang var det spillerproblemer. Luiz Antônio, som efter Jayme de Almeidas ankomst havde spillet sig på holdet, valgte at lægge sag an mod klubben på grund af manglende løn. Luiz Antônios advokat mener, at der mangler at blive udbetalt blandt andet feriepenge og bonus. Ydermere mener Antônio, at hans grundløn på 20.000 realer (46.000 kr.) pr. måned er for lille. Sagen er kommet for arbejdsretten (TRT), og dommen forventes afsagt d. 15/1 2014. I værste tilfælde skal Flamengo betale de penge, som Antônio føler, han har krav på, plus en stor bøde og endelig lade ham gå uden transfer. Officielt forholder Flamengo sig uforstående overfor sagen og kan ikke forstå spillerens attitude. ”Det ville ikke have kostet spilleren noget, hvis han havde fremlagt sagen for os, før han gik i retten, og vi er kede af hans fremfærd” udtaler Flamengos vicepræsident William Vasconcellos til Rádio Globo.

Med Flamengos kvalifikation til Copa Libertadores begynder spekulationerne om, hvilke spillere der skal væk, og hvilke der kommer til.  Hvad transfer angår, kan Brasilien sagtens følge med de store europæiske lande. For Flamengos vedkommende florerer der også en masse rygter, omend de fleste hurtigt bliver afvist. Dog er et par gamle kendinge kommet tilbage til for at forstærke holdet. På midtbanen er Muralha vendt tilbage, og i angrebet får Negueba muligheden for at spille sig på holdet. Begge spillere har tidligere spillet for Flamengo og er nu vendt tilbage. Samtidig forhandler klubben med Elias, så den 28-årige midtbanespiller kan komme til klubben på en permanent aftale. Pt. er Elias udlånt fra Sporting Lissabon i Portugal. Med klubbens tilbagevendte sønner har Jayme de Almeida ikke fundet plads til Diego Silva og Val. Begge spillere kom til Flamengo tidligere på året og har ikke fået fast spilletid. Klubben har dog valgt ikke at sælge dem men i stedet udlåne dem.
Ydermere har Flamengo valgt at komme af med den bolivianske landsholdsspiller Marcelo Moreno.
Morenos karriere i den rød-sorte trøje kan kun betegnes som en fiasko. Moreno slog aldrig igennem og blev som målscorer overhalet indenom af Hernane. Ydermere havde Moreno en del skader og formåede aldrig at gribe chancen, når han fik den. Selvom Moreno ikke fik meget spilletid, var han en dyr affære, da hans månedsløn løb op i 300.000 R$, hvilket svarer til 690.000 kroner om måneden.
Om der kommer ro i klubben henover julen er et godt spørgsmål, men mon ikke domsafsigelsen den 27/12 kan give arbejdsro, inden klubben tager hul på træningen i det nye år.



Marcelo Moreno
Foto: Bruno-Lima LANCEPress


 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu