8/6 2015Flamengo holder nullet
Brasileirão 6. runde
Weekendens runde i den brasilianske turnering bød ikke på de store overraskelser, og for de store Rio hold gik det som mange havde ventet. Vasco måtte endnu engang se sig besejret, og leder med lys og lygte efter moral og point. Søndagens sene opgør mellem overraskelsen fra Sport Recife og Fluminense, endte målløs og Fluminenses topscorer Fred måtte udgå med muskelsmerter. Bedste resultat fik Flamengo, da de lørdag aften vandt 1-0 over Chapecoense.Selvom Flamengo hentede alle tre point, er de rød-sorte stadig under nedrykningsstregen. Dog er der grund til glæde og optimisme, da det var første kamp hvor de holdt nullet. De første fem kampe har Paulo Victor hentet bolden ud af nettet hele 10 gange, hvilket betyder at Flamengo, på papiret, har ligaens dårligste forsvar. En mulig grund til de dårlige resultater kan være de mange forsøg Vanderlei Luxemburgo, og Borges har brugt på at finde den optimale opstilling. Flamengos anfører Wallace, har indtil videre spillet på fem forskellige pladser i forsvaret, og med skiftende partnere i bagkæden. Først var det Marcelo, der blev prøvet af, derefter Bressan, og sidst Samir, der akkurat er kommet tilbage fra et længere skadesforløb.
Samir måtte da også sande, at det ikke rakte til alle 90 minutter mod Chapecoense, og måtte gå ud med krampe. Dog var han hurtigt ude og mane rygter om en fibersprængning i jorden.
I næste runde skal Flamengo, der ligger på en 17. plads, en tur til Coritiba der pt. er på 18. pladsen. Vinderen kan med en sejr komme væk fra nedrykningspladserne, og samtidig få lidt luft til de andre bundhold.
Vasco tager hjemme mod mestrene fra Cruzerio, der ser ud til at være tilbage på sporet, efter en miserabel start på sæsonen. Selvom Vasco spiller på hjemmebane må favoritværdigheden ligge hos mestrene.
Fluminense skal en tur til São Paulo hvor Palmeiras venter. O Verdão, som de grønklædte Palmeiras spillere kaldes, har ikke haft den bedste start på sæsonen og ligger på en 15. plads, hvilket kun er 2 point over nedrykningsstregen.