Rádio Fla - Flamengo

Go to content

Main menu:

Rádio Fla

Arkiv > 2015 > August
Selve radiokanalen holder til i det sydlige Rio, nærmere betegenet Barra da Tijuca, hvor der sendes radio fra et lille kontordomicil tæt ved de endeløse strande og enorme shoppingcentre, som kendetegner Rios sydligste bydel.
I studiet bliver man budt velkommen af de tre hovedværter Daniel, Gabriel og Bia, som hver aften er bag mikrofonerene for at komme med de nyeste historier fra klubben. De tre, som alle er midt tyverne, er ikke blege for at udfritte hinanden og dermed gøre programmet mere personligt og interessant for lytterne, som kan følge med på alle platforme, lige fra youtube til whatsapp. På bedste brasiliansk vis starter programmet med et hav af reklamer, der vil gøre enhver dansk lokalradio grøn af misundelse.
Når reklamerne er overstået, præsenterer hovedværten Gabriel dagens program, som vanligvis indeholder en snak om dagens fodboldrygter og holdets aktuelle fodboldkampe. 
Herefter er det normalt, at en gæst, der har relationer til klubben eller er en del af klubben, deltager i programmet. Da jeg havde fornøjelsen af at være gæst, var det sammen med klublegenden Adílio, hvor der skulle snakkes om gamle dage samt et europæisk synspunkt (mit) på klubben og brasiliansk fodbold.
Efter en snak om Flamengo på verdensplan trak de tre unge værter sig tilbage og overlod scenen til de garvede journalister Kléber Viera og Paulo Rabelow, der står for dagens historiske indslag, kaldet ”Baú do Urubu” (Gribbens kiste) . I dagens tilfælde var det Adílio, der svarede på spørgsmål, og folk blev ikke skuffede, da han fortalte om alt fra at spille sammen med Zico til at vinde VM for klubhold tilbage i 1981. De to journalister er ikke blege for at stille kritiske spørgsmål, så lytterne går ikke glip af noget. Når Flamengo spiller kamp, er det også de rutinerede journalister, der træder i karakter.
Efter det intellektuelle indslag vender ungdommen tilbage og runder programmet af med åbne telefonsluser for fans, der vil stille spørgsmål eller få en sludder. Derudover har programmet sædvanligvis en konkurrence, hvor man kan vinde merchandise fra klubben eller billetter til kommende kampe. Manden, der styrer hele programmet bag scenen, hedder Francisco Damaceno, og hvis man tror brasiliansk radio og dansk radio minder om hinanden, tager man grueligt fejl. I Brasilien krydrer man gerne sine radioprogrammer med lydeffekter, der underbygger samtalen.

Derfor sidder Francisco ikke på den lade side, når han skal finde passende lydeffekter til de unge værters spontane udbrud.
Det er ikke kun spillere, der gæster radioen men også kendte fans af klubben, journalister og andre med rød-sort blod i årerne. Ligesom andre medier er Rádio Fla til stede ved enhver given lejlighed, hvor interesserede kan følge med online. Alle medier bruges flittigt, så de hardcore fans af klubben ikke går glip af noget.
Når aftenens program er slut, lukkes mikrofoner, livecam osv., og der snakkes om udsendelsen. Den inviterede gæst får fornøjelsen af at sætte sin autograf på et kæmpe flamengoflag, der fungerer som radiostationens gæstebog.
Rádio Fla er også til stede, når der spilles basketbold, tennis mv. Her er det Paulo, der kommenterer kampene, og Kléber, der analyserer, mens unge Daniel står med mikrofonen på grønsværen og fanger spillerne under og efter kampen.
Links til Rádio Fla:  Facebook,  Youtube og  Twitter
 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu