November - Flamengo

Go to content

Main menu:

November

Arkiv > 2014

30-11 2014

Flamengo i overlegen 4-0 sejr
Brasileirão 37 runde

Selvom Flamengo ikke har mere at spille for, viste klubben gejst og overskud, da Vitória blev besejret 4-0. Sejren betyder, at Flamengo rykker op på 8. pladsen, mens Vitória ligner et hold, der skal spille næste sæson i næstbedste række. Dog kan Vitória selv afgøre deres skæbne, da de i sidste runde tager mod Santos hjemme på Barradão i Salvador. Flamengo kommer heller ikke på en nem opgave, da de skal en tur til Porto Alegre og møde Grêmio, som kæmper med næb og klør for at komme i top 4. I et interview kort før kickoff blev Luxemburgo spurgt til truppen og spillernes motivation, da mange fans mener, at det er pengene, der sætter dagsordenen, når spillerne går på banen – et fænomen, der går under navnet ’mala branca’ (den hvide kuffert). Luxemburgo afviste dog blankt, at spillerne bliver betalt ekstra for at yde mere, og fastslog, at de derimod går på banen for at vinde på vegne af arbejdsgiveren (klubben) og fansene hver gang. Læs mere

24-11-2014

Flamengo sendte Criciúma ned i næstbedste række
Brasileirão 36 runde


Flamengo spillede i aftes 1-1 mod bundproppen Cricúma, og sendte dermed de gule tigre fra byen af samme navn, en tur ned i den næstbedste række. For Flamengo sluttede sæsonen i forrige runde, og de-rød sorte virkede til tider som et hold der tænkte mere på ferie end fodbold. Selvom Flamengo var på hjemmebane, var kampen henlagt til det nordlige Brasilien, hvor Estádio Castelão i São Luis bød de to hold velkommen. Selvom begge hold var langt fra deres respektive hjembyer, var der op mod 40.000 tilskuere, hvoraf de fleste var klædt i Flamengos klassiske rød-sorte farver.
Det ene point betyder at Flamengo nu er på en 9. plads, langt fra både top og bund. Cricúmas ene point var dog ikke nok til at redde sydbrasilianerne, der som det første hold må en tur ned i næstbedste række.
I næste runde skal Flamengo en tur til Manaus hvor nedrykningskandidaten Vitória venter. Criciúma møder hjemme Sport, i en kampe der er uden betydning for begge hold. Læs mere

17-11 2014

3-2 sejr reddede sæsonen for Flamengo
Brasileirão 34 runde

Med en 3-2 sejr over Coritiba sikrede Flamengo sig endnu en sæson i den bedste brasilianske fodboldrække. Sejren og de tre point bringer Flamengo på 8. pladsen med 47 point, hvilket betyder et endegyldigt farvel til en potentiel nedrykning.
På mål af Lucas Mugni, Everton og Nixon sikrede Flamengo sig sejren, og selvom Coritiba svarede igen med to mål af Joel, var de tre point aldrig i fare. For Flamengo var det også årets sidste rigtige hjemmekamp, da de kommende kampe mod Criciúma og Vitória er henlagt til det nordlige Brasilien 3.000 km. væk fra Rio. Læs mere

10-11 2014

Offside og 2-2 i Recife
Brasilerão 33 runde

Efter onsdagens pokalfiasko skulle Flamengo rejse sig mod Sport fra Recife. Med en sejr kunne Flamengo definitivt vinke farvel til nedrykningen fem runder før tid. Flamengo lagde da også bedst ud, og så længe ud til at hive en sikker 2-0 sejr hjem. Men Sport ville det anderledes, og sørgede for to sene scoringer, samt det ene point. For at gnide salt i såret hos Flamengo var der tydelig offside ved målet til 2-2, men hverken linjevogter eller dommeren reagerede.
Med det uafgjorte resultat er Flamengo oppe på 44 point, hvilket rækker til en 11. plads. Sport er med 41 point på en 12. plads, og må ligesom Flamengo, vente et par runder før de kan sige sig fri for at ende på en af de 4 nederste pladser.
I næste runde tager Flamengo mod Coritiba på Maracanã, hvilket burde være lig med tre sikre point. Sport skal på udebane møde Atlético-PR, hvilket bliver en stor opgave for nordøstbrasilianerne. Læs mere.

03-11 2014

Præsident Nixon trådte i karakter, da Flamengo vandt 3-0
Brasileirão runde 32

Med en 3-0 sejr over oprykkerne fra Chapecoense sikrede Flamengo sig med 95 % sikkerhed endnu en sæson i den bedste række. Selvom alle mål først blev scoret efter pausen, var Flamengo det bedste hold på banen hele kampen igennem, og selvom Chapecoense kom til chancer, kendte de ikke deres besøgstid. Med sejren er Flamengo nu på 10. pladsen med 43 point, mens Chapecoense stadig hænger med en vis legemsdel i vandskorpen. Oprykkerne fra det sydlige Brasilien er placeret som nummer 15 med 36 point, hvilket kun er to point fra stregen.  Da Flamengo allerede på onsdag skal i ilden igen, havde Luxemburgo valgt at spare spillere som Chicão, Everton og João Paulo. Samtidig måtte han i sidste øjeblik hive Cacéres ud, da spilleren havde lagt sig med influenza. Som erstatning satsede Luxemburgo på en tilbagevendt Wallace samt Amaral, Gabriel og Anderson Pico. Sidstnævnte skulle senere vise sig at være en god disposition: Læs mere

Flamengo - Chapecoense
Optakt runde 32

Selvom kampen mellem Flamengo og Chapecoense ikke er en topkamp, kan det sagtens blive en underholdende match. Flamengo, som for tiden har succes i den brasilianske pokalturnering, har stadig brug for point, så de kan sige sig fri for nedrykning. Flamengos sæson har været lidt af en rutsjetur, men de rød-sorte er nu begyndt at finde melodien, efter Vanderlei Luxemburgo overtog tropperne. På nuværende tidspunkt er Flamengo på 11. pladsen med 40 point. Men med 7 kampe tilbage og samme antal point til nedrykningsstregen kan de rød-sorte stadig komme i fedtefadet, hvis ikke de høster point mod de laverestående hold. På papiret er Flamengo favoritter, men uden holdets angrebsprofil Alecsandro må Flamengo sætte deres lid til spillere som Gabriel, Nixon og den tidligere Arsenal-spiller Eduardo da Silva, som flere gange har vist sin målnæse.
Flamengos kampform de sidste fem kampe: T-V-T-V-V

Chapecoenses situation er en kende værre end Flamengos. Oprykkerne var fra sæsonens begyndelse ikke levnet mange chancer, og hvis de brasilianske journalister og fodboldeksperter ikke skal få ret, er Chapecoense tvunget til at hente point. Holdet har sæsonen igennem befundet sig i den nedre ende af tabellen, og kun tre point skiller dem fra nedrykningsstregen. Sidst de mødte Flamengo var tilbage i august, hvor de på hjemmebanen i Chapecó vandt 1-0. Hvis ”de store Grønne” (Verdão) skal gøre sig forhåbninger om at vinde, skal de spille op til deres bedste. Holdet er også plaget af skader og må undvære midtbaneslideren Camilo. Træner Jorginho er dog optimist og mener, at holdet nok skal overleve og er på rette vej. Samtidig er holdets angriber Leandro yderst opsat på at gøre den store forskel og score på Maracanã. Ydermere har Chapecoense ikke – som Flamengo – spillet pokalfodbold i midtugen, hvilket bestemt også har indflydelse på spillernes præstation.
Chapecoenses kampform de sidste fem kampe: U-U-T-V-V

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu