Rodada38 - Flamengo

Go to content

Main menu:

Rodada38

Arkiv > 2013 > arkiv2013 > December2013

Kampen:
Efter et minuts småspil gik kampen for alvor i gang, og selvom kampen ikke havde betydning for nogen af holdene, gik begge parter til opgaven med krum hals. Begge hold havde valgt at stille op med en del reserver, og for Flamengos tredjemålmand César skulle kampen vise sig at blive et udstillingsvindue af de større, da han overskyggede alt og alle i sin debutkamp for Flamengo.
Flamengos første chance kom allerede efter fem minutter, hvor den altid offensive Paulinho viste sit værd. Efter at have modtaget bolden i venstre side tog han et flot træk forbi Léo og trykkede af, hvorefter Rafael i Cruzeiros mål kunne se bolden gå tæt forbi den ene stolpe og ud til et målspark. Paulinhos friske spil og entusiasme så ud til at smitte af på holdkammeraterne, der satte tempoet i vejret.  Det aggressive spil fortsatte, og efter ni minutter kunne Paulinho sætte topscorer Hernane i scene. Men selvom Hernane kom forbi Rafael, formåede han ikke at score, da Everton kom tilbage og fik reddet bolden på stregen. Det offensive spil gav imidlertid pote efter 13 minutter, hvor førnævnte Hernane på fornemmeste vis satte hovedet på et indlæg fra Nixon. Med kraft og præcision kunne han udplacere Rafael – 1-0 til Flamengo.

Bagud med et mål måtte de brasilianske mestre komme på nye ideer, og selvom deres organisation blev bedre, formåede Flamengos forsvar at holde skansen. Efter 20 minutter måtte Flamengo fortage en udskiftning, da midtbanekreatøren Paulinho måtte udgå med smerter i højre lår. Paulinhos exit kunne hurtig mærkes, og Cruzeiro kom efter 22 minutter til deres første store chance, da Luan trykkede af, hvorefter César begyndte sin gyldne aften. Med en fremragende redning fik han pareret skuddet og holdt Cruzeiro fra fadet. De næste ti minutter tilhørte Cruzeiro, der fik testet Flamengos debuterende målmand. Til de rød-sorte fans jubel diskede den unge keeper op med flere flotte redninger, og efter 36 minutter bryder jublen løs, da unge César laver redninger, der bragte tankerne hen på målmænd som Jean Marie Pfaff og Peter Schmeichel.
Gæsterne formåede at presse Flamengo, og kort før pausen prøvede Mayke lykken, men overliggeren redder hjemmeholdet, så halvlegen slutter med en 1-0 føring til hjemmeholdet.

Anden halvleg startede med en overraskelse fra Flamengos side: De rød-sorte havde benyttet pausen til at skifte uniform, så klubben kunne fremvise deres sorte tredje trøje for publikum. Cruzeiro fortsatte med at presse på, og Luan kunne efter 54 minutter afslutte, uden dog at score. Efter et lille kvarter var Flamengo oppe og besøge Cruzeiros felt, men Hernane og Nixon fik ikke kommunikeret ordentlig sammen, og chancen blev aldrig rigtig stor. I den anden ende var Cruzeiro mere effektive, og efter 63 minutter kunne rødhårede Souza sende bolden i mål uden chance for César.  Til trods for udligningen gik Cruzeiro efter sejren. Men César var spillet varm, og en halv time inde i anden halvleg brillerede han igen, da han reddede et yderst velplaceret frispark fra Júlio Baptista. Cruzeiro fastholdt deres angrebsspil og kunne efter 82 minutter have lukket og slukket. Et fladt indlæg kom ind i Flamengos felt, og Júlio Baptista fik afsluttet. Til hjemmeholdets stor held formåede Léo Mora at komme tilbage og kunne glide hen foran bolden og redde den ½ meter foran målstregen.

De sidste minutter af kampen gik begge hold ned i tempo og affandt sig med det uafgjorte resultat, og efter de sædvanlige tre minutters overtid blev kampen fløjtet af.
Herved tabte ingen af holdene ansigt, og selvom kampens betydning var lille, havde de to mesterhold sørget for en chancerig og underholdende affære. Flamengo slutter sæsonen på en 11. plads, hvilket må siges at være godkendt, da holdet har været igennem en turbulent sæson.

 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu