Mozer - Flamengo

Go to content

Main menu:

Mozer

Historie > Legender

04/12 2013

Flamengos legender del 6

Mozer
José Carlos Nepomuceno Mozer

Mozer blev født 19. september 1960 i Rio og begyndte sin fodboldkarriere hos Flamengos ærkerivaler Botafogo. Botafogo valgte dog ikke at satse på den unge Mozer, da klubben fandt ham for vag og uden den nødvendige fysik. Det fik den unge José til at se sig om efter nye græsgange, hvilket han fandt hos naboerne Flamengo. José kom til klubben tilbage i 1975, hvor pladserne var få, og bagkæden allerede var besat af Rondinelli, Marinho, Luís Pereira og Figueiredo. Mozer lod sig ikke dupere af de store spillere men arbejdede hårdt og målbevidst for at komme på klubbens førstehold. Det hårde arbejde blev belønnet, og Mozer fik debut d. 8/3 1981, hvor Flamengo på hjemmebane vandt 2-1 over Atlético MG. Fra start gjorde den unge Mozer det godt og var derefter at finde blandt de elleve startende hos Flamengo.

Selvom Mozers plads var i centerforsvaret, formåede han også at score. Debutmålet faldt seks måneder senere i en kamp om Rio-mesterskaberne, som klubben senere vandt: Mozer scorede det første mål i en 3-0 sejr over Olaria foran sølle 4.954 tilskuere på Maracanã. Herefter gik det slag i slag og senere samme år blev hans store drøm opfyldt. Mozer var blandt de elleve mand, der i december tog til Tokyo, hvor de slog Liverpool 3-0 og derved kunne kalde sig for verdensmestre. Herefter gik det kun fremad, og Mozer, der spillede med rygnummer 4, nåede at spille hele 293 kampe for klubben og score 21 mål. Han regnes den dag i dag som en af de store i Flamengos gyldne periode i startfirserne. Succesen udeblev ikke, og i 1983 udtog Carlos Alberto Parreira den unge Mozer til landsholdet.

Han debuterede den 28/7, hvor Brasilien i en venskabskamp spillede 0-0 mod Chile. Selvom han høstede stor succes på landsholdet, nåede han aldrig at spille en kamp ved VM i Mexico. Ved turneringen i 1986 blev Mozer ikke udtaget, da Tele Santana valgte at satse på spillere som Branco, Édson og Josimar.
Selvom Mozers succes i Brasilien var stor, og han med Flamengo vandt fire brasilianske mesterskaber, fristede Europa. Derfor forlod forsvarsklippen Flamengo i 1987 og fortsatte sin karriere i Benfica, hvor han de næste to år spillede 79 kampe og scorede 11 mål. Selvom Mozer var elsket af fansene på Estadio da Luz og var med til at vinde det portugisiske mesterskab i sæsonen 1988/1989, valgte han at fortsætte karrieren andetsteds.

Han forblev dog i Europa og tog til Olympique de Marseille, hvor han blev kendt som ”Muren”. Med sit kontante forsvarsspil og geniale overblik var han med til at sikre ”Les Phocéens” deres tredje franske mesterskab. Succesen i Olympique blev noteret af daværende landstræner Sebastian Lazaroni, der udtog den erfarne forsvarer til VM i Italien, hvor han også fik spilletid..  Efter 89 kampe og fem mål tog Mozer i 1992 tilbage til Benfica, hvor han spillede de næste tre sæsoner. Tilbagevendt til Lissabon blev Mozer modtaget som en helt og kunne sætte kronen på værket ved at vinde endnu et portugisisk mesterskab og den portugisiske pokalturnering.
På trods af sin høje alder var Mozer i 1994 endnu engang i landsholdets søgelys og var tæt på at komme med i VM-truppen, der efter 24 års venten vandt verdensmesterskabet.

Efter 92 kampe og tre mål for Benfica overvejede Mozer at stoppe sin karriere i 1995. Dette skete imidlertid ikke, da Mozers gamle ven og holdkammerat Zico var med til at få ham til Japan og spille en sæson for Kashima Antlers. I de blot 17 kampe Mozer spillede i Japan, opnåede han at vinde det japanske mesterskab, inden han lagde støvlerne på hylden.
Efter sin aktive karriere har Mozer fungeret som træner i henholdsvis Angola og Marokko. Siden 2011 har Mozer været træner i den portugisiske klub Naval.

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu