Semifinal Taca Guanabara - Flamengo

Go to content

Main menu:

Semifinal Taca Guanabara

Arkiv > 2017 > April
 
Rammen var sat, og Maracanã var klar til at tage mod de to rivaler, der efter 559 dages fravær på Brasiliens nationalarena var klar til at tørne sammen. Desværre blev lørdagens semifinale en tam omgang, og da Wagner do Nascimento Magalhães fløjtede kampen af, var der ikke ændret noget på måltavlen. Vasco skulle kun bruge uafgjort og sendte dermed Flamengo ud af turneringen, så nu kan de rød-sorte koncentrere sig 100 % om de kommende kampe i Copa Libertadores.

Historisk set har opgøret mellem de to klubber været en lukrativ forretning, hvor man med billige billetter fyldte det store stadion, hvilket bestemt ikke gjorde sig gældende i gårsdagens kamp. Billigste pladser fandt man på nord- og sydtribunen, hvor billetterne kostede R$60, hvilket svarer til ca. 120 kroner. De høje priser på billetter har altid været et tema i Brasilien og får mange til at holde sig væk. Og når statsturneringen samtidig er blevet lidt ligegyldig fyld, bliver folk hjemme foran tv’et. Det betød, at der i aftes var over 50.000 tomme pladser.
Da Classico dos Milhoes i 70’erne var på sit højeste, var det ikke unormalt, at kampene tiltrak omkring 100.000 tilskuere, og rekorden blev sat den 4. april 1976, da hele 174.770 tilskuere så Flamengo vinde 3-1 på to mål af Zico og et enkelt af Luisinho, mens Dé sørgede for Vascos reducering. Ligesom gårsdagens kamp var ovennævnte opgør en del af statsturneringen men var ”kun” en almindelig kamp og ikke en del af finalespillet.
 
Men hvad fik så mange mennesker til at tage turen til Maracanã i stedet for at se den i TV? Det lette svar er naturligvis den nemme adgang til medier, hvor enhver brasilianer nu kan se sit yndlingshold på mobiltelefon, tablet osv. i stedet for at skulle på stadion. Men hvis man ser økonomien efter i sømmene, blev der til kampen i 1976 solgt billetter for 3,5 millioner Cruzeiros, hvilket i dag svarer til ca. 1,7 millioner kroner.  Hvis man dividerer det ud på solgte antal billetter, ender det med en gennemsnitspris (i 2017-priser) på små 20 kroner pr. billet. Tilbage i 1976 var det Flamengo, der fik mest af kagen og hentede ca. 1,3 millioner kroner af indtægterne, mens Vasco som taber fik en mindre del. Ved kampen i går delte begge hold i porten, og med en samlet billetomsætning på ca. 1,9 millioner kroner kan det måske være en fordel at sænke billetpriserne og derved få flere folk på stadion og samtidig generere flere penge i klubkasserne.
VASCO 0 X 0 FLAMENGO
Sted: Maracanã i Rio de Janeiro
Dato: lørdag den 8. april 2017
Tidspunkt: 18.30 lokal tid, 23.30 dansk tid
Dommer: Wagner do Nascimento Magalhães
Linjevogtere: Luiz Cláudio Regazone og Michael Correia
Betalende tilskuere: 21.895
Gule kort: Rodrigo, Andrezinho og Martín Silva (Vasco); Gabriel og William Arão (Flamengo)
VASCO: Martín Silva; Gilberto, Rodrigo, Rafael Marques og Henrique; Jean (Julio dos Santos), Douglas, Andrezinho (Kelvin), Yago Pikachu og Nenê; Muriqui (Wagner)
Træner: Milton Mendes
FLAMENGO: Alex Muralha; Rodinei (Ronaldo), Rever, Alejandro Donatti og Miguel Trauco; Márcio Araújo, Willian Arão, Diego, Mancuello (Berrío) og Gabriel (Leandro Damião); Paolo Guerrero
Træner: Zé Ricardo
 
Copyright 2016. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu