Main menu:
30/9 2013
Flamengo tæmmer tamme tigre
Efter tre kampe med kun nederlag og uafgjort fik Flamengo i aftes endelig en sejr og fik dermed skabt luft til bunden. De rød-sorte har nu fem point ned til 17. pladsen, der er lig med nedrykning og en tur i serie B. Dagens modstander var de gule tigre fra Criciuma, der som Flamengo slås for overlevelse. Så der var lagt i kakkelovnen til et vaskeægte 6 points-opgør på Maracanã, der med overskyet og 23 grader var en god ramme for opgøret, som var yderst målrigt og bød på hele tre røde kort og to straffespark.
Kampen:
Med et yderst tændt publikum til at bakke op om deres idoler kunne Flamengo starte kampen i et behageligt højt tempo og viste gåpåmod og entusiasme fra første fløjt. Men på trods af Flamengos gode start var det dog udeholdet, der først kom til fadet. Allerede efter tre minutter havde Criciumas forsvarer Fábio Ferreira listet sig frem ved et hjørnespark og kunne helt fri men til sin egen ærgrelse heade bolden over mål. Flamengo derimod havde mere held med deres dødbolde, hvilket skulle vise sig at give pote hele tre gange. Allerede i det fjerde minut åbnede Flamengo ballet med deres første scoring. Et hjørnespark kommer ind i feltet, og efter lidt pingpong ender bolden hos Hernane, der kan sætte foden på og bringe Flamengo foran – trods off-side protester fra Criciumas spillere.
Det hurtige mål fik ikke Flamengo til at spille afventende men derimod mere pågående. Og netop det fremadrettede spil gav hjemmeholdet endnu en stor chance efter 8 minutter, da Flamengo med et skud forbi højre stolpe testede Helto Leite i Cricumas mål. I modsætning til Flamengos spil i de fire foregående kampe var spillerne her motiverede, hvilket gjorde spillet yderst seværdigt og underholdende. Det friske spil og et – for det meste – godt organiseret hold betød også, at Flamengo ikke lod et ellers godt spillende Criciuma komme til fadet. Dog skete det enkelte gange, at Criciuma fik en løs chance. Og takket være en forsvarsfejl hos Flamengo fik tigrene en gylden chance for at udligne, men til held for Flamengo udnytter Amaral ikke chancen og skyder forbi mål. Den gode organisation hos Flamengo gav endnu en bonus efter 17 minutter, og for anden gang faldt målet efter en standardsituation. På et hjørnespark er det hjemmeholdet, der kontrollerer feltet, og Wallace kan uden problemer bringe Flamengo foran med 2-0.
Blot tre minutter senere giver Flamengos dominans endnu engang udbytte. Andre Santos afleverer til Hernane, der bliver fældet af Helton Leite, hvorefter dommeren dømmer straffespark og udviser Helton. Reservemålmand Bruno kommer på banen men kan ikke stille noget op, og Hernane kan glæde sig over at være dobbelt målscorer – 3-0 til Flamengo.
Med en føring på 3-0 skulle man tro, at Criciuma ville pakke sig og begrænse deres nederlag. Men til held for spillet og tilskuerne prøvede de stadig at spille offensiv fodbold, selvom Flamengo matchede dem på alle pladser.
Med en komfortabel føring og med en mand i overtal satte Flamengo tempoet ned, uden at kampen dog blev kedeligere af den grund. Det langsommere spil gav Criciuma muligheden for at reducere i det 44. minut, hvor Lins kunne se træværket stå i vejen for en reducering. Kun to minutter senere kom Criciuma på måltavlen efter en situation, der var nærmest identisk med Flamengos mål til 3-0. Felipe fælder Lins i feltet og får direkte rødt. På det efterfølgende straffespark udplacerer Daniel Carvalho Flamengos reservemålmand Paulo Victor til pausestillingen 3-1.
Scoringen op til pausen bekom gæsterne godt, og nu hvor begge hold kun havde ti mand på banen, virkede de hvid-gule tigre mere aggressive og opsatte på at jagte endnu et mål. Flamengo var ikke så fremadstormende og spilstyrende som i første halvleg og satsede på deres defensiv med Hernane på toppen som eneste angriber. Det gav chancer til Criciuma, og efter 52 minutter kunne Lins endnu engang afslutte, omend forsøget gik forbi mål. Flamengos næste store målchance lod vente på sig, og først efter 60 minutter kunne Luiz Antonio teste Bruno i Criciumas mål. Bruno formåede dog at holde de rød-sorte fra fadet med en flot redning. Kort efter var det gæsternes tur til lave ravage i Flamengos forsvar, hvor Wellington Paulista fik hele to chancer, men ligesom hos gæsterne kunne Paulo Victor diske op med et par gode redninger. Det næste kvarter bølgede spillet frem og tilbage, hvilket gav pæne chancer til begge hold. Men de to holds angribere, Hernane og Lins, var ikke skarpe nok til at få bolden i nettet.
Med de mange angreb var det bare et spørgsmål om, hvornår det næste mål faldt – og til hvem. Målet udeblev ikke og efter 77 minutter kunne Elias lukke og slukke Criciumas drøm om at hente point på Maracanã. Paulinho modtager bolden i feltet og prøver et saksespark, som lidt forkølet ender hos Elias, der resolut vender sig 180 grader og scorer til 4-1.
Målet var en spand kold vand i hovedet på Criciuma, der herefter faldt helt fra hinanden. Det gav endnu en stor chance til Elias, men Marlon redder kastanjerne ud af ilden og sørger for, at ydmygelsen ikke bliver total.
Med 4-1 er Flamengo tilbage på sporet, og Léo Moura var efter kampen klar til at møde pressen: ”Sejren var super vigtig, og vi er fattede men glade. Men vi skal tænke på at komme væk fra bunden og gøre alt for at vinde på torsdag.”
Flamengos træner Jayme de Almeida kom med følgende udtalelse: ”Denne runde var yderst vigtig. Såfremt vi havde tabt eller spillet uafgjort, hvilket pres ville der så ikke være på vores skuldre til kampen på torsdag. Jeg er meget glad for indsatsen. Det var dejligt, at vi kunne gøre tingene rigtigt, og jeg håber, at vi kan fortsætte i samme retning. Dagens resultat giver mere ro, og nu mangler vi bare stabile resultater. Nu skal vi sørge for at flytte os et par pladser opad, så vi kan komme helt væk fra bunden.”
Allerede på torsdag venter der en ny seks points-kamp, når Coritiba byder de rød-sorte op til dans på Couto Pereira i Coritiba.
26/9 2013
Pokalopgør uden drama
Botafogo og Flamengo deler i porten
I den første af to kvartfinaler mellem Botafogo og Flamengo kunne begge hold stille sig tilfredse med uafgjort 1-1. Kampen blev afviklet på det legendariske stadion Maracanã, og da både Flamengo og Botafogo er fra Rio og sågar er nabobydele, spilles begge kampe på ovennævnte stadion. Når dette er tilfældet, er reglen om udebanemål annulleret, og såfremt returopgøret ender uafgjort, vil kampen blive afgjort ved straffespark. Den endelige vinder vil blive fundet den 23/10.
Kampen
Flamengo virkede fra starten af kampen motiverede. Allerede i åbningsminuttet fik de spillet sig igennem Botafogos forsvar, og på kanten af feltet kunne Hernane teste Jefferson. Men til Hernanes store ærgrelse gik bolden akkurat forbi den højre stolpe. Botafogo derimod lod sig ikke ryste af hændelsen og var fra starten det boldbesiddende hold, om end det ikke blev konverteret til de store chancer. Flamengos motivation og gåpåmod belønnede sig, og efter 13 minutter kunne de rød-sorte danse i takt af glæde. Carlos Eduardo sender en stikning til João Paulo i Flamengos venstre side. Ved baglinjen kan João Paulo sende bolden ind i feltet, hvor Paulinho på akrobatisk vis sender den i hovedet på André Santos, der scorer til 0-1.
Nede med et mål begyndte Botafogo at tage sig mere sammen, og efter 25 minutter kom Botafogos første reelle chance, hvor Hyuri tester den tilbagevendte Felipe i Flamengos mål. Selvom Botafogos spil blev bedre, var det Flamengo, der to minutter senere fik chancen for at komme yderligere foran. Hernane viser overskud på kanten af feltet og spiller Leo Mora, der dog skyder for upræcist, så bolden går forbi mål. Kampen fortsatte på samme måde med Botafogo som det boldbesiddende hold og Flamengo med de bedste chancer. Efter 34 minutter spiller João Paulo bolden på tværs til Luiz Antônio, der med mere præcision kunne have udbygget føringen. Fem minutter før pausen var det Carlos Eduardos tur til at teste Jefferson i Botafogos mål. I første forsøg er Carlos Eduardos skud for upræcist og går akkurat over mål, og i andet forsøg forpurrer Jefferson det hele med en mirakelredning. Halvlegens sidste minutter tilhører Flamengo, dog uden at de rød-sorte får scoret.
Botafogo kom ud til anden halvleg med fornyet energi og prøvede at dominere kampen fra starten. Flamengo var ligeledes godt forberedt og kunne hurtigt neutralisere de fleste af Botafogos angreb. Først efter 57 minutter fik de sort-hvide udlignet. Hyuri afleverer til Edílson, der prøver et indlæg men rammer Samir, der retter bolden af og sender den i nettet. Det udlignende mål gav Botafogo blod på tanden, og de sort-hvide fandt et ekstra gear. Efter 59 minutter modtager Rafael Marques bolden i feltet, men hans skud volder ingen problemer for Felipe i Flamengos mål. En håndfuld minutter senere tester Rafael Marques Felipe på ny, men en superredning fra Felipe beviser, hvorfor han er blandt Flamengos vigtigste spillere. Herefter lykkedes det Flamengo at trække tempoet ud af spillet, og begge hold gik gevaldig ned i fart. Samtidig formåede ingen af holdene at producere oplagte chancer, hvilket begge hold accepterede. I kampens afslutning virkede begge hold mætte og trætte af det hårde program i liga såvel som pokalturnering. Efter tre minutters overtid kunne dommeren fløjte af, og holdene kan nu vente en måneds tid, før en vinder bliver fundet.
25/9 2013
Et tophold i frit fald - hvorfor?
Som fan af brasiliansk fodbold og fan af Flamengo er jeg inde i en hård periode. De sidste par år har klubben været i diverse kriser og har på intet tidspunkt leveret et resultat, der har kunnet tilfredsstille klubben eller dens fans. Som passioneret fan af holdet længes man tilbage til det hold, der dominerede brasiliansk fodbold i halvfjerdserne, firserne og dele af halvfemserne. Dengang var Flamengo et hold med respekt, store meritter og spillere, der uden de større problemer kunne træde ind på det brasilianske landshold. I dag er bøtten vendt. Og op til hver kamp håber man til stadighed på et godt resultat. Oftest skuffes man, og hvor man før kiggede op i tabellen, er det nu nødvendigt at kigge nedad og gøre sig tanker om Serie B.
Problemerne i klubben er ikke kun på banen men også i baglandet. Da Patricia Amorim, som den første kvinde blev valgt til klubbens præsident i 2010, var der store forhåbninger og løftet om en fremtid, der så lys ud. Flamengo havde på daværende tidspunkt lige vundet sit sjette brasilianske mesterskab, og klubben havde fået det hjemvendte problembarn superstjernen Adriano tilbage i folden.
Amorin formåede dog ikke at holde niveauet, og allerede i første sæson ved roret var klubben ved at kuldsejle, da resultaterne på grønsværen udeblev. Selv med profiler som Adriano, Wagner Love og Petkovic nåede Flamengo kun kvartfinalen i Copa Libertadores, tabte finalen i Campeonato Carioca til Botafogo og undgik kun med nød og næppe nedrykning.
Internt kom det også til sammenstød. Fyringen af mestertræneren Andrade og klubbens vicepræsident Marcos Braz midt i sæsonen var kun begyndelsen. Adrianos uheldige adfærd samt en beskyldning om manglende løn til Petkovic vendte pressens blik mod klubben og dens ledelse. På samme tid valgte bestyrelsesformanden Leonardo Ribeiro at fyre Zico med grundløse beskyldninger om bl.a. nepotisme. Den største bevågenhed opnåede klubben imidlertid, da deres målmand Bruno blev anholdt og beskyldt for at have kidnappet sin ekskæreste samt at have parteret hende og derefter givet liget til sin rottweiler.
Den store offentlige bevågenhed fik pressen og fansene til at vende sig mod klubben, og mange forlangte Patricia Amorims afgang.
I 2011 vendte nedgangen kortvarigt, da de to idoler Ronaldinho og Thiago Neves blev hentet hjem. Med de to stjerner i truppen begyndte resultaterne at vende tilbage. Herunder en uforglemmelig 5-4 kamp mod Santos med Neymar på holdet. Klubben formåede også at kvalificere sig til Copa Libertadores samt at vinde Copa Carioca. Ronaldinhos tid i klubben var dog ikke problemfri, og hans manglende engagement på banen og ekstravagante livsstil vandt aldrig indpas hos tilskuerne. Samtidig var hans ’signing’ yderst kontroversiel, hvilket skulle vise sig også at være hans endeligt i Flamengo. Efter et længere tovtrækkeri mellem Flamengo, Ronaldinho og marketingsfirmaet Traffic forlod Ronaldinho klubben den 31. maj 2012, og Flamengo endte efter et søgsmål fra Ronaldinho med at betale stjernen 40 millioner brasilianske realer.
Hvad der skulle have været starten på en ny storhedstid for Flamengo, blev en tur mod en afgrund, som ikke så ud til at stoppe. I 2012 begyndte spillerfundamentet at vakle. I begyndelsen af året forlod Alex Silva og Thiago Neves klubben. Senere fulgte Deivid trop, da han lagde sag an mod klubben. Beskyldningerne gik på 19 måneders manglende lønudbetaling, svarende til 6,46 millioner brasilianske realer. Samtidig fyrede klubben deres træner Vanderlei Luxumburgo, efter han havde bedt klubben tage affære i endnu en sag om Ronaldinho. Fremfor at tage hånd om Ronaldinho valgte bestyrelsen med Amorim i spidsen at afskedige Luxemburgo dagen efter en vigtig sejr over Real Potosí i kvalifikationen til Copa Libertadores. Som forstærkning fik holdet Vágner Love tilbage efter endt ophold i CSKA Mosva, men spilleren med det elskelige efternavn kunne ikke rette op på en miserabel indsats i Libertadores. 3-3 kampen på hjemmebane mod Olímpia fra Paraguay samt 3-2 nederlaget til Ecuadorianske Émelec blev betragtet som yderst pinlige, og pressen kunne endnu engang svælge i klubbens forfald.
Nedturen fortsatte på det nationale plan, og i statsmesterskaberne sørgede ærkerivalerne fra Vasco for, at Flamengo ikke gik videre. De dårlige resultater fik klubben til at afskedige Kléberson, Júnior César og Williams. Klubbens pengeforbrug var samtidig med til at forværre situationen. Og med ansættelsen af Ìbson fortsatte forbruget. Íbson blev af klubben set som en kommende stjerne, og med en månedsløn på godt en million kroner samt et fee til hans agent på 6,5 millioner kroner var han en dyr investering. Især da han ikke slog igennem og brugte det meste af tiden på bænken. Sæsonen igennem formåede de rød-sorte heller ikke at slå til.
For at bringe nyt håb til klubben blev den tidligere verdensmester Zinho ansat som sportsdirektør. Med et stort sportsnavn i ledelsen gik de straks på jagt efter profiler, der kunne forstærke holdet. Forhandlingerne gik i gang, men en ihærdige indsats for at få Diego, Juan og den argentinske verdensstjerne Riquelme gik i vasken. Med et hold uden forstærkninger udeblev resultaterne, og efter 31 kampe som træner blev Joel Santana fyret, og Flamengo måtte dermed betale en bod på 2 millioner realer til træneren.
Blot fire dage senere den 26/7 2012 ansatte klubben Dorival Junior som træner, og sammen med ham ankom den portugisiske landsholdsspiller Liédson, der tilbage i 2002 nåede at spille 24 kampe for Flamengo. Liédson, der netop var blevet skadefri, kom til klubben på en fri transfer fra Corinthians. Liédsons tid hos Flamengo blev imidlertid heller ikke en succes, og med kun 4 mål i sytten kampe blev han udlånt til Porto. Investeringer i løntunge spillere, der ikke har levet op til værdi, har været et tilbagevendende problem for klubben. Og hver gang er kritikken blevet rettet mod direktionen.
I baglandet blev problemerne større. På samme tid som Dorival Juniors ansættelse fremsatte klubbens tidligere præsident Márcio Braga en del anklager mod Patrícia Amorim - blandt andet for magtmisbrug. Ydermere blev Amorim holdt til ansvar for kontrakterne med Ronaldinho, Íbson, Vágner Love og Líedson. Dorival Juniors kontrakt var ingen heller undtagelse, og da han tidligere i år ikke ville acceptere en lønnedgang, blev han også fyret. Flamengo tegnede endnu engang kontrakt med en nu lettere afdanket Adriano, der var blevet bortvist fra Corinthians. Adriano nåede dog aldrig at komme på banen, da han fortsatte sin vilde livsstil og udeblev fra træning. Uden en profil på toppen formåede Flamengo ikke at opnå de forventede resultater, og efter den sidste kamp i sæsonen 2012 havde tilskuerne fået nok. Efter 2-2 mod Botafogo blev det fansene for meget, og vreden vendte sig mod Patricia Amorim. Den åbenlyse vrede gav genklang i baglandet, og personer i toppen af klubben gav åbenlyst deres mening om Amorim til kende.
Modstanden mod præsident Amorim blev større, og flere skandaler blev oprullet. Samtidig blev hun af fansene set som ansvarlig for klubbens gæld på 80 millioner realer. På trods af alle beskyldningerne stillede hun i december 2012 op til genvalg som præsident, men tabte til Eduardo Bandeira de Mello, der vandt med hjælp fra bl.a Zico.
Op til sæsonstart i år fik Flamengo hentet Jorginho ind på trænerposten, men efter tre måneder på posten med nederlag til klubber som Audax og Duque de Caxias blev han afløst af Mano Menezes. Med et friskt syn på klubben prøvede Mano Menezes at rette op på et Flamengo, hvis resultater kun kan betegnes som svingende og nedadgående. Efter Mano Menezes’ ankomst har klubben sørgeligt nok ikke formået at vinde to kampe i træk, og selvom holdet ind imellem har vist gode takter, har bundniveauet vist sig at være meget lavt. Derfor kastede Mano i sidste uge håndklædet i ringen og overlod roret til hjælpetræner Jayme de Almeida.
Selvom Flamengos højdepunkt indtil videre er en kvartfinaleplads i Copa do Brasil, er sæsonen indtil videre en sportsmæssig skuffelse, og med en truende nedrykning skal klubben til at reagere. Men med en stadigt stigende gæld og en spillertrup med manglende bundniveau kan der være lange udsigter til succes. – Men som fan giver jeg ikke op!
20/9 2013
En orkan ramte Maracanã
- spillerne blev væltet omkuld og træneren er forsvundet
Marcanã har altid været den store hjemmebane for Flamengo, men i aftes kunne selv det sagnomspundne stadion ikke hjælpe de rød-sorte med at skaffe dem de tre point, der kunne bringe dem yderligere i sikkerhed over stregen. Det så ellers lovende ud for de kun 16.014 betalende tilskuere, da Flamengo med to hurtige scoringer bragte sig foran. Den glade stemning var dog kortvarig, da de derefter tabte det hele på gulvet og måtte se modstanderen score fire mål. Hvad der startede som en festlig aften endte på værst tænkelige måde. Nederlaget til Orkanen (Atlético-PR’s kælenavn) og den nuværende 15 plads fik træner Mano Menezes til at resignere og forlade holdet. Selvom resultaterne har været svingende siden Manos ankomst, kommer opsigelsen som en overraskelse for de fleste.
Udmeldingen kom på et pressemøde umiddelbart efter nederlaget. ”Først snakkede jeg med spillerne og derefter med Paulo Pelaipe (Flamengos sportsdirektør). Jeg mener, at cirklen er sluttet. Jeg følte under dagens kamp, at det ikke er lykkedes for mig at få holdet til at udvikle sig til det, jeg mener fodbold bør være. Når dette sker, er det tid for træneren at gå. Det var med den indgangsvinkel, at jeg tog den svære beslutning, som jeg håber, er den rigtige.”
Mano Menezes’ karriere i Flamengo begyndte for kun fire måneder siden, hvor han overtog pladsen fra Jorginho. Det var Manos første job, siden han blev fyret som brasiliansk landstræner. Begejstringen og håbet om en plads i G4 forstummede dog relativt hurtigt, og selvom Flamengo har lavet nogle gode præstationer, har holdet ikke kunne finde et stabilt niveau og har på intet tidspunkt vundet to kampe i træk. I de 22 kampe, der er spilet i ’O Brasileirao’, har Flamengo ni sejre, syv uafgjorte, syv nederlag og en målscore på 23-29.
Klubbens eneste succes har været pokalturneringen, hvor klubben i kvartfinalen skal møde Botafogo med blandt andet Clarence Seedorf på holdet, der på nuværende tidspunkt ligger nummer to i ’O Brasileirao’.
Flamengos aktuelle 15. plads er kun to point fra stregen. På søndag drager de rød-sorte til Nordøstbrasilien, hvor de møder ligaens absolutte bundprop Náutico, og kampens vigtighed er ikke til at overse. Selvom Náutico kun har ni point efter 21 kampe, gælder det om overlevelse for Flamengo, og en sejr er påkrævet af holdet og hjælpetræner Jayme de Almeida som pt. er i spidsen for truppen.
Kampen:
Knap var kampen begyndt før hjemmebanepublikummet kunne gå amok i en glædesrus. Efter kun et minut kunne Carlos Eduardo sende bolden ind over til Rafinha. Rafinha header videre til Hernane, der igen kan sætte hovedet på bolden og bringe Flamengo foran. Det hurtige mål fik Atlético til at miste fatningen, og holdet havde derefter svært ved at organisere sig. Men selvom Flamengo var foran, havde de mod på mere, og efter 8 minutter faldt det andet mål til hjemmeholdet. Paulinho kan fra Flamengos højreside aflevere til Luiz Antônio, der med venstrebenet sender bolden i mål uden chance for målmand Weverton.
Med to mål inden for de første ti minutter var Atlético-PR rystede, og dette kunne tydeligt ses i deres spil, der var præget af fejlafleveringer og stor nervøsitet. Flamengos dominans var ikke til at tage fejl af, og det virkede kun som et spørgsmål om tid, før næste mål ville falde. Men det kom ikke. Efter 12 minutter laver Luiz Antonio et fladt indlæg, og en fri Hernane misbruger på det groveste, da han vil afslutte med hælen.
Minuttet senere fik Luiz Antonio selv chancen, men en pragtredning af Weverton forhindrer de rød-sorte i at fejre det tredje mål. Atlético-PR formåede på dette tidspunkt af kampen slet ikke at komme til chancer, og deres angribere virkede søvnige og anonyme.
Efter 16 minutter får Carlos Eduardo chancen, men hans skud rammer Atléticos Jõao Paulo, og bolden går over mål. På dette tidspunkt af kampen stod Flamengos spillere næsten i kø for at score, og i det 17. minut får Hernane en gylden chance. Helt fri med målmanden formår Hernane at fumle for meget med bolden, og Weverton kan vifte den tilbage i feltet. Bolden ender hos Rafinha, men endnu en god indsats fra Weverton forhindrer Flamengo i at score.
Mens Flamengos angreb kom som perler på en snor, var det alligevel Atlético-PR, der formåede at score det næste mål. Efter 19 minutter tager Marcelo en flot solotur, uddribler to forsvarere og sender bolden ind foran Flamengos mål, hvor Fran Merida sender bolden i mål.
Målet fik udeholdet tilbage på sporet, og Atlético begyndte herefter at give problemer for hjemmeholdet. Først efter 32 minutter fik Flamengo sin næste oplagte chance. Et frispark fra João Paulo ender hos Luiz Alberto, der er tæt på at score selvmål, men endnu engang er Weverton på sin plads og redder ”Orkanen”. Næste chance tilfalder endnu engang Flamengo. Cáceres modtager bolden i feltet og afslutter men rammer Weverton, som holder Flamengo fra fadet. Og Flamengo kan gå til pause med en føring på 2-1.
Anden halvleg skulle vise sig at være fatal for både Mano Menezes og de elleve spillere på banen. Atlético satsede offensivt og satte angriberen Delatorre på banen i stedet for midtbanespilleren Bruno Silva. Den offensive udskiftning ændrede Atléticos indstilling, og efter 53 minutter kom den udlignende scoring. Everton får spillet Delatorre fri, og han kan uden problemer bringe lighed i regnskabet til 2-2.
Udligningen fik hjemmeholdet til at falde helt fra hinanden, og kampen skiftede fuldstændig karakter. Herefter fejede Orkanen over banen, og Flamengos spillere stod som træningskegler for et tændt og effektivt Atlético-hold. Hvis det ikke havde været for Paulo Victor i Flamengos mål, kunne Everton i det 61. minut have bragt gæsterne på 3-1. Flamengos manglende gejst fik tilskuerne til at vende sig imod træner såvel som spillere. Mano Menezes reagerede ved at tage Carlos Eduardo og Hernane ud til fordel for Marcelo Moreno og Adryan. Udskiftningen havde dog ingen effekt, og hjemmeholdet kunne endnu engang se det brænde på i egen forsvarszone. Efter 67 minutter var det Marcelos tur til at udfordre Paulo Victor. Øjeblikket efter brændte det på igen, da Marcelo får spillet Everton fri, og Paulo Victor endnu engang redder hjemmeholdet.
Presset på Flamengo øges yderligere, og forløsningen for Atlético kom i det 77. minut. Efter en god aktion af Roger, kan han aflevere til Marcelo, der resolut bringer Atlético foran 2-3. Føringsmålet fik Flamengo til at falde endnu mere fra hinanden, og de rød-sorte tilhængere vendte sig endnu mere mod deres hold med tilråb som ”vi vil se fodbold” og ”holdet uden skam”. Med tilskuerne imod sig kollapsede Flamengo totalt, og efter en katastrofal fejlaflevering af hjemmeholdets Gonzales spiller han bolden til Roger, der scorer med ni minutter til sidste fløjt.
I kampens sidste minutter var det Atletico-PR, der sad på spillet, og de kan nu rejse hjem med en sejr på 2-4 og derved konsolidere sig på 4. pladsen i ligaen.
16/9 2013
Flamengo viser god moral og sikrer sig det ene point
Med det uafgjorte resultat mod Ponte Preta kan Flamengo ikke tillade sig at være utilfredse, da de en stor del af anden halvleg spillede med kun 10 mand på banen. Det udlignende mål faldt i kampens døende minutter, og efter kampen var der stor glæde at spore hos de rød-sorte. Målscoreren André Santos sagde: ”Det var en svær kamp, og den blev ikke nemmere efter udvisningen. I første halvleg kontrollerede vi kampen, men i anden halvleg spillede Ponte Preta bedre. Vi gav på intet tidspunkt op, kæmpede videre som krigere og skal endnu engang takke vore fans for støtten.”
Gabriel, der huserer på Flamengos midtbane, var heller ikke utilfreds med resultatet. ”Vi havde nær tabt kampen, og derfor føles dagens ene point nærmest som en sejr.”
Kampen:
Flamengo lagde ud med optimistisk og fremadrettet spil, hvilket hurtigt gav dem et par løse chancer. Første chance kom allerede efter 2 minutter, hvor Carlos Eduardo i højresiden kunne spille bolden ind i feltet uden, at dog der var nogen modtager. Herved kunne Ponte Pretas forsvar uden problemer rydde op i egne forsvarsrækker. Straks efter var det Luiz Antonio tur med et indlæg. Denne gang stod Diego Silva klar, men da han fumler med bolden, ender det ud i ingenting.
Ponte Preta – under ledelse af tidligere Flamengo træner Jorginho - prøvede at organisere holdet, men Flamengos fremadrettede spil gjorde det svært for de sort og hvid stribede at etablere et angreb.
Næste chance var endnu engang til Flamengo, og her var det Carlos Eduardo, der efter ti minutter spillede sig ind i feltet og afleverede til Gabriel, der dog ikke formåede at omsætte chancen til mål.
Først efter 12 minutter havde Ponte Preta sin første chance. Diego Silva fælder Adailton uden for feltet. Felipe Bastos tager det efterfølgende frispark, men det hårde skud går akkurat forbi mål.
Kampen var præget af mange frispark. Efter 14 minutter blev Diego Silva - efter et par flotte driblinger – fældet, og Mano Menezes måtte fortage en tvungen udskiftning. Dette huede ikke Mano Menezes, der måtte se en eventuel offensiv udskiftning gå til spilde.
Efterhånden som kampen skred fremad, kom Ponte Preta også mere med i spillet og fik produceret flere chancer. Selvom både Flamengo og Ponte Preta havde gode opspil, blev det aldrig rigtig farligt, da begge holds angribere ikke formåede at udnytte deres chancer. Det gjorde spillet en smule forudsigeligt og monotont, hvilket også kunne ses på tilskuerpladserne.
Først efter 29 minutter blev det igen spændende. Adrianinho prøvede at komme igennem Flamengos venstreside og finde William i angrebet. Samir i Flamengos forsvar får clearet og sender bolden ud over mållinjen. På det efterfølgende hjørnespark får Baraka hovedet på bolden, men endnu engang er spillet for upræcist, og bolden går forbi mål.
I kampen sidste kvarter var det Flamengo, der producerede færrest chancer boldbesiddelsen taget i betragtning. Ponte Preta var derimod en kende mere effektive og fik spillet sig frem til afslutninger. Efter 35 minutter kunne Chuiquinho gå til baglinjen og spille bolden ind i feltet. På trods af dårligt forsvarsspil fra Flamengo udnyttede Uendel ikke chancen for at bringe Ponte Preta i front. Efter 40 minutter fik de rød-sorte en gylden chance for at bringe sig i front før pausen. Hernane bliver fældet uden for feltet af César, men João Paulos frispark er for vagt, og bolden går over mål.
Efter pausen havde Ponte Preta skiftet taktik og satte tempoet op. Flamengo derimod fortsatte stilen fra første halvleg og håbede på, at deres tilgang til spillet ville give bonus i sidste ende.
Efter 51 minutter var Flamengo igen på angrebstogt, men endnu engang var det den manglende konsekvens i Flamengos spil, der var afgørende for, at João Paulo ikke fik scoret. Minuttet efter var det Ponte Pretas tur til at brænde chancer, da Paulo Victor i Flamengos mål ikke får klaret et langskud fra Artur. Bolden ryger ud til venstre og er tæt på at ende hos Chiquinho. Til Flamengos held får Paulo Victor til sidst reddet kastanjerne ud af ilden.
Anden halvlegs første reelle chance til Flamengo er efter 57 minutter, hvor João Paulo får spillet Hernane fri. Hernane overplacerer bolden og kan følgende græmme sig over at have misbrugt så stor en chance.
Efter 64 minutter vender kampen, da Samir efter en tåbelig tackling får sit andet gule kort og dermed må gå tidligt i bad. Med kun ti mand på banen begyndte det at se svært ud for Flamengo, og de offensive udskiftninger måtte skrinlægges. Værre for udeholdet blev det, da Ponte Preta efter 67 minutter kan bringe sig foran. En flot aflevering på tværs af feltet ender hos en fri Artur, der med et hårdt og præcist skud bringer hjemmeholdet foran med 1-0.
Med en udvisning og nede med et mål bliver Mano Menezes så nødt til at ændre på sine dispositioner. Hernane udgår til fordel for Marcos González, og dermed bliver forsvarskæden genetableret til fordel for angrebet.
Med forsvaret på plads satsede Flamengo på kontraangreb, hvilket gav udeholdet nogle løse chancer, og efter 70 minutter var Paulinho tæt på en udligning. Men hans hovedstød redes - ligeledes med hovedet - af César i Ponte Pretas mål.
Ponte Preta formåede ikke at udnytte deres fordel og derved lukke kampen endegyldigt. Deres største chance fik de efter 85 minutter på et frispark. Baraka sparker, men Paulo Victor klarer ærterne for Flamengo.
Selvom kampen var i sine døende minutter formåede Flamengo stadig at komme op i Ponte Pretas straffesparksfelt, og efter 87 minutter kom udligningen. Anfører André Santos tager tingene i egen hånd, og efter et par gode træk i feltet afslutter han og udligner til slutresultatet 1-1.
De obligatoriske 3 minutters overtid bød ikke på store chancer men et rødt kort til Ponte Pretas César.
Med gårsdagens resultat ender Flamengo på 26 point, hvilket giver dem en aktuel 13. plads.
Næste kamp spilles mod Atlético-PR på torsdag d.19/9 på Maracanã i Rio. Her er en sejr endnu engang påkrævet, og Flamengo skal håbe på at udnytte Atléticos nuværende dårlige stime med kun et point i tre kampe. Klubbernes første møde i Joinville d. 1/6 endte 2-2, og på trods af Atléticos aktuelle 4. plads burde Flamengo være svage favoritter.
13/9 2013
Tiltrængt sejr og rødt kort til Flamengo
Med en 2-1 sejr over Santos, lykkedes det Flamengo at fjerne det pres der lå på klubben, og dens spillere før aftenens kamp. Med 25 point avancerer Flamengo 4 pladser, og ligger nu på en 11 plads, fem point fra nedrykningsstregen. Inden kampen havde træner Mano Menezes udtrykt at en sejr krævede hårdt arbejde og fokus. Dette kunne til tider ses på spillet der var mere effektivt end smukt. Sejren var aldrig rigtig i fare, og Flamengo kan glæde sig over de tre point der kan give spillerne den moral og gejst, der kan bringe dem kontinuitet i deres spil.
Kampen.
Flamengo lagde hårdt ud og angreb fra starten. Efter et lille minut kunne Paulinho spille på tværs til Gabriel, der ikke fik udnyttet chancen og placerede bolden over Santos’ mål. Efter tre minutter var det til gengæld Santos’ tur til at angribe men, Flamengos reservemålmand Paulo Victor, kunne se Alisons langskud gå forbi mål. Tre minutter senere var det Santos der stod for endnu et angreb. Everton Costa modtager et indlæg fra Renato Abreu, men Costas hovedstød er for svagt og går forbi mål. Begge hold brugte det første stykke tid af kampen til at afveje situationen, hvilket gjorde at holdende havde svært ved at organisere deres angreb.
Selvom angrebene udeblev kom Flamengo mere ind i kampen og begyndte presse Santos mere, og efter elleve minutter gik Flamengo glip af en gylden mulighed. Efter samspil i højre side med Carlos Eduardo, kan Paulinho drible ind i feltet og afslutte. Desværre for de rød-sorte var afslutningen for upræcis og Aranha i Santos’ mål kan se bolden gå forbi.
Flamengo fortsatte deres presspil og efter 18 minutter kom forløsningen. Hernane prøver at afslutte men forsøget mislykkedes. Leo Moura udnytter riposten og skyder bolden i nettet bag Aranha. Føringen gav Flamengo den fornødne ro, hvilket gjorde at deres spil flød en smule bedre. Santos prøvede at komme tilbage i kampen og efter 26 minutter kom deres største chance. På en fejl af Flamengos Cáceres, ender bolden hos Cícero der trykker af udefra, og skyder over mål.
Selvom Santos kom til chancer var Flamengo det spilstyrende hold. På trods af Flemengos kontrol over spillet var det Santos der endnu engang kom til en afslutning. Efter 31 minutter kunne Thiago Ribeiro drible ind feltets venstre side og afslutte. Men Samir i Flamengos forsvar kunne uden problemer blokere Ribeiros skud. Som det spilstyrende hold prøvede Flamengo at udnytte deres føring og udnytte hullerne bagtil når Santos angreb. Men desværre for Flamengo var spillet præget af fejlafleveringer og de farlige omstillinger udeblev. I stedet var det Santos der efter 42 minutter misbrugte endnu en chance. Renê Júnior afleverer bolden til Everton Costa der ikke formår at udnytte sine muligheder og afslutter for svagt. I halvlegens sidste minut får Santos tilkæmpet sig et frispark i en god position. Renato Abreu skyder, men bolden går langt over Paulo Victors mål.
Fra anden halvlegs start var det Flamengo der svingede dirigentstokken, og efter 49 minutter fik hjemmeholdet deres første chance. Gabriel tager et hjørnespark, og Santos forsvar får ikke clearet ordentligt. Bolden ender hos Carlos Eduardo, der skyder forbi, og bolden går ud til målspark.
Efter 54 minutter kan Flamengo endnu engang række hænderne i vejret. Carlos Eduardo modtager en god aflevering fra Paulinho, der triller den videre til Hernane som kan sende bolden i nettet. 2-0 til de rød-sorte.
Allerede minuttet senere var der mål igen, denne gang til Santos. Samir fælder Everton Costa i feltet og Cícero kan sende bolden i nettet på det efterfølgende straffespark.
Reduceringen til 2-1 fik Santos’ træner til at satse mere offensivt og satte angriberen Gabriel på banen til fordel for midtbanespilleren Alison. På trods af den offensive udskiftning var det stadig Flamengo der kontrollerede spillet og kom til de bedste chancer. Efter 62 minutter prøvede Paulinho at score på saksespark, hvilket ikke lykkedes. Tre minutter senere var det endnu engang Flamengos tur. André Santos prøver med et godt indlæg at ramme Hernane, men Aranha kommer godt ud af sit mål og får afværget.
Herefter faldt kampens intensitet gevaldigt, og spillet var præget af fejlafleveringer hos begge hold. Med et kvarter tilbage begyndte Flamengo at trække sig mere tilbage, og forsvare deres smalle føring. Efter 81 minutter Var det Santos der fik en løs chance. Thiago Ribeiro tager chancen udefra og er tæt på at overliste Paulo Victor i Flamengos mål. To minutter senere kunne Flamengo lukke kampen. Carlos Eduardo spiller bolden til en fri Paulinho, der misbruger og skyder forbi mål.
I kampens døende minutter får Santos en gylden chance for at udligne, men Thiago Ribeiro misbruger, og Flamengo kan køre sejren hjem. Sejren var dog ikke uden omkostninger da Mano Menezes efter 89 minutter modtager det røde kort på grund af brok. Allerede efter 17 minutter i første halvleg modtog han et gult kort, og med et andet gule kort kunne han se sig selv blive udvist, og måtte derved gå fra banen inden dommeren fløjtede af.
Hvad der skulle have været starten på en ny storhedstid for Flamengo, blev en tur mod en afgrund, som ikke så ud til at stoppe. I 2012 begyndte spillerfundamentet at vakle. I begyndelsen af året forlod Alex Silva og Thiago Neves klubben. Senere fulgte Deivid trop, da han lagde sag an mod klubben. Beskyldningerne gik på 19 måneders manglende lønudbetaling, svarende til 6,46 millioner brasilianske realer. Samtidig fyrede klubben deres træner Vanderlei Luxumburgo, efter han havde bedt klubben tage affære i endnu en sag om Ronaldinho. Fremfor at tage hånd om Ronaldinho valgte bestyrelsen med Amorim i spidsen at afskedige Luxemburgo dagen efter en vigtig sejr over Real Potosí i kvalifikationen til Copa Libertadores. Som forstærkning fik holdet Vágner Love tilbage efter endt ophold i CSKA Mosva, men spilleren med det elskelige efternavn kunne ikke rette op på en miserabel indsats i Libertadores. 3-3 kampen på hjemmebane mod Olímpia fra Paraguay samt 3-2 nederlaget til Ecuadorianske Émelec blev betragtet som yderst pinlige, og pressen kunne endnu engang svælge i klubbens forfald.
12/9 2013
Hårdt arbejde og god moral skal bringe Flamengo tilbage på sporet
Med risiko for at komme under stregen indleder Flamengo i aften anden runde af Brasileirão. Halvdelen af turneringen er nu spillet, og i aften tager Flamengo hul på returprogrammet. Her starter kampprogrammet forfra, men holdene spiller omvendt af første opgør. Flamengo møder i aften Santos, hvor ’O Rubro Negro’ – de rød-sorte skal tilbage på sporet efter sidste uges nederlag mod topholdet Cruzeiro. I den nuværende stilling har Flamengo 22 point, hvilket betyder en ufrivillig flirt med de resterende bundhold. Til gengæld har aftenens modstander Santos 28 point og kan se opad efter den forjættede 4. plads, der giver plads i Copa Libertadores.
Flamengos karismatiske træner Mano Menezes ved godt, hvad der forlanges af holdet og kommer med følgende udmelding før kampen: ”Vi er udmærket klar over nødvendigheden af et godt resultat mod Santos, så vi ikke ender i bunden af tabellen. Når man spiller på hjemmebane, er det vigtigt for alle klubber, at man forsvarer sin position – arbejder sig opad. For os gælder det samme, og spillerne er udmærket klar over, hvad der står på spil.”
Som udgangspunkt for et godt resultat mener Flamengo, at hjemmebanefordelen kan bruges. Efter at have spillet en masse pseudohjemmekampe i Brasília er Flamengo endnu engang tilbage i Rio. ”Maracanã er et vigtigt våben for os, og vi må udnytte situationen, så vi får det bedste ud af det. Aftenens kamp bliver ikke nem, da begge hold behøver de tre point. Her er det vigtig for os med tilskuernes opbakning,” siger Leo Moura.
På trods af hjemmebanefordelen kan Flamengo ikke stille op i stærkeste opstilling. Felipe må grundet smerter i højre ankel endnu engang overlade målet til Paulo Victor. André Santos er stadig tvivlsom, da han stadig døjer med smerter i højre knæ – efter al sandsynlighed overtages hans plads på midtbanen af João Paulo. Marcelo Moreno, der er tilbage efter to VM-kvalifikationskampe for Bolivia, forventes at starte på bænken. Hans plads i angrebet overlades til Hernane. I forsvaret er Chicão skadefri og sender Samir tilbage på bænken.
FLAMENGO X SANTOS
Sted: Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro (RJ)
Tid: Klokken 21.00 – kl. 02.00 dansk tid
Dommer: Sandro Meira Ricci (PE)
Linjevogtere: Alessandro Rocha de Matos (BA) og Rafael da Silva Alves (RS)
Mulig holdopstilling
FLAMENGO: Målmand: Paulo Victor Forsvar: Leonardo Moura, Wallace, Chicão og André Santos (João Paulo). Midtbane: Luiz Antonio, Víctor Cáceres, Elias og Gabriel. Angreb: Rafinha og Hernane
Træner: Mano Menezes
9/9-2013
Fortjent nederlag til tabellens duks
Endnu engang måtte Flamengo se sig som det tabende hold i aftenens kamp mod Cruzeiro. Bedriften fra pokalkampen i sidste måned blev ikke gentaget, og Flamengo måtte se sig slået af en bedre modstander. Sejren til Cruzeiro kom heller ikke som en overraskelse, da de for tiden er ligaens duks med 40 point efter 19 kampe. Flamengo derimod er kun tre point fra nedrykningsstregen med 22 point efter 19 kampe.
Selvom Cruzeiro var det bedste hold på banen, var Flamengo i perioder gode, og formåede at holde igen og ikke kollapse som Selv Mano Menezes accepterede nederlaget og kom med følgende udtalelse:
- I dag er Cruzeiro et bedre hold end os, hvilket gør vores arbejde sværere. Spillerne ofrede sig og fulgte den taktik, jeg havde forberedt. Vi lagde dårligt ud og havde besvær med at lave tre pasninger i træk. Når dette sker, er vi på bagkant. Det var forskellen mellem os og dem.
Flamengos taktik var at stække Cruzeiros angreb allerede på midtbanen, men taktikken holdt ikke hele vejen, og i anden halvleg lagde Menezes den om i håbet på en udligning og samtidig at undgå et større nederlag.
- Da de scorede, prøvede jeg at spille med det mest erfarne hold, men der var ikke kvalitet over vores spil. De lod os ikke spille vores spil, og vi havde ikke det, der skulle til. Vi skal derfor udvikle vores spil noget mere, men resultatet af kampen var ikke uventet. Hvad der var uventet, var sidste uges resultat.
Sagde Mano Menezes med 4-0 nederlaget mod Corinthians i baghovedet.
i sidste uges kamp mod Corinthians.
Kampen:
Som hjemmebanehold var det Cruzeiro, der lagde bedst ud med et presspil på de enkelte spillere. Cruzeiros spil stressede de rød-sorte, hvilket resulterede i en masse fejlafleveringer og usammenhængende spil. Flamengo prøvede at begrænse Cruzerios offensiv med et kompakt forsvar og satse på kontraangreb.
Cruzeiros pres gav plads til deres kantspillere der kunne føre bolden frem og stresse Flamengos forsvarskæde og derved komme til chancer.
Efter de første tyve minutter satte Cruzeiro tempoet ned uden dog at miste kontrollen. Cruzeiro fortsatte det boldbesiddende spil og lod det meste foregå på midtbanen. Derved tvang de Flamengo længere frem på banen og håbede på, at der derved ville skabes huller i forsvaret, så Borges og Willian kunne komme til afslutning.
En af grundene til Cruzeiros succes var blandt andet Everton Ribeiro, der efter 30 minutter fik kampens største chance, da han udenfor feltet skød på mål. Det flotte langskud blev dog reddet af Paulo Victor, der måtte ud i fuld figur for at få handskerne på, så bolden kunne gå ud til hjørnespark. Det flotte spark fik gang i tribunerne, og Cruzeiros pres øgedes men uden det forventede resultat. Flamengo kom i perioden til lidt løse chance, men formåede aldrig at ryste Cruzeiros forsvar.
Et minut før pausen var Cruzeiro tæt på at bringe sig foran, da Nilton kom højest op efter et hjørnespark. Til held for Flamengo gik bolden på overlæggeren, og holdene kunne gå til pause efter en målløs halvleg.
Anden halvleg tilhørte Cruzeiro, der fra starten virkede fokuserede, og med præcise afleveringer fik de deres spil til at flyde bedre. Cruzeiro var dermed Flamengo overlegen, og efter 53 minutter kom det mål, tilskuerne havde ventet på. Mayke spiller bolden ind i feltet, og Ricardo Goulart skyder på stolpen, opsnapper riposten og kan fortjent bringe Cruzeiro foran med 1-0.
Føringsmålet fik ikke Cruzeiro til at sætte tempoet ned, og efter 60 minutter var de tæt på at bringe sig yderligere foran, da William skyder på stolpen. Cruzeiro trak sig derefter en smule tilbage, uden dog at miste grebet. Som det kontrollerende hold formåede de at spille henholdende og satse mere på kontraangreb. Flamengo kunne resten af kampen forgæves prøve at komme til afslutninger, men Cruzeiros forsvar var godt placeret, og kunne med deres hurtige midtbane spille bolden op til deres angribere. Selvom Cruzeiro kom til chancer, formåede de ikke at score flere mål, og kampen endte med en fortjent sejr til ’Den gamle ræv’ - klubbens kælenavn.
Profilen der udeblev
Da Flamengo tidligere på året hentede den løntunge Marcelo Moreno i Gremio, var forventningerne til den bolivianske landsholdsprofil høje, og klubben drømte om placeringer i toppen af den brasilianske liga.
Indtil videre har Moreno ikke kunnet leve op til klubbens målsætning, og med Flamengos yoyo-resultater i ligaen kan man diskutere bolivianerens rolle på holdet. Som tilhænger af Flamengo kan det være svært af forstå klubbens dispositioner, hvor en spiller som Hernane, klubbens topscorer, bliver henvist til bænken og udskiftet med en spiller, der endnu ikke har vist sit værd.
Hvis man udelukkende kigger på de tørre tal burde Moreno ikke være førstevalg til startopstillingen. Derimod burde Mano Menezes satse på den 27-årige Hernane, der udover at have gjort det bedre på holdet kun får en tredjedel af Morenos løn.
At Hernane ikke længere er fast mand fra start er da heller ikke, hvad han havde forventet, men han respekterer Manos valg. Før Morenos ankomst var Hernane og Elias den faste angrebsduo, og Hernane var klubbens topscorer med 20 mål. Men efter Bolivianerens ankomst har Hernane mange gange måtte se kampene fra bænken.
Marcelo Moreno har spillet tolv kampe for Flamengo, heraf to som indskifter. I alle kampene har han kun formået at score to gange. Ydermere har han kun scoret på én ud af ni afslutninger. Hernane derimod har spillet tolv kampe og fire som indskifter. Indtil videre har han scoret scoret 5 mål, hvilket er væsentligt bedre end Moreno.
Flamengos store idol Júnior, der i dag er kommentator, er ikke i tvivl om, at Hernane burde være førstevalg:
- Jeg tvivler ikke på, at Morenos tekniske niveau er Hernanes overlegent, men når det gælder afleveringer og boldbesiddelse, burde Hernane være på banen. Lige nu er det tabellen, det gælder, og Flamengo kan ikke tillade sig den luksus at have sin bedste spiller på bænken, når det er mål og resultater, vi behøver.
Hernane selv udtaler: Der er god kamp om pladserne, og kun hårdt arbejde kan afgøre, hvem der starter inde. Hernane har dog fordelen i aftenens kamp mod Cruzeiro, da Moreno er sammen med det bolivianske landshold til VM kval.
2/9 2013
Flamengo udspillet på Pacaembu
Gårsdagens kamp mellem Corinthians og Flamengo blev en yderst pinlig affære for de rød-sorte, der blev udspillet af O Timão (Corinthians kælenavn) med en velspillende Alexandre Pato i front.
Efter Flamengos sejr i pokalturneringen var moralen høj og forventningerne store op til kampen. Mano Menezes, Felipe, Chicão, Wallace, André Santos og Elias er alle ex-Corinthians, og de var opsatte på at vinde over deres tidligere arbejdsgiver. Desværre for Flamengo endte det med en ydmygelse på 4-0, og Flamengo kan følgelig se frem til tre dage med intens træning inden den vigtige hjemmekamp mod Vitória onsdag aften.
Med tre-nul og sejren i hus kunne Tite udskifte Pato, der forlod banen til hyldestsange og klapsalver. Selvom Corinthians dermed udskiftede deres bedste mand, blev spillet ikke dårligere. Corinthians dominerede stadig, og efter 81 minutter blev ydmygelsen af de rød-sorte total. Douglas spiller bolden til Emerson, der fældes af João Paulo, og dommeren dømmer straffespark. Herefter er det Guerreiro, der uden problemer udplacerer Felipe i Flamengos mål til kampens resultat 4-0.
På trods af ydmygelsen og det dårlige resultat er Mano Menezes fortrøstningsfuld og forsvarer sine spillere. I bedste Troels Bech stil beder han folk se tiden an, da Flamengo stadig er i en opbygningsfase.