Marts - Flamengo

Go to content

Main menu:

Marts

Arkiv > 2017
19-03-2017
Er rønnebærerne sure?



Siden sidste opdatering om Flamengo har klubben deltaget i to turneringer og været med i en enkelt finale. Hvad har det betydet for klubben? Og hvad er status for de rød-sorte her en måneds tid før den nationale liga begynder?
I statsturneringen Campeonato Carioca fortsatte Flamengo sejrsstimen med en komfortabel 4-0 sejr over Madureira. Det betød, at Zé Ricardos tropper nu var klar til slutspillet i Taça Guanabara, som udgør 1. del af mesterskabet, der er opdelt i to etaper og slutter med finalen i Campeonato Carioca. Første modstander var rivalerne fra Vasco, som de sidste par år har været Flamengos Nemesis i statsturneringen. Men i år var kortene fordelt anderledes, da Diego Ribas afgjorde den spændende og intense kamp på et straffespark sidst i 1. halvleg. Finalen mod Fluminese skulle spilles den 5/3, men i stedet for at snakke om det klassiske Fla-Flu opgør gik bekymringerne på, hvor kampen skulle spilles. Maracanã var udelukket, da klubberne, FERJ (Rios fodboldforbund) og Maracanã lå i åben krig om, hvem der skulle betale regningen efter OL. I stedet for Maracanã blev finalen spillet på Estadio Milton Santos i det nordlige Rio, som til dagligt er hjemmebane for storklubben Botafogo, der havde satset alt på Copa Libertadores og ikke kvalificerede sig til slutspillet i Taça Guanabara. Selvom kampen ikke blev spillet på Maracanã, havde de 27.549 tilskuere forberedt en fest, og alle forventninger blev indfriet – 1. halvleg bød på hele 5 mål og en 3-2 føring til Fluminense. Efter en yderst intens kamp på et særdeles højt niveau endte kampen 3-3 efter ordinær spilletid, og det hele skulle afgøres på straffespark. Her trak Fluminense det længste strå og vandt straffesparkskonkurrencen med 4-2.  Nederlaget var naturligvis skuffende for Flamengo, men statsturneringen er kun nået halvvejs, og 2. runde ligger lige om hjørnet.
For Flamengo betød det, at fokus nu lå 100% på kampen i Copa Libertadores, hvor argentinske São Lorenzo var næste udfordrer. Op til kampen mod São Lorenzo fik  Flamengo dog et kæmpe problem, nemlig hvor kampen skulle spilles. Med en ihærdig indsats fra Flamengo kom der en aftale i stand med FERJ, og blot to dage før kampen blev Maracanã meldt klar. På kampdagen havde over 60.000 indløst billet, og ihærdige Flamengo-fans havde arbejdet i døgndrift for at lave en tifo, som fansene sent vil glemme. Selve kampen viste, hvordan forholdet mellem argentinsk og brasiliansk klubfodbold er pt. Det to hold virkede meget lige i 1. halvleg, men i de sidste 45 minutter fandt Flamengo et ekstra gear og kørte São Lorezo, som i øvrigt er Pavens favorithold, over med hele 4-0. Sejren i Copa Libertadores var en appelsin i turbanen for Flamengo, og de rød-sorte fik yderligere et selvtillidsboost, da de med reserverne vandt hele 5-1 over Portuguesa i 2. runde af statsturneringen i Rio, bl.a. på et hattrick af den tidligere landsholdsspiller Leandro Damião.
2. runde i Copa Libertadores bød på en rejse til Chile, hvor modstanderen var de forsvarende chilenske mestre fra Universidad Católica. Selvom Flamengo kom til Santiago som favoritter, endte det med et nederlag og en spand kold vand i hovedet. Om det var hovmodet, der stod for fald, eller Zé Ricardos disponeringer, som var skyld i nederlaget, er stadig op til debat, men under alle omstændigheder underpræsterede Flamengo og tabte terræn i forhold til de øvrige hold i gruppen. Nederlaget i Copa Libertadores var en bitter pille at sluge, men med over en måned til næste runde er der tid til at komme sig og forberede sig til ”lokalderbyet” mod Atlético Paranense.
I aftes blev det igen hverdag for Flamengo, da 2. runde i 2. del af Campeonato Carioca skulle spilles. Aftenens modstander var Resende, der til daglig spiller i den 3. bedste række i Brasilien. Kampen var bestemt ikke blandt Flamengos bedste, og det så længe ud som om holdene skulle dele i porten. Men i kampens overtid sikrede Flamengos U-21 landsholdsspiller Felipe Vizeu sejren, da han scorede kampens enlige mål. Med sejren ligger Flamengo nummer et i gruppen med 2 sejre efter ditto kampe.  Flamengos næste kamp er 3. runde i Campeonato Carioca, hvor modstanderen er Bangu. Umiddelbart burde det ikke være et problem for de rød-sorte, da Bangu kun har fået 1 point i de første to kampe.


 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu