Leônidas - Flamengo

Go to content

Main menu:

Leônidas

Historie > Legender

Leônidas - legenden bag saksesparket fylder 100

Den 6 september 2013 ville Leônidas da Silva være fyldt 100 år, hvilket blev fejret i forskellige medier samt de respektive klubber, hvor han spillede. Men hvem var Leônidas, og hvorfor er han så populær blandt fodboldentusiaster her 100 år efter hans fødsel?
Leônidas, som i Brasilien er kendt under kælenavnene ’Den Sorte Diamant’ og ’Gummimanden’, er en af de mest betydelige fodboldspillere fra første halvdel af det 20. århundrede. Med en karriere der strakte sig fra 1929 til 1950, scorede han mere end 500 mål og vandt en masse mesterskaber for sine respektive klubber. Udover hans talent for mål regnes han for at være saksesparkets opfinder.

En af grundene til, at Leônidas’ berømmelse ikke strækker sig udover Brasiliens grænser, er, at der ikke eksisterer ret mange filmklip med legenden. Derimod er de skrevne medier fyldt med historier og fakta om den legendariske spiller, der hos både Flamengo og São Paulo er en legende, der ikke vil blive glemt.
Leônidas blev født i Rio i 1913 og som tiårig begyndte han at spille fodbold for den lokale klub São Cristóvão, hvor Ronaldo også begyndte sin karriere. Hans liv som professionel startede i 1929, og allerede i 1931 kom han på ”landsholdet” for staten Rio de Janeiro. For statsholdet vandt han i 1931 statsmesterskaberne i Brasilien. Efter at have spillet for de fire brasilianske klubber: São Cristóvão, Sírio Libanês, Sul Americana og Bonsucesso tog han til nabolandet Uruguay og spillede 25 kampe for den legendariske klub Peñarol. I sine 25 kampe scorede han 28 mål og hjalp klubben til et vicemesterskab, hvilket også gav ham stor status i resten af Sydamerika. I 1934 vendte han tilbage til Rio og sit gamle nabolag, spillede for Vasco da Gama og vandt Campeonato Carioca.
I 1934 var han med til VM i fodbold for første gang, hvilket ikke var en succes for landsholdet. Landsholdets rejse til Italien foregik med skib, og med den lange rejsetid fik holdet ikke trænet tilstrækkeligt, hvilket indvirkede på resultaterne i turneringen. Den 27/5 1934 klokken 16.30 i Genova kunne 21.000 tilskuere se Spanien vinde 3-1 over et tamt Brasilien. Selvom Brasilien hurtigt gik ud af turneringen, var det Leônidas, der kunne prale af at have scoret Brasiliens eneste mål.

Selvom Leônidas var en succes i Vasco - han spillede 29 kampe og scorede 27 mål - skiftede han i 1935 til SC Brasil og kort efter igen til den større klub Botafogo. Her var han med til at vinde klubbens andet Campeonato Carioca.
Skiftet til Flamengo kom i 1936, hvor han de næste fem år var en fremtrædende figur både på klubplan og landshold. For Flamengo blev han et stort ikon da han dels var en fremragende spiller og samtidig var en af de første sorte fodboldspillere i klubben, og er i dag at sammenligne med spillere som Zico og Júnior. I 1938 og 1939 var han topscorer i Campeonato Carioca. Og i 1939 var han en central spiller på mesterholdet, der på daværende tidspunkt ikke havde vundet noget i hele ni år. I sin karriere for Flamengo scorede han hele 153 mål i kun 149 kampe, hvilket må siges at være imponerende.

Ved VM i 1938 i Frankrig var han en af de største spillere – den anden var Piola fra Italien. I Brasiliens første kamp mod Polen den 5/6 1938 scorede Leônidas kampens første mål efter 18 minutter, og da kampen endte 4-4 måtte holdene ud i forlænget spilletid. Her strålede Leônidas, scorede to mål og kunne sørge for, at de 13.452 tilskuere i Strassburg kunne se Brasilien gå videre med resultatet 6-5, da Ivan Eklind fra Sverige fløjtede kampen af. I de to følgende kampe mod Tjekkoslovakiet scorede Leônidas et mål i hver kamp og var med til at sikre Brasilien en plads i kvartfinalen. Selvom Brasilien tabte kvartfinalen til Italien med 2-1, var Leônidas ikke færdig som målscorer.

I kampen om tredjepladsen scorede Leônidas to mål, og Brasilien kunne drage hjem med bronzemedaljer efter en 4-2 sejr med 12.000 tilskuere på Parc Lescure i Bordeaux. Efter VM kunne Leônidas lade sig fejre som turneringens bedste spiller og tage hjem til Brasilien som et nationalt idol.


Leônidas internationale gennembrud kom dog aldrig, da både VM i 1942 og 1946 blev aflyst på grund af anden verdenskrig.
Efter den store succes i Flamengo skiftede Leônidas til São Paulo, hvor han spillede i otte år fra 1942 til 1950. I hans tid for ”Tricolor” var han med til at skaffe klubben fem statsmesterskaber. I hans 212 kampe for klubben nåede han at score hele 141 mål, hvilket den dag i dag er klubrekord.
Efter Leônidas afsluttede sin aktive karriere som spiller, begyndte han som kommentator, hvilket han fortsatte med indtil 1974, hvor han måtte stoppe, da han led af Alzheimers.
Af mange er Leônidas kendt som manden, der opfandt saksesparket og det smukke fodboldspil. Den ældre generation i Brasilien omtaler ham gerne som manden, der gjorde, hvad andre ikke formåede og forbedrede spillets smukke facetter. Som et ikonisk billede på Leônidas’ kunnen er han udødeliggjort som en statue, der udfører det berømte saksespark.

Den sorte Diamant.

Som tidligere  nævnt blev Leõnidas kendt under kælenavnet ’Den sorte Diamant’. Dette skyldes, at han var en af de første sorte professionelle fodboldspillere i Brasilien, og at hans talent var så enestående, at han skilte sig ud fra mængden. Kælenavnet fik han af den franske journalist Raymond Thourmagem, der i sin tid skrev for det franske ugemagasin ’Paris Match’. Raymond havde set Leônidas spille og var fuld af beundring for hans teknik og evner. Raymond gav ham også tilnavnet ’Gummimanden’ på grund af hans smidighed og evne til at gøre ting, der på daværende tid var enestående.  Som kuriosum kan man i Brasilien købe en bitter chokolade, der hedder Diamante Negra (Den sorte Diamant) - opkaldt efter Leonidas.

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu